Image

Svampeinfektion i tåneglene.

/dermnetnz.org.

Neglesvamp er en svampeinfektion i den synlige del af neglen (neglepladen). Mellem to og fire procent af den voksne befolkning har svampeinfektion i én eller flere negle. Det er som regel neglene på tæerne, der er ramt. Tilstanden kan behandles med en tabletkur.

Faktaboks

Også kendt som
tinea unguium

Årsagen til neglesvamp

Årsagen er som oftest en type svamp (dermatofyt), der lever på keratinholdigt væv, normalt Trichophyton rubrum. Svampen smitter ved brug af fælles badefaciliteter og svømmehaller. Mange smittes i skolen eller under militærtjeneste. Svampeinfektionen varer normalt livet ud, medmindre den behandles. Smittefaren er lille. Man kan for eksempel have svamp på én storetånegl i mange år, før infektionen eventuelt spreder sig til den anden storetånegl. Sportsfolk synes at være hyppigere angrebet af neglesvamp end andre, hvilket kan forklares med, at de ofte bruger fælles badeanlæg. Sved og fugtigt fodtøj antages også at øge risikoen for at få fod- og eventuelt neglesvamp.

Symptomer på neglesvamp

Ofte har patienten fodsvamp i en periode, før neglen angribes. Storetåneglen er mest udsat, men infektionen spreder sig gerne fra negl til negl i løbet af nogle år. Efterhånden kan fingernegle også påvirkes, men svampeinfektion på fingernegle er meget sjælden uden samtidig svampeangreb på tånegle.

Negleforandringen består i en gulhvid misfarvning, der til at begynde med er stribeformet og påvirker den ydre del af neglen, men med tiden spreder den sig og omfatter hele neglepladen. Neglepladen bliver ofte skør og kan delvist smuldre væk. I nogle tilfælde bliver neglen fortykket ved, at der opbygges en løs neglemasse under neglepladen (subungual hyperkeratose). Generne er hovedsageligt kosmetiske, men kan i nogle tilfælde give lidt smerter og ømhed i og omkring neglen.

Behandling af neglesvamp

Neglen er vanskelig tilgængelig for lokalbehandling. Lokalbehandling kan derfor kun lykkes, hvis svampeangrebet er begrænset til den ydre tredjedel af neglen. Ved mere omfattende infektioner skal behandlingen være systemisk i form af tabletter med det aktive stof terbinafin. Denne behandling giver rigtig gode resultater med op til 90 procent helbredelse. Behandlingen strækker sig over tre måneder, men neglene bliver først normaliserede, når de er vokset helt ud igen. For storetåneglene tager dette mere end et år.

Prognose

Ubehandlet vil infektionen vare livet ud. På den anden side kan denne svamp kun leve i keratin, som er hovedbestanddelen i negl, overhud og hår, og den vil derfor aldrig sprede sig til andet væv eller forårsage farlig sygdom.

Forebyggelse af neglesvamp

Forebyggelse af neglesvamp går først og fremmest ud på at være omhyggelig med at tørre sig mellem tæerne efter badning samt at behandle fodsvamp, før den eventuelt spreder sig til neglene.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig