mahayana

Mahayana er en buddhistisk reformbevægelse, der i dag er udbredt primært i Østasien.

Faktaboks

Etymologi: Mahayana kommer af sanskrit mahāyāna, der betyder ‘det store fartøj’ i modsætning til hīnayāna, ‘det lille fartøj’.

Mahayana er den største af buddhismens tre hovedskoler; de to andre er theravada og vajrayana.

En ny buddhistisk bevægelse

Hvornår og hvordan mahayana skilte sig ud som en selvstændig buddhistisk retning er usikkert. Måske opstod splittelsen som følge af uenigheder omkring klostrenes regler og rituelle praksis, eller som resultat af munkenes filosofiske stridigheder om dogmatiske spidsfindigheder. Måske spillede hinduismens bhakti-tradition en rolle, her vandt hengivelse til personlige guddomme indpas i mere folkelige religiøse former.

Opdeling i to buddhistiske traditioner

Omkring begyndelsen af vores tidsregnings begynder tekster at signalere afstandtagen fra og nyfortolkning af den tidligere buddhisme. Denne ældre tradition blev nedladende betegnet som ‘hinayana’ – ‘det lille fartøj’ – forbeholdt de få munke, der stræbte efter egen nirvana inden for klostrenes mure. I modstæning hertil anså mahayana-buddhister deres egen tradition som mere udviklet og bedre tilpasset en bredere del af den buddhistiske befolkning.

Den gradvise opdeling i to store buddhistiske traditioner blev dog først en kendsgerning omkring det femte og sjette århundrede, og aspekter af de to retninger er ofte blandet sammen i praksis.

Mahayana-tekster

Udover de tidligste tekster, som er blevet kanoniseret i theravada-buddhismen, er der i mahayana tilført mange flere hellige skrifter. Blandt de mest udbredte i hele Østasien er Lotussutraen (Saddharmapuṇḍarīka-sūtra) og Hjertesutraen (Hṛdaya-sūtra). Som mange andre mahayana-skrifter, er også disse indlejret i en himmelsk kontekst med diverse buddhaer og bodhisattvaer som centrale aktører. I modsætning til theravada-buddhismens tekster, der er nedfældet på pali, er de indiske mahayana-tekster forfattet på det mere litterære sanskrit. Tekstsamlinger er desuden samlet og kanoniseret også på andre sprog, primært kinesisk, tibetansk og japansk.

Mahayana-lære

Bodhisattva var i den tidligste buddhisme et begreb for et væsen, der stræber efter fuld erkendelse og opvågning (bodhi). Buddha selv blev betegnet som en sådan, før sin inkarnation som Siddhartha Gautama.

I mahayana får begrebet en bredere betydning. Dels som udtryk for et nyt menneskeligt ideal, der som næsten fuldt oplyst Buddha lader sig genføde for bistå andre på vejen mod nirvana. Dels som en type himmelsk væsen, der hjælper og frelser mennesker i denne verden. Himmelske væsener spiller generelt en langt større rolle i mahayana, hvor også andre buddhaer i himmelske riger bliver religiøse aktører i en større kosmologi.

Upayā

Upayā bliver et vigtigt begreb til at forklare, hvordan de ældste tekster blevet betragtet som blot ‘hensigtsmæssige midler’ (upāya); pædagogiske redskaber, som Gautama Buddha anvendte for at tilpasse sin lære til datidens tilhøreres forståelsesniveau, inden de mere absolutte mahayana-tekster blev præsenteret.

Sūnyatā

Tomhed (śūnyatā, pali: suññatā) bliver et centralt dogme indenfor mahayana-buddhistisk filosofi til at forklare en ikke-dualistisk virkelighedsforståelse. Ikke bare jeg’et er ifølge denne tanke karakteriseret ved fraværet af en fast essens (ikke-selv, anatta), men al eksistens anses for at være uden iboende væren (svabhava).

Mahayana-filosofi fremstår da som en radikal nyfortolker af tidligere theravada-buddhistisk lære, som fden blandt andet kommer til udtryk i de fire ædle sandheder.

Ritualer og religiøs pluralisme

Ritualer er i mahayana baseret på traditionel klosterpraksis med meditation og recitation af helligtekster. Men lægbuddhisters hengivelse med bønner og ofringer til Buddha og himmelske væsener får en større udbredelse indenfor mahayana-buddhismen.

Ud over munke og nonner, tilføjer denne tradition i de forskellige lande andre typer af religiøse specialister, som lamaen og chan/zen-mesteren. I modsætning til theravada-retningen, har mahayana-buddhismen i langt højere grad integreret lokale religiøse traditioner i en mere pluralistisk religionsform.

I Østasien har buddhismen gennem historien været tæt forbundet med både konfucianisme, daoisme, shinto, forfædrekult og forskellige former for folkereligiøs praksis.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Buddhisme

Jørn Borup

Lektor, ph.d., Aarhus Universitet