kraniet

Hjernekassen består af kranietaget eller kalotten (calva) og kraniebunden eller basis (basis cranii). Den er hjernens benede beskyttelsesrum og omgiver desuden sanseorganerne for lugt, syn, hørelse og ligevægt. De enkelte kranieknogler har savtakkede benkanter, der griber ind i hinanden og danner en speciel form for uægte led, kaldet sømme eller suturer. Væksten af kraniet udgår hovedsageligt herfra. Det buede kranietag består af følgende knogler, regnet forfra:

• pandeebenet (os frontale)
• de to isseben (ossa parietalia)
• bagerste hovedben, nakkebenet (os occipitale)

Det bagerste hovedben går helt ned til bunden af kraniet, hvor det har et stort hul (foramen magnum), hvor rygmarven samt nogle hjernenerver og blodkar går igennem.

Den langsgående forbindelse mellem issebenene kaldes pilsømmen (sutura sagittalis), mens sømmen mellem disse og pandeebenet kaldes krone- eller kranssømmen (sutura coronalis).

Sømmen mellem issebenene og det bagerste hovedben kaldes bagerste hoved- eller lambdasømmen (sutura lambdoidea), da den er formet som det græske bogstav L (λ, lambda). På siden, nedenfor issebenene, ligger de to tindingeben (ossa temporalia), som når ned til neurokraniets bund. Bunden er kompliceret formet og indvendigt delt i de tre afsnit forreste, midterste og bagerste kraniegrube, med mange huller til nerver og blodkar, og den dannes desuden af kilebenet (os sphenoidale) samt plovbenet (vomer).

Hos større børn og voksne består kranietaget af tre lag: et ydre og et indre kompakt lag (lamina externa & interna) og et mellemliggende lag med knoglemarv og trabekulært ben (diploë).

Ansigtsskelettet former og beskytter indgangene til respirations- og fordøjelsesorganerne, det vil sige næse- og mundhule. Videre beskytter det øjnene og er desuden fæste for den mimiske muskulatur og for dele af tyggemuskulaturen. Ansigtsskelettet er opbygget af:

• to tåreben (ossa lacrimalia)
• to næseben (ossa nasalia)
• to næsemuslinger (conchae nasales)
• to ganeben (ossa palatina)
• to kindben (ossa zygomatica)
• to overkæbeben (maxillae)
• underkæben (mandibula)

Forfra (norma frontalis) domineres kraniet af ansigtets skelet, hvor de enkelte knogler grupperer sig parvis symmetrisk omkring øjenhulerne (orbitae) og den pæreformede næseåbning (apertura piriformis). Af hjernekassen udgør pandebenet en forholdsvis stor del. Det udvikler sig fra to knoglekerner, således at spædbørn har to halve pandeeben. Knoglerne mødes i en vertikal pandesøm (sutura metopica), som normalt forbenes eller "lukker sig" i to- til fireårsalderen, men som hos fem til ti procent af befolkningen kan bestå også i voksen alder (såkaldt metopisme) som en normal anatomisk variant. Samtidig dannes der hulrum fortil i pandebenet. Det udvikler sig til en luftfyldt pandebihule (sinus frontalis), som har en individuel størrelse og form, selv hos enæggede tvillinger. Bihulernes funktion er ukendt.

Nedad danner pandebenet de variabelt fremspringende øjenbrynsbuer og taget i øjenhulerne (orbitae). Øjenhulerne er tragtformede og dannet af tynde knogleplader. Inderst er der åbninger for synsnerver, øjenmuskelnerver og blodkar. Øjnene er fæstet til væggene med muskler og bindevæv og er desuden omgivet af et fedtpolster.

