parodontitis

De almindeligste former for parodontitis inddeles i fire stadier (I–IV) efter sygdommens alvorlighed og i tre grader (A, B, C) efter den hastighed, hvormed fæstetabet udvikler sig og risikofaktorer.

5-10 % af den danske befolkning lider af de alvorlige former for parodontitis med hurtig destruktion. Heraf optræder parodontitis omkring puberteten hos ca. 0,1 % af befolkningen. Mere end halvdelen af befolkningen over 45 år har behandlingskrævende parodontitis.

Parodontitis skyldes ansamling af mikroorganismer, især bakterier, i en biofilm (plak) på tandoverfladen tæt på tandkødsranden. Hvis biofilmen ikke fjernes, fx ved tandbørstning, vil den brede sig ind mellem tandkød og tand, hvorved der dannes en fordybet tandkødslomme (poche).

Sammensætningen af bakterier i biofilmen ændrer sig dermed, idet mere sygdomsfremkaldende bakteriearter bliver fremherskende. Samtidig kan der dannes tandsten med en porøs overflade, hvor bakterier trives. Organismens første reaktion på bakteriebelægninger ved tandkødsranden er tandkødsbetændelse (gingivitis).

Tandkødsbetændelse viser sig ved hævelse og rødme af tandkødet, men som regel er der ikke smerte. Hos mange personer viser tandkødsbetændelse sig også ved blødning under tandbørstning. Blødning ved tandbørstning er dog ikke et sikkert tegn på parodontitis, ligesom manglende blødning ikke er et sikkert tegn på, at der ikke er parodontitis.

Undersøgelser har vist, at sammensætningen af mikrobiotaen i tandkødslommer med parodontitis er forskellig fra sammensætningen af mikrobiotaen i tandkødslommer uden parodontitis. Der er også påvist forskelle på de sygdomsfremkaldende egenskaber hos de forskellige bakterier, som forekommer i belægninger på tænderne.

Den betændelsesproces, der opstår som reaktion på mikroorganismerne, er afgørende for sygdomsudviklingen. Individuelle forskelle i den reaktion kan tænkes at forklare den forskellige tilbøjelighed til at blive ramt af parodontitis. Rygning, høj alder, sukkersyge (diabetes mellitus) og leddegigt (reumatoid artritis) øger risikoen for sygdommen.

Hos nogle personer med parodontitis medfører betændelsesreaktionerne voldsom vævsødelæggelse. Arvelige forskelle på de involverede cellers reaktion på bakteriepåvirkningen kan vise sig at have stor betydning på forskelle i tilbøjeligheden til at få parodontitis.

Behandling af parodontitis indebærer forebyggelse af sygdomsudvikling og standsning af fortsat nedbrydning ved fjernelse af bakteriebelægninger på tandoverfladerne. Hvis tandkødslommerne er dybe, kan det være vanskeligt at opnå betændelsesfrie forhold ved almindelig tandrensning. I de tilfælde er det nødvendigt at foretage tandrensning efter en kirurgisk frilægning af rødder og knogle ved en såkaldt lapoperation. Det kan dog også være påkrævet at reducere dybden af tandkødslommerne ved bortskæring af en del af tandkødet. Ved de alvorlige sygdomskategorier, hvor patienterne reagerer på selv meget små mængder af bakterier, kan det i sjældne tilfælde være nødvendigt at supplere behandlingen med antibiotika i tabletform.

Undersøgelser tyder på, at tab af moderate mængder af tænders støttevæv pga. manglende sygdomskontrol under visse omstændigheder kan kompenseres. Tandtab og dårlig funktion pga. tandløsning kan da muligvis forhindres.

En af behandlingsmetoderne består i at anbringe en membran mellem rodoverflade og tandkød efter kirurgisk frilægning af tandrødder og knogle. Det tilstræbes at sikre adgang for de celler, der kan gendanne tabt rodhinde og knogle, mens andre celler holdes borte fra rodoverfladen. En anden metode bygger på at stimulere de celler, der kan danne ny rodhinde. Indtil videre tyder det på, at udbyttet af behandlingerne er vanskeligt at forudsige.

• parodontologi
• tandkødsbetændelse
• tænder
• bakterier