Anders Bodelsen

Forfatterskabets mest helstøbte og indtrængende romanværk, Bevisets stilling (1973), bygger på en autentisk historie om en taxichauffør, der anklages for mord på en pige, men senere — for sent, viser det sig — frikendes "på grund af bevisets stilling". Med genkendeligheden og identifikationen som de afgørende greb kombinerer Bodelsen en aktuel kritik af sociale fænomener med en dybtloddende psykologisk analyse af enkeltmennesket. Han anbringer den almindelige borger i en ekstrem situation og tydeliggør derved den negative side af konkurrence- og forbrugersamfundets værdinormer. Under den effektive overflade huserer angsten.

Den position, Andres Bodelsen kritiserede ud fra, ligger nær den socialdemokratiske midte, hvilket efter 1968 gjorde ham til den marxistiske ideologikritiks yndlingsoffer. Bodelsens artistiske inspirationskilder kom dels fra den internationale kriminaltradition (Patricia Highsmith, Georges Simenon mfl.), dels fra filmen (især Hitchcock). Også den danske tradition for saglig følsomhed (Jacob Paludan og Knud Sønderby) virkede ind.

Anders Bodelsens kunstneriske metode kunne føre til ophobning af kendsgerninger, fx i den dobbelte udviklings- og samfundsroman De gode tider (1977) og År for år (1978), eller til knirkende konstruktioner som fx i science fiction-romanen Frysepunktet (1969) og i eventyrromanen Alt hvad du ønsker dig (1974). Forfatterskabets mest vellykkede eksperiment er nøgleromanen Straus (1971) om forfatteren, der med samfundets præstationstænkning altid føler sig som nummer to.

I 1997 vendte han efter seks års udgivelsespause tilbage til krimigenren med brevromanen Den åbne dør, en psykologisk spændingsroman om en forsvunden pige, oprindelig skrevet som føljeton til DSB-bladet Ud & Se. Den fulgtes af samlingerne 16 noveller (1998) og Varm luft (2009).

Anders Bodelsen modtog Radiospilsprisen i 1989.