Bunden og ydersiden af øjenhulerne er dannet af kindbenene, mens indersiden begrænses af overkæbebenene, hvor der på hver side fortil er et hul (foramen infraorbitale) til en arterie samt en ansigtsnerve (nervus infraorbitalis). Sammen med de to næseben danner disse også den benede næseåbning, som kan være meget individuelt formet: smalle næser har smalle åbninger og omvendt. Næseåbningen er delt i to ved næseskillevæggen (septum nasi). Den ydre næse er af brusk og bindevæv, kun næseryggen og næseroden er dannet af de to næseben.

Overkæbens to knogler er adskilt hele livet; hver af dem har et hulrum, kæbebihulen (sinus maxillaris). Til den nedre del er tænderne fæstet til "lommer" (alveoler) i knoglen. Underkæben er den største af ansigtsknoglerne og dannes oprindeligt af to halvdele, som vokser sammen til én knogle, før barnet er et halvt år gammelt. Også her er der et hul (foramen mentale) på hver side til ansigtsnerver og blodkar.

Fra siden (norma lateralis) får man bedst indtryk af hjernekassens form og størrelse samt ansigtsskelettets profil. Fra siden kan det ses, hvordan menneskets neurokranium ligger frem over ansigtsskelettet, i modsætning til hos dyrene, hvor hjernekassen ligger mere bagtil. Primaterne er specielle i forhold til andre dyr, idet øjnene i princippet sidder under hjernekassen og er rettet fremad. Fra siden kan der fås et godt indtryk af pandens hvælving. Hos kvinder er den mere stejlt buet, hos mænd mere ret og skrånende, og med markerede øjenbrynsbuer (arcus superciliaris).

I underkanten af issebenet og lidt udenpå dette ligger tindingebenet. Det er uregelmæssigt formet, domineret af en central halvrund benplade, som normalt ikke vokser fast til issebenet. Fremad har det et kraftigt fremspring (processus zygomaticus), som fæster sig til kindbenet, således at de sammen danner kindbuen (arcus zygomaticus). Bagtil, nær forbindelsen til nakkebenet, går den luftfyldte øreknude (processus mastoideus) ud som fæste for blandt andet den skrå halsmuskel (musculus sternocleidomastoideus); knuden kan være meget forskelligt formet. Centralt i tindingebenet findes åbningen til ydre øregang (porus acusticus externus). Umiddelbart foran dette ligger kæbeleddet (articulatio temporomandibularis). Ledskålen er aflang og går på tværs, tilpasset underkæbens valseformede ledhoved. Underkæbegrenen (ramus mandibulae) danner en vinkel på omtrent 110° hos voksne. Hos småbørn og hos gamle er vinklen lidt større. Sammen med den buede tandrække giver den kraniet et "smilende" udseende (Spees kurve).

Oversiden (norma verticalis) viser issebenene afgrænset af pandebenet fortil og det bagerste hovedben bagtil. Skæringspunktet mellem kronsømmen og pilsømmen kaldes bregma.

Bagsiden (norma occipitalis) viser forbindelsen mellem det bagerste hovedben og de to isseben. Punktet, hvor de mødes, kaldes lambda. Omtrent midt på det bagerste hovedben ses normalt en udstikkende tap (protuberantia occipitalis externa). Den tjener som fæste for nakkebåndet (ligamentum nuchae) samt noget af nakkemuskulaturen og er individuelt udviklet.

Undersiden (norma basalis) domineres af det bagerste hovedbens store hul (foramen magnum), som markerer forbindelseskanalen mellem hjernen og rygmarven. På hver side af dette hul ses de to aflange ledflader eller kondyler til nakkeleddet, som forbinder hovedet med den øverste halshvirvel (atlas, C1). Også den spidse, fremstående griffeltap (processus styloideus) foran hver af øreknuderne er fæste for bånd og halsmuskulatur.

Nakkebenet forbinder sig fortil med kilebenet, på siderne til tindingebenene. I dette område, ud til de to fremstående øreknuder og fortil mod kæbebenet, er benoverfladen meget ujævn. En række åbninger for nerver og blodkar ses her symmetrisk i kraniebundens overflade. Tager man underkæben bort, ses tandbuen i overkæben samt ganetaget (processus palatinus). Mellem dette og kilebenet ses bageste næseåbning (choana). Hos mennesker er tandbuerne hesteskoformede, hos aberne står tandrækkerne mere parallelt.

