Image
Ringorm er en overfladisk svampeinfektion i huden. Den kaldes almindeligvis "ringorm", fordi den viser sig med karakteristiske ringformede udslæt.
Af /DermNetNZ.org.

Ringorm er den folkelige betegnelse for en overfladisk svampeinfektion i hud, hår eller negle. Der er ikke tale om en ormesygdom. Betegnelsen skyldes formentlig det faktum, at en svampeinfektion på huden som regel danner en mere eller mindre tydelig ring, med rødme og skælsætning i randen.

Faktaboks

Også kendt som

mykose, svampeinfektion, dermatofytose

Årsag til ringorm

Ringorm skyldes infektion med en dermatofyt, som er en svamp, der lever på keratinholdigt væv. Hos mennesker dominerer tre slægter af denne svamp, som hver indeholder flere forskellige arter. De tre slægter er: Trichophyton, Epidermophyton og Microsporum. Trichophyton kan angribe hud, hår og negle, Epidermophyton hud og negle, mens Microsporum kan angribe hud og hår. Infektioner forårsaget af Epidermophyton, kaldes epidermofytier.

Fordi dermatofytter kun lever i den forhornede del af overhuden (epidermis), og svampen hverken vokser ned i eller ind i levende væv, bliver infektionerne aldrig farlige.

Ringorms udbredelse

Ringorm forekommer hyppigt; mest almindelig er fodsvamp (tinea pedis). Omkring hver tiende har til enhver tid fodsvamp. Lyskesvamp er nok resultat af en spredning af svamp fra fødderne og forekommer næsten kun hos mænd, men kun hos et fåtal af dem, som har fodsvamp.

Neglene på fødderne, specielt stortåneglene, er angrebet af svamp (neglesvamp) hos 2–4 procent af den voksne befolkning, hyppigere hos mænd end kvinder. Svamp i hårbunden er en sjælden tilstand i Skandinavien. Børn mellem 4-14 år er hyppigst ramt.

Smitten

Smitten overføres hyppigt mellem mennesker, i nogen tilfælde via fælles bruse- og badeanlæg og svømmehaller. Smitte fra dyr, for eksempel fra katte og kvæg, forekommer også. Neglesvamp smitter kun i mindre grad. Det er ikke usædvanligt at have neglesvamp i en negl i mange år, uden at infektionen breder sig til neglen på tåen ved siden af.

Symptomer og sygdomsudvikling

Det kliniske billede bestemmes mere af hvilket hudområde, der angribes, end af hvilken dermatofyt, som er årsag til infektionen. Med udgangspunkt i det kliniske billede skelnes der mellem flere varianter af ringorm. De hyppigste varianter er: fodsvamp (tinea pedis), neglesvamp (tinea unguis), lyskesvamp (tinea cruris), svamp i håndflader (tinea manuum) og svamp i hårbunden (tinea capitis). Svamp på øvrige hudområder kaldes tinea corporis. Det er denne variant, som oftest viser det typiske ringformede udslæt.

Ofte er der kun lette symptomer med rød hud, der bliver tør og let skællende. Udslættet kan have et ringformet udseende med mest aktivitet i periferien af ringen. Det er på grund af den gradvis øgede størrelse af ringen, at disse infektioner kaldes "ringorm".

Der kan være noget kløe og irritation, særligt ved lyskesvamp. Ofte er der ingen kløe, og mange har fodsvamp – særligt mellem tæerne, som regel mellem lilletåen og den ved siden af. Symptomerne ved neglesvamp er af kosmetisk art, neglene bliver misfarvet og tykke. En fortykket tånegl kan flosse og så naturligvis genere i strømpen eller i fodtøjet

Lyskesvamp viser sig som et rødt, fint skallende udslæt i lysken, ofte med vifteformet udbredelse nedover på indersiden af låret.

Diagnose

Man stiller diagnosen ud fra det kliniske billede, og man vil sædvanligvis verificere den ved PCR teknik og/eller dyrkning. Behandlingen er ikke den samme ved alle svampeinfektioner og systemisk behandling indebærer risiko for bivirkninger.

Behandling af ringorm

Svampeinfektioner i huden er som regel enkle at behandle direkte på det angrebne område. Mest brugt er terbinafin eller præparater i imidazolgruppen (antimykotika). Ved mere udbredte infektioner eller neglesvamp, skal behandlingen både være være lokal (på stedet) og systemisk; det vil sige behandling med tabletter, som indeholder terbinafin. Behandlingstiden for neglesvamp er 3–6 måneder. Der kan gå mere end et år, før neglene igen får deres almindelige udseende.

Forebyggelse af ringorm

Dermatofytter har i reglen lille evne til at smitte. Personer, der bader meget i fællesbad, er mest udsatte. Det væsentligste forebyggende tiltag mod infektion er at sikre, at fødderne holdes tørre. Specielt er mellemrummet mellem de to yderste (laterale) tæer et svagt punkt.

Komplikationer ved ringorm

Nogle personer, der har svampeinfektion, udvikler en slags allergi mod svampen. Det kan føre til, at de også får en sekundær hudreaktion, som opstår på afstand af den primære svampeinfektion. Denne type infektion kaldes en id-reaktion. Det mest almindelige er, at en person, der har fodsvamp, får eksemer på hænderne, som en allergisk reaktion på svampen på fødderne.

Svamp mellem de yderste (laterale) tæer er en væsentlig medvirkende årsag til rosen. Alle personer med rosen bør vurderes for samtidig forekomst af fodsvamp, og i bekræftede tilfælde skal der iværksættes en grundig behandling.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig