Image
Libyen
Af .

Sirte er en kystby ved Sidrabugten i Libyen midtvejs mellem Tripoli og Benghazi. Byen har anslået 115.000-130.000 indbyggere (2026). Enorme oliereserver blev opdaget i området syd for Sirte i 1958, og i dag rummer Sirte-området verdens 13. største oliereserve. Byen har derfor været et politisk og økonomisk magtcentrum. I løbet af Den Libyske Borgerkrig har store slag derfor stået om byen, som har taget voldsom skade af de omfattende bombardementer og kampe. Af samme grund kendes byens indbyggertal ikke præcist, da tusindvis af libyere både har måttet forlade den og er vendt tilbage igen i mere rolige perioder.

Sirtes tidlige historie

Sirtes historie går tilbage til fønikisk tid i perioden 1500-300 f.v.t., hvor byen Macomedes-Euphranta opstod som en af de mange fønikiske bystater langs Middelhavskysten i Nordafrika. Det vides ikke præcist, hvornår den blev grundlagt, men det skete formentlig i 800-700-tallet f.v.t., hvor fønikierne bosatte sig i Tripoli og Karthago.

Med Karthagos fald i 146 f.v.t. blev de fønikiske byer langs hele Middelhavskysten indlemmet i Romerriget. Dette var også tilfældet for Sirte.

Tidlig amazigh-historie i Sirte

Fra 647 nåede det arabiske Ummayyade-kalifats erobring Libyen, og under dets indtog søgte amazigh (berbere) fra forbundet Butr tilflugt i Sirte, hvor de bosatte sig. De anlagde cisterne til opsamling af regnvand og ernærede sig fra landbrug med bl.a. dadler og dyrehold, herunder kameler og geder.

Den arabisk-andalusiske historiker al-Bakri beskrev i 1000-tallet Sirte som en stor by med offentlige bade (hammam), en moske og handelsgader. Det er al-Bakri som kilde, der i 1960’erne var arkæologers primære udgangspunkt for udgravningen af den gamle by.

Fra 1300 blev byen forladt af uvisse årsager.

Osmannisk genetablering af Sirte

I 1842 grundlagde Osmannerriget en fæstning i Sirte, som de kaldte Marsat al Zaafran, der betyder safran-havn. Dette antyder, at Sirte var knudepunkt for transport af og handel med det dyrebare krydderi safran, som blev fragtet over Middelhavet fra bl.a. Persien og kunne sendes videre ud på karavaneruterne i hele Afrika via havnebyer som Sirte.

Sirte i 1900-tallet

Med den italienske kolonisering af Libyen fra 1911-1912 blev Sirte gjort til et administrativt centrum for italiensk styre i landet. Den var dog en mindre by.

Enorme oliereserver blev opdaget i området syd for Sirte i 1958, efter at olie var blevet opdaget i Libyen i 1956-1957. I dag rummer Sirte-området verdens 13. største oliereserve.

Muammar Gaddafis Sirte

Da Muammar Gaddafi kom til magten i 1969, udviklede han Sirte, som voksede betragteligt fra en ubetydelig mindre provinsby til et politisk og økonomisk magtcentrum. Gaddafi var netop opvokset i ørkenen uden for Sirte og havde gået i grundskole i byen. Med olieforekomsterne opstod det økonomiske grundlag for at udvikle byen.

I 1988 flyttede Gaddafi den øverste lovgivende forsamling, på arabisk Mu'tamar al-sha'ab al-'aam (engelsk General People's Congress), til Sirte samt en lang række regeringsinstitutioner. Der blev også bygget et universitet i 1991 og et stort hospital. Dette ophørte med at fungere under Den Libyske Borgerkrig, da det blev totalt ødelagt af bombardementer.

Sirte og Den Libyske Borgerkrig

Få uger efter udbruddet af oprøret i Det Arabiske Forår i Libyen kom kampen til at stå om Sirte mellem væbnede oprørsgrupper og Gaddafi-loyale militære styrker. I flere måneder bølgede slagene om byen hårdt frem og tilbage, og en NATO-alliance af vestlige lande støttede oprørerne fra luften. Civilbefolkningen i Sirte måtte i store tal forlade byen.

Den 20. oktober 2011 tog oprørsgrupper Muammar Gaddafi taget til fange i Sirte og skød ham. Gaddafi-regimet faldt hermed, men en blodig borgerkrig om ledelsen af Libyen fortsatte.

I 2012 var der faldet så meget ro på krigen, at mere end 70 % af byens oprindelige befolkning var vendt tilbage. Men bygninger, veje, infrastruktur og hospitalet var stadig bombet i stykker, og ueksploderet ammunition var en fare for civilbefolkningen i beboelseskvarterer og langs de store veje.

Byen skifter ledelse i 2015 og 2020

Få år efter, i marts 2015, blev Sirte angrebet af en libysk gruppe, der var loyale til Islamisk Stat. Gruppen overtog kontrollen med byen og ikke mindst de mange og meget store olie- og gasanlæg i og omkring byen, som gav indtægter ved salg af olie og gas. Regeringen i Tripoli iværksatte en offensiv, som blev støttet af en række vestlige stormagter mod IS-gruppens kontrol med byen. I december 2016 fik Tripoli-regeringen kontrol med byen. Mere end 4.000 libyere omkom i kampen om Sirte.

I januar 2020 blev Sirte igen erobret, nu af Den Libyske Nationale Hær under ledelse af Khalifa Haftar, som er leder af den regering i det østlige Libyen, der hævder at være den legitime ledelse af landet. Igen spillede indtægterne fra olie-og gasressourcer en vigtig rolle for angrebet, da de dels kunne bruges til indkøb af militært materiel og dels salg af olie og gas til de lande, der støtter Haftar, herunder Egypten, Rusland og Frankrig.

Det amerikanske forsvars militære kommando, kaldet AFRICOM, afholdt i 2026 sammen med en lang række øvrige lande en stor militærøvelse med udgangspunkt i Sirte.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig