Upanishader, (sanskrit upaniṣad 'det at sætte sig hos (en lærer); esoterisk viden'), kategori af vediske tekster på sanskrit, der knytter sig til brahmanaerne. Flere hundrede titler kendes, men det er kun 14 af dem, der regnes for autoritative (shruti). De ældste stammer fra 800-600-t. f.Kr. Upanishaderne søger ligesom brahmanaerne at give forklaringer på offerets betydning, men de indeholder endvidere religiøse anskuelser af esoterisk art. Den stærke trang, der er i brahmanaerne, til at sætte fænomener på Jorden i forbindelse med fænomener i Universet fortsættes i upanishaderne. Upanishade-tænkerne gik dog langt videre. De rettede deres søgen mod menneskets indre og nåede til den opfattelse, at menneskets inderste væsen, dets selv (atman), er identisk med verdensaltet, det altomfattende brahman. I de tidlige upanishader fostredes endvidere læren om menneskets gerninger (karma), der som selvstændige kræfter bliver bestemmende for dets tilværelse i kommende eksistenser. Man forestiller sig, at individet må vandre fra eksistens til eksistens i en evig strøm af genfødsler (samsara), indtil det gennem erkendelse af identiteten med brahman opnår frelse (moksha). Upanishaderne har gennem tiderne været en rig inspirationskilde for mange skabere af religiøse og åndelige retninger i Indien. De danner grundlag for den betydeligste af de ortodokse filosofiske skoler, vedanta.