En doge var en valgt hersker i de italienske byrepublikker Venedig og Genova indtil 1797.

Faktaboks

Etymologi

Ordet doge er en venetiansk form af det italienske duce, som kommer af latin dux '(en) fører'.

Doger i Venedig

I Venedig regner man officielt med en dogerække: den første doge Paolo Lucio Anafesto (697-717) til den sidste: Ludovico Manin (1789-1797). Oprindelig deltog hele befolkningen i valget, og dogen regerede på livstid med næsten enevældig magt. Ved den aristokratiske regeringsreform i 1297 reduceredes hans magt betydeligt, bl.a. ved at han fik flere råd ved sin side og måtte underskrive en håndfæstning. Samtidig overgik dogevalget til de ledende adelsslægter, der vha. indviklede valgregler søgte at sikre sig mod enkelte familiers dominans.

Doger i Genova

I Genova valgtes den første doge i 1339. Også her overgik valget med tiden fra hele folket til de fornemme slægter, og embedstiden indskrænkedes til blot to år. I både Venedig og Genova ophørte dogestyret med den franske besættelse i 1797.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig