Nerveplexer er perifere nerver, der danner et netværk (plexus) ved at forbinde sig indbyrdes. De indgående nerver kan være motoriske, sensoriske, autonome eller blandinger deraf.

Faktaboks

Også kendt som

nerveplekser

Spinalnerver og nerveplexer

Ved at flere nerver danner forbindelser og "blander" sig, vil hver endegren i nerveplexet indeholde fibre fra flere spinalnerver. Det betyder, at hver muskel i arm eller ben (ekstremitetsmuskel) modtager nerveimpulser fra mere end én spinalnerve. En skade på en spinalnerve medfører derfor ikke fuldstændig lammelse af en muskel.

Fra rygmarvens forreste grene (rami) dannes der:

  1. på halsniveau fra segmenterne C1-4 (plexus cervicalis)
  2. på overgangen mellem halsen og brystet fra segmenterne C5-T1 (plexus brachialis)
  3. i lænden fra segmenterne L1-4 (plexus lumbalis)
  4. på niveau svarende til korsbenet fra segmenterne L4-S4 (plexus sacralis).

Det er således kun muskler og hud på ansigtet, brystkassen, bugen og ryggens muskler, der ikke innerveres fra nerveplekser.

Nerveplekser i det autonome nervesystem

I det autonome nervesystem findes også nerveplekser, der styrer indvoldsorganernes aktivitet, både sympatisk og parasympatisk. Nervefibrene i den sympatiske grænsestreng (truncus sympathicus), danner en sympatisk nervefletning. Den omgiver blandt andet svælget (plexus pharyngeus), spiserøret (plexus oesophageus), hjertet (plexus cardiacus), bughulen (plexus coeliacus) med aorta (plexus aorticus) og de store blodkar til tarmene (plexus mesentericus) samt bækkenrummet (plexus hypogastricus og plexus pelvinus). I det parasympatiske nervesystem modtager indvoldene innervation fra nervefletninger dannet ved talrige terminale forgreninger af den 10. hjernenerver, (nervus vagus).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig