Nerver er ledningssystemer, der sender impulser til og fra centralnervesystemet.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet nerve kommer af latin nervus 'sene, streng, nerve', græsk neuron.
Nerver er ledningssystemer, der sender impulser til og fra centralnervesystemet.
En enkelt nerve er opbygget af mange nervefibre (axoner), og de ligger som velafgrænsede strenge i kroppen med relativ præcis anatomisk afgrænsning.
Den enkelte nerve består af bundter af nervefibre adskilt af bindevæv omkring den enkelte nervefiber:
I dette bindevæv omkring nervefibrene er der et tæt netværk af blodkar, der sikrer blodforsyningen til nerverne. Nervefibrene er både umyeliniserede og myeliniserede nerve fibre i sidstnævnte fald omgivet af et isolerende blandet fedt- og proteinlag.
De enkelte nerver varierer i størrelse fra få mm i diameter og op til 1-2 centimer i diameter. Hos mennesket er den største nerve iskiasnerven (nervus ischiadicus), der har en diameter som en pegefinger.
Nerverne indeholder både sensoriske nervefibre, der leder impulser tilbage til centralnervesystemet, fx fra føleorganer i huden, og motoriske nervefibre, der leder impulser væk fra centralnervesystemet, fx til muskler og andre organer.
Denne del af det perifere nervesystem betegnes det somatiske nervesystem, fordi det er under viljens kontrol. Mange nerver indeholder også nervefibre, der hører til det autonome nervesystem. Det autonome nervesystem er den del af nervesystemet, der ikke er under viljens kontrol og som består af to dele det sympatiske nervesystem og det parasympatiske nervesystem.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.