mafia

Cosa Nostra er først og fremmest er virksom på Sicilien. Familierne er repræsenteret i et lokale råd, som i fællesskab udpeger regionalrådet (Commissione interprovinciale eller Commissione regionale), der er organisationens øverste ledelse. Familierne i provinsen Palermo har deres egen Commissione provinciale, der også (især i medierne) er kendt som la Commissione eller Cupola (dansk: "Kuplen").

Camorra er hjemmehørende i Campanien, i særdeleshed i Napoli og de omliggende kommuner. Camorra er mere horisontalt opbygget end Cosa Nostra. De enkelte Camorra-klaner agerer i vid udstrækning selvstændigt både udadtil og i forhold til hinanden.

'Ndrangheta hører hjemme i Calabrien. Den har ingen overordnet ledelse, og kun i provinsen Reggio findes der et provinsråd. I resten af regionen er banderne indbyrdes uafhængige. 'Ndrangheta har i mange år været en dominerende aktør på markedet for import af kokain fra Sydamerika til Europa. ’Ndrangheta er kendetegnet ved en ekstrem voldsparathed og en meget stærk intern disciplin; det er den af de fire mafia-organisationer, hvis fængslede medlemmer er mindst tilbøjelige til at samarbejde med myndighederne.

Sacra corona unita fra Apulien (Puglia) har ligesom 'Ndrangheta ingen overordnet ledelse. Sacra corona unita blev synlig i begyndelsen af 1980'erne og er dermed den yngste af de store italienske mafia-organisationer.

I årene efter Siciliens og Syditaliens indlemmelse i det forenede Italien kom mange mafiosi til at fungere som formidlere mellem statsmagten og lokalbefolkningen; statens repræsentanter overlod i praksis en del af statens suverænitet til mafiafolk. Dette system blev til dels brudt under fascismen, hvor mafiaen blev bekæmpet med særdeles brutale midler. I forbindelse med den allierede invasion på Sicilien i 1943 benyttede amerikanerne sig af mafiosi i deres forvaltning af de besatte områder; mange italiensk-amerikanske gangstere og sicilianske mafiosi fik nøgleposter i administrationen, og flere blev udnævnt til borgmestre. Fra 1950'erne til 1970'erne ændrede mafiaen karakter og blev et betydningsfuldt element i det syditalienske erhvervsliv; mafiapenge blev investeret i norditalienske virksomheder, og aktiviteterne også spredt til udlandet.

Indtil 1990’erne var Cosa Nostra den dominerende mafiaorganisation i Italien, bl.a. i kraft af et samarbejde med sicilianske medlemmer af regeringspartiet Democrazia Cristiana, som fik penge og stemmer til gengæld for beskyttelse og andre tjenester. Da DC gik i opløsning i begyndelsen 1990’erne, svækkedes Cosa Nostras politiske indflydelse. Cosa Nostras drab på de populære offentlige anklagere Giovanni Falcone og Paolo Borsellino i 1992 og organisationens forsøg på at skaffe sig ny politisk indflydelse ved hjælp af bombeattentater i Rom, Milano og Firenze i 1993, resulterede i en forstærket myndighedsindsats mod Cosa Nostra, som svækkede organisationen. De tre andre mafiaorganisationer, som ikke i samme grad havde udfordret statsmagten, blev i første omgang ikke ramt så hårdt som Cosa Nostra. Dertil kom, at Cosa Nostras ret stramme, topstyrede struktur gjorde organisationen mere sårbar end ’Ndranghetas og Camorras løsere netværksstruktur. Midt i 1990’erne skete der desuden et brat fald i efterspørgslen på heroin til fordel for kokain. Heroin havde været Cosa Nostras væsentligste indtægtskilde, mens Camorra og især ’Ndrangheta stod stærkt på kokainmarkedet. Som følge af alt dette er ’Ndrangheta i dag den dominerende mafiaorganisation i Italien og en af de stærkeste internationale forbryderorganisationer på verdensplan.

Den organiserede kriminalitet i USA blev opbygget med mafialignende strukturer og eksisterede særlig i indvandrermiljøer. Især i forbudstiden opnåede den stor indflydelse. De vigtigste virkefelter var narkotikahandel, pengeafpresning, bookmakervirksomhed og prostitution, men der blev også knyttet tætte forbindelser til fagbevægelsen. Disse formaliserede kriminelle gruppers magt, politiske indflydelse og deres forbindelser inden for embedsvæsenet er i dag svækket, særligt efter indførelsen af den føderale RICO-lov (Racketeer Influenced and Corrupt Organizations Act) i 1970, der var målrettet den amerikanske mafia. Betegnelsen gangster anvendes ofte om personer tilknyttet amerikanske formaliserede kriminelle grupper, her i blandt mafia-organisationer.

I det tidligere Sovjetunionen medførte systemets pludselige fald et magttomrum, der mange steder blev udfyldt af formaliserede kriminelle grupper med mafialignende strukturer. Bandelederne var i mange tilfælde tidligere partifunktionærer, der udnyttede deres gamle forbindelser i bureaukratiet til at skaffe sig indflydelse. De største bander byggede på etnisk fællesskab medlemmerne imellem og opnåede mange steder en indflydelse, der udfordrede eller ligefrem truede de nye staters stabilitet. Flere af de stærkeste bander indgik i grænseoverskridende samarbejde med europæiske formaliserede kriminelle organisationer og amerikanske gangstere. Betegnelsen bratva anvendes ofte om den russiske mafia.

Også i Kina (triader), Japan (yakuza) og Latinamerika (kartel) findes formaliserede kriminelle grupper involveret i organiseret kriminalitet, der organisatorisk har lighedstræk med mafiaer.