Muammar Gaddafi

Muammar Gaddafi blev født knapt ti år før det italienske kolonistyre af Libyen ophørte i 1943. Størstedelen af Libyens befolkning levede på dette tidspunkt som halv- eller helnomader, og det var også tilfældet for Gaddafis familie. Opvæksten som fattig beduin med et telt som hjem var fra begyndelsen af hans opstigning til magten en stærk del af Gaddafis selvfortælling: Dermed positionerede han sig som en mand af folket i modsætning til kong Idris 1. og eliten omkring ham.

Som 20-årig indskrev Gaddafi i 1962 sig på universitetet i Benghazi, hvor han læste historie. I 1963 blev han indskrevet på militærakademiet i Benghazi, hvorfra han i 1965 som 23-årig dimitterede med rang af officer. Herefter fortsatte han sin militære uddannelse i England i 1966.

Tilbage i Libyen begyndt Gaddafi at forme oprørsgruppen De Frie Officerer. Den blev ledet af tolv mænd fra den libyske hær, som kaldte sig Det Revolutionære Kommandoråd (arabisk مجلس قيادة الثورة, transkriberet Majlis Qiyādat ath-Thawrah). De var alle mellem 24 og 27 år og således ganske unge mænd.

I september 1969 gennemførte de et kup mod Libyens kong Idris 1., mens denne var i Tyrkiet. Kong Idris var upopulær i den libyske befolkning bl.a. på grund af omfattende korruption og en provestlig politik. Efter oprøret blev Gaddafi Libyens leder, og udnævnte sig selv til oberst. Det var en titel, han bar og blev omtalt med i hele sin regeringsperiode.

Revolutionsrådet beholdt magten efter kuppet, selvom tanken havde været at overdrage den til civilsamfundet, altså libyske organisationer og folkelige grupperinger.

Samtidig med centraliseringen af magten gennemførte Gaddafi store moderniseringsreformer af det libyske samfund og økonomi. Libyens nye olie-sektor blev nu lagt ind under staten, som dermed fik det enorme overskud, som sektoren genererede. Ejendomsinvestering og -ejerskab overgik også til staten og blev begrænset, så man kun kunne eje sit eget hus. Begge ændringer betød, at en øvre middelklasseelite fik frataget sin magt som økonomisk aktør i det libyske samfund.

Moderniseringerne havde ligheder med de udviklinger, som fandt sted samtidig i en række andre arabiske lande. Ideologien bag kaldes ofte arabisk socialisme, og den har netop som i Gaddafis udlægning staten som den primære økonomiske aktør og garant for social lighed som udgangspunkt.

Indtægterne fra olieindustrien brugte Gaddafi på omfattende boligopførelser samt modernisering af sundhedssystemet og skolesystemet, der begge blev gratis. I 1984 blev anlæggelsen af Den Store Menneskeskabte Flod igangsat, hvormed 70 % af Libyens husstande i byerne langs kysten fik adgang til drikkevand.

Sideløbende med den brutale undertrykkelse havde Gaddafi således visioner om et bedre og mere lige samfund, og han skabte mærkbare og synlige forandringer for den enkelte libyer. Det gav Gaddafi stor popularitet i de første årtier, han var ved magten.

Sin ideologi om samfundets indretning og økonomi formaliserede Gaddafi fra 1975 i Den Grønne Bog, som bestod af tre mindre bind: bind 1 fra 1975 har titlen Demokratiets problem, bind 2 fra 1977 hedder Det økonomiske problem, og bind 3 fra 1979 Den sociale basis. Muammar Gaddafis system foreslog en tredje vej som alternativ til Vestens kapitalisme og Vesten som kolonimagt samt den kommunisme, der efter 2. Verdenskrig særligt var vokset frem i Sovjetunionen og Østeuropa og dominerede internationalt.

Han kaldte sit stats- og samfundssystem jamahiriya, en sammentrækning af det arabiske ord for stat, jumhuriya, og den arabiske flertalsform af folk eller masser, jamahir. En jamahiriya kan således forstås som massernes stat eller folkets stat.

De store forandringer i international politik efter selvstændigheden i de mange tidligere vestlige kolonistyrer i både Afrika og Mellemøsten efter 2. Verdenskrig, den kolde krig samt Israels annekteringer af Palæstina fik Gaddafi til at vende sig mod det, han så som de ydre fjender, nemlig USA og Israel. Samtidig søgte han at danne unioner med forskellige afrikanske og arabiske lande og ledere.

