revaccination

Det specifikke immunsystem, som vacciner er designet til, har to hovedarme: antistoffer og celleimmunitet. Hertil kommer straksimmunsystemet eller det uspecifikke eller innerte immunsystem af signalstoffer/cytokiner, som reagerer uspecifikt, men straks, på en infektion. Straksimmunsystemet hjælper det specifikke immunsystem, og den hjælp kan efterlignes i vacciner ved tilsætning af passende adjuvanser (vaccineforstærkere), fx aluminiumsalte.

Antistoffernes opgave er at binde sig til de smitsomme mikroorganismer (virus og bakterier) og forhindre eller begrænse infektion. Celleimmunitetens hvide blodlegemers opgave er at eliminere allerede virusinficerede celler og derved at hindre eller begrænse sygdom.

Nogle vacciner (proteinvacciner) fremkalder kun antistoffer, fx influenzavacciner, andre er designet kun til celleimmunitet, fx visse eksperimentelle kræftvacciner, mens mange af de langvarige meget effektive vacciner, fx de levende svækkede vacciner, er rettet mod begge dele, både beskyttende antistoffer og celleimmunitet. Det gælder fx MFR- og gul feber-vaccinen m.fl.

Nogle vacciner, især de levende svækkede, som gul feber-vaccinen og MFR-vaccinen, er så kraftige stimulatorer af immunsystemet, at ét stik holder livslangt uden behov for revaccinationer. Andre vacciner virker svagere og har brug for jævnlige revaccinationer, fx TBE, skoldkopper og influenza.

Desuden afhænger det af situationen og af sygdommen om man revaccinerer: Hvis man fx som virolog i erhvervsøjemed skal arbejde med store mængder af en smitsom virus, fx hepatitis B-virus, kræves der af sikkerhedshensyn, at ens blodprøve indeholder et bestemt meget højt indhold af beskyttende antistoffer mod smitte, som kun kan opnås ved en eller to ekstra revaccinationer. Derimod kan almindelige udlandsrejsende nøjes med de livslange hukommelsesceller efter en primær vaccinationsserie med hepatitis B-vaccinen (fx 0, 1 og 6 måneder), som vil hindre klinisk sygdom med de små mængder virus, man normalt kan møde livslangt.

For visse typer af vaccinationer, fx mod bakteriegifte (toksiner) som stivkrampe og difteri (Di-Te), er det afgørende for beskyttelsen, at der hele tiden er et højt niveau af beskyttende antistoffer. Fordi den farlige toksin-effekt indtræder så hurtigt og selv ved små mængder toksin, når man ikke at blive beskyttet tilstrækkeligt af hukommelsescellerne ved en infektion med toxinproducerende clostridium tetani bakterier. Derfor tilrådes Di-Te revaccinationer med faste intervaller fx 10 år eller i forbindelse med øget risiko, fx før udlandsrejser.

For andre typer af vacciner, fx mod smitsomme sygdomme, kan hukommelsessvaret være tilstrækkeligt til at undgå klinisk sygdom. Det gælder fx for hepatitis A og hepatitis B, at efter grundvaccinationsprogrammet vil der være tilstrækkelig vaccineimmunologisk hukommelse til hurtig hindring af klinisk sygdom.

Nogle vacciner består af rene sukkergrupper (polysakkarider) fra bakterier, fx pneumokokvaccinen Pneumovax-23, og her er den immunologiske hukommelse svagere og kortere end fx protein-vacciner eller protein-konjugerede-sukkervacciner. Beskyttende antistoffer (beskyttelsen mod sygdommen) efter Pneumovax-23 holder cirka 6 år, hvorefter man må revaccinere (booster vaccine). Men hvis man revaccinerer denne immunitet inden de 6 år, hvor der stadig er specifikke antistoffer i blodet, kan der ske immuntolerans i stedet for, så man faktisk får lavere immunrespons på revaccinationen end hvis vaccinen blev givet efter 6. år. Hvis man ønsker at revaccinere mod pneumokokker før de 6 år fx med en vaccine med andre serotyper af pneumokokker, kan man vælge en anden type pneumokokvaccine nemlig en hvor sukkergrupperne er koblet (konjugeret) til et protein, hvorved de bedre immunologiske egenskaber fra proteinet kan overføres til sukkergruppe-komponenten. Det vil i så fald være en første priming med en ny (langvarig) vaccine, som ikke kræver revaccinationer.

Der kan være et ønske om at beskytte hele befolkningsgrupper med flokimmunitet og dermed et ønske om at holde befolkningens immunitet oppe ved dels at have en stor dækningsgrad (flest muligt skal være vaccineret) og med højere koncentrationer af antistoffer ved revaccinationer. Timing af eventuelle nødvendige revaccinationsprogrammer er her afgørende. På den ene side skal revaccination med risiko for mulige bivirkninger ikke sættes i gang uden grund. På den anden side bør revaccination heller ikke startes så sent, at det ikke når at begrænse udbredelsen af en alvorlig sygdom, fx som følge af COVID-19.

For de fleste antistoffer, der produceres i kroppen af vores B-celler, sker der en modning over tid af antistofferne i B-cellerne ved hver revaccination, således at de antistoffer, der produceres over tid, passer bedre og bedre til målet. Det sker ved en proces af genetiske ændringer i B-cellen kaldet ”somatiske hypermutationer” med udvælgelse af de bedste antistoffer/B-celler. I nye eksperimentelle vaccineforsøg mod hiv, som er en vanskelig virus at ramme med bredt nok neutraliserende antistoffer, forsøger man fx at designe forskellige vaccineudgaver til en serie revaccineringer i en bestemt rækkefølge i forsøg på at guide den proces af somatiske hypermutationer for til sidst at opnå præcis de bedst passende sjældne bredt nok neutraliserende antistoffer det kræves for (teoretisk) at beskytte.

• vaccine
• vaccination
• antistoffer
• immunforsvar