Patristikken er den videnskab, som udforsker kristendommens og kirkens historie indtil omtrent 600-tallet med særligt hensyn til kirkefædrenes liv og skrifter. Om den oldkristne litteraturhistorie kan man bruge betegnelsen patrologi.
Beskæftigelsen med disse emner var i middelalderen inspireret af den almene accept af de rettroende oldkirkeforfatteres status som normgivende for eftertidens kristendom og kirke. Efter at denne accept gradvis blev underkastet kritik, bygget på humanismen, Reformationen og oplysningstiden, kom de patristiske studier til at forløbe ad flere forskellige, i vidt omfang sammenflettede linjer.
En af disse linjer udgøres af det omfattende tekstkritiske og udgivelsesmæssige arbejde, som på banebrydende vis lanceredes af de katolske maurinere i 1600-tallet, og som siden er fortsat til et nyt højdepunkt i det sene 1800-tallet og i 1900-tallet. Et kendetegn for den moderne indsats på dette felt er inddragelsen af den orientalske (dvs. den syriske, armenske og koptiske) oldkristne litteratur.
En anden linje udgøres af arbejdet med teologi- og kulturhistorisk tolkning af oldkirkelitteraturen. Dette arbejde tog et betydeligt opsving fra de sidste årtier af 1800-tallet og frem, hvor en banebrydende indsats blev gjort af Adolf von Harnack med hans store værker om dogmehistorien (1886-1890) og den oldkristne litteraturs historie (1893-1904) samt en mængde detailstudier, og hvor også franske og britiske forskere gjorde sig gældende.
_-_Google_Art_Project.jpg){kind=link}
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.