Efter angrebet på diskoteket i Berlin i 1986 sendte USA og Ronald Reagan dele af den amerikanske flåde og flyvevåbnet til Sidra-bugten ud for Sirte på Libyens middelhavskyst. Hensigten var at afskrække Gaddafi mod fremtidige terrorangreb samt at ødelægge de militære træningsfaciliteter, han havde etableret i Libyen for bl.a. jagerflypiloter og guerillasoldater fra både Libyen og andre lande i opposition til Vesten og Israel.

USA gennemførte under missionen voldsomme bombardementer af strategiske områder i Libyen, og Libyen sendte bomber mod den amerikanske flåde.

De knapt ti års sanktioner mod Libyen påvirkede landet og befolkningen hårdt. Det var formentlig som et skridt mod at ændre disse forhold, at Gaddafi, efter terrorangrebene på World Trade Center den 11. september 2001, valgte at tage afstand fra al-Qaeda. Det bragte ham ud af det, den amerikanske præsident George W. Bush kaldte Ondskabens Akse, og Gaddafi begyndte nu at mødes med vestlige statsledere og rejse rundt i Vesten.

For Vesten handlede forsoningen og åbningen særligt om fire ting: adgang til Libyens oliereserver, handelsaftaler, at Libyen skulle afstå fra at besidde masseødelæggelsesvåben samt krigen mod terror, herunder Gaddafis træning af såkaldte fremmedkrigere.

I 2004 rejste den britiske premierminister Tony Blair på officielt besøg hos Gaddafi, efter at Gaddafi i 2002 havde påtaget sig Libyens ansvar for Lockerbie-terroren og for udbetaling af erstatning til de dræbtes familier. Kort efter, i 2004, deltog Gaddafi i et arbejdsmøde i EU i Bruxelles.

Samme år rejste Tysklands kansler Gerhard Schröder til Libyen for at forhandle om tysk uddannelse af libyske sikkerhedsstyrker, der skulle kontrollere Libyens grænser for at forhindre illegal migration mod Europa.

Gaddafi var på statsbesøg hos Frankrigs nytiltrådte præsident Nicolas Sarkozy i 2007. Denne forsøgte at forhandle aftaler på plads med Gaddafi om franske handels- og byggekontrakter og om udvindingen af olie i Libyen. Sarkozy forsøgte også at få Gaddafi til at deltage i hans projekt om en Middelhavs-union, men Gaddafi var på dette tidspunkt mere optaget af at skabe en afrikansk union.

I september 2009 talte Gaddafi ved den 64. session af FN’s Generalforsamling. Han kritiserede FN og særligt FN's Sikkerhedsråd, hvor han bebrejdede lande som USA, Rusland og Storbritannien for at behandle mindre lande som det, han kaldte andenklasses, foragtede nationer. Trods forsoningen og møderne med Vesten talte Gaddafi således fortsat mod undertrykkelse og stormagternes tendens til verdensherredømme.

Samtidig med rejserne til udlandet var Gaddafi under tydelig aldring, og hans helbred var svækket. Med ophævelsen af embargoen mod Libyen og en større økonomisk aktivitet samt ikke mindst adgangen til nyheder og information via satellit-tv og internet, skete der også en udvikling af især en ny generation af libyere. Gaddafi mistede i denne udvikling følingen med stemningen i den libyske befolkning. Der viste sig en stigende utilfredshed med hans fortsatte brutale undertrykkelse af befolkningen og den politiske opposition samt hans nu 42 år på magten.

Muammar Gaddafi var ganske kortvarigt gift med Fathia Nuri fra 1969 til 1970. Samme år, i 1970, blev han gift med Safia Farkash. Sammen fik de syv sønner og en datter og adopterede yderligere en søn og en datter.

Sønnerne bestred centrale ledende poster i Gaddafis inderste magtcirkler, udgjorde væsentlige dele af diplomatiet, ledede Libyens eneste internetudbyder og den velgørenhedsfond, der bl.a. udbetalte erstatning til de dræbtes familier i Lockerbie-terroren og i bombningen af diskoteket i Berlin.

Flere af Gaddafis sønner blev dræbt som følge af NATO-alliancens bombninger i 2011.

Gaddafis datter var jurauddannet fra Sorbonne Universitet i Paris og havde en militæruddannelse med rang af oberstløjtnant. Adoptivdatteren menes af være blevet dræbt i de amerikanske bombardementer i 1986.

• Den Libyske Borgerkrig
• Libyen
• Libyens geografi
• Det Arabiske Forår