Indersiden af kraniet er i taget forholdsvis rund og glat, med enkelte karfordybninger i bensubstansen. Volumenet er hos kvinder omtrent 1200 til 1500 kubikcentimeter, hos mænd som regel 100 til 200 kubikcentimeter mere.

Bunden af kraniehulen er delt i tre "rum". I forreste kraniegrube (fossa cranii anterior) ser man sibenets gennemborede overside (lamina cribrosa). Herfra går lugtenerver fra hjernen ned til taget i næsehulen. Sibenet er delt i to ved en opstående benkam (crista galli). I den dybere midterste hjernegrube (fossa cranii media) ser vi tydeligt alle de åbninger for nerver og blodkar, som forbinder hjernen med resten af kroppen, øjnene inklusive. Her ligger også en lille sadelformet udhulning til hypofysen i midten, den såkaldte "tyrkersadel" (sella turcica). På skrå bagud går tindingebenene, som indeholder det indre øre. Selve knoglen står op som en skarp kant, kaldet tindingbenspyramiden (pars petrosa), og markerer adskillelsen mellem den midterste kraniegrube og den bagerste (fossa cranii posterior). På pyramidebenets bagflade kan vi se indre øregangsåbning (porus acusticus internus), hvor høre- og balancenerven (nervus vestibulocochlearis, VIII) går igennem. Bagerste kraniegrube er den største og dybeste af de tre gruber og omslutter blandt andet lillehjernen samt danner forbindelsesåbningen (foramen magnum) for rygmarven.

Kraniets udvikling sker på to forskellige måder. Mens knoglerne i kraniets basis hovedsageligt udvikler sig fra brusk (indirekte forbening eller enchondral ossifikation), dannes kranietaget og ansigtsskelettet samt underkæben af bindevævsmembraner (direkte eller desmal forbening).

Den nyfødtes kranium er meget tyndt, ikke meget mere end én millimeter, og de enkelte kranieknogler er kun forbundet med hinanden ved bindevævsagtige plader (fontaneller). De enkelte knogler i hjernekassen har da glatte kanter, i modsætning til de senere sømme eller suturer. Et sådant kranium giver let efter for tryk, hvilket er af stor betydning under fødslen.

Bindevævet forbenes gradvist, således at der i løbet af nogle år er fuld kontakt mellem de enkelte knogler i form af kraniesømme. Også disse forandrer sig. De danner efterhånden solide benforbindelser med hinanden, således at de er nærmest udvisket fra 60 til 70-årsalderen.

Pilsømmen forbenes forholdsvis tidligt – dele af den allerede i 20 til 30-årsalderen – mens sømmen mellem tindingebenet og issebenet lukker sig meget sent. Hos personer med åben pandesøm lukker alle suturerne sig senere end normalt. I enkelte tilfælde kan suturerne lukke sig for tidligt og dermed påvirke udviklingen af kraniets form og give for eksempel akrocefali eller oxycefali. Hos spædbørnene er kraniet forholdsvis stort i forhold til resten af kroppen og udgør omtrent en fjerdedel af kropslængden, mens det hos voksne kun udgør en ottendedel eller mindre af kropshøjden. Kranieknoglens tykkelse tiltager med alderen; hos voksne kan den være mellem to og ti millimeter eller også mere.

Kraniet har siden de tidligste tider været anset som et symbol på menneskets kulturhistorie, men med forskellig betydning, både historisk og geografisk. I de ældste primitive samfund kunne et kranium repræsentere den afdødes og forfædrenes kraft og visdom, og det blev følgelig opbevaret og æret som et klenodie. Fjendens kranier var trofæer.

• knogler
• skelet
• hovedet
• hovedskade
• knoglemetabolisme
• Goethes mellem kæbeben