oldkirken

Efter Jesu død kom det hurtigt – og med apostlen Paulus som hovedperson – til en forkyndelse af det kristne evangelium også for ikke-jøder, som efter kort tid kom i flertal i forhold til Kristus-troende jøder både i og uden for Palæstina.

Denne mission, der gennemgående foregik som en mand-til mand-spredning, førte således i apostolsk og efterapostolsk tid til dannelsen af en lang række menigheder i byerne rundt omkring i hele Middelhavsområdet. Der opstod herunder hurtigt en fast organisation, der dels opdelte området i forskellige jurisdiktioner med en effektiv indbyrdes kommunikation, dels udviklede en gudstjenesteform og løbende klarlagde, hvad der kunne gælde som kristen lære samt hvilke skrifter, der skulle udgøre kirkens Bibel.

Allerede tidligt i 100-tallet havde bispeembedet en funktion som øverste myndighed for et afgrænset område, mens embederne som diakoner og siden præster var underordnede. I 300-tallet og fremover afgjorde forsamlinger af biskopper på konciler lære- og personspørgsmål i fællesskab.

Et voldsomt skridt frem imod en centralistisk styret kirke var, at kejser Konstantin den Store i begyndelsen af 300-tallet ikke bare bragte kristenforfølgelser til ophør, men ligefrem så fordelen i at gøre kristendommen med dens vidt forgrene netværk af menigheder til statsreligion. Nogenlunde samtidig begyndte også det ikke mindst sproglige skel mellem en græsktalende østlig kirke med hovedsæde i Konstantinopel og en latinsktalende vestlig kirke med Rom som hovedsæde at gøre sig gældende.

• kristendom
• patristik