Brandenburg

Brandenburg er et morænebakkeland med Hagelberg (201 m) i Hoher Fläming som det højeste punkt. Landskabet blev udformet under og efter Saale-istidens afsmeltning og består af morænerygge og -flader afbrudt af store smeltevandsdale. I den sydlige del ligger den store flodslette Spreewald, der går over i Niederlausitz.

Overfladen består af udvaskede, mindre frugtbare morænejorder med rug, havre og kartofler; på de bedste jorder dyrkes byg og hvede. Frugt og grøntsager produceres omkring de store byer. I de brede smeltevandsdale veksler store fyrreskove med græsningsområder for kvæg. Den varierede mosaik af bakkeland, floddale og søer samt et gammelt bebyggelsesmønster fra landsbyer til købstæder med stærkt varieret arkitektur har gjort turisme til et af hovederhvervene i delstaten.

I Niederlausitz har man i århundreder gravet brunkul, og her ligger de største brunkulsfyrede kraftværker og briketfabrikker i Europa. Brandenburgs industri dækker brancherne fra brunkulsbaseret kemisk industri til finmekanik samt nærings- og nydelsesmiddelindustri. Delstaten gennemskæres af sejlbare floder og kanaler, motorveje og jernbaner.

Brandenburg blev grundlagt som bispedømme i 948 af den tyske kejser Otto 1., men var i de følgende århundreder stadig et omstridt område mellem tyskere og slaviske stammer. I midten af 1100-tallet gav kejser Lothar området til fyrsteslægten askanierne, som begyndte en tysk kolonisering, og som fra 1157 kunne kalde sig markgrever af Brandenburg. Senest fra midten af 1300-tallet var regenterne over Brandenburg kurfyrster, der var med til at vælge den tyske kejser. Denne værdighed overdrog kejser Sigismund i 1415 til slægten Hohenzollern, som havde herredømmet over Brandenburg og senere Preussen indtil 1918. Frederik 2., den anden hohenzollerske kurfyrste, gjorde ca. 1450 Berlin til residensby i kurfyrstendømmet.

I 1530'erne tilsluttede hohenzollerne sig lutheranismen og underlagde sig kirkegodset og bispedømmerne. I begyndelsen af 1600-tallet erhvervede kurfyrsterne af Brandenburg efter en arvefølgestrid tre områder i det vestlige Tyskland samt hertugdømmet Preussen, der dog indtil 1660 stadig var et len under den polske konge.

I Trediveårskrigen fra 1618 til 1648 var kurfyrsten skiftevis allieret med begge krigens parter, dvs. svenskerne og den tyske kejser, og Brandenburg var efter krigen et af de mest hærgede områder. Alligevel kom Brandenburg til at figurere som en tysk stormagt, da "Den store Kurfyrste", Frederik Vilhelm 1., efter freden i 1648 erhvervede dele af Pommern samt flere mindre områder vest for Elben. Med til at gøre Brandenburg til en tysk stormagt var opbygningen af en enevældig helstat efter krigen med stående hær og fast statsadministration, hvilket bl.a. indebar bosættelse af forfulgte religiøse mindretal, især franske huguenotter efter 1685.

I 1701 tog det tidligere Brandenburg nu som kongedømme navn efter hertugdømmet Preussen, som kurfyrsterne efter 1660 havde fået det fulde herredømme over. Herefter var Brandenburg blot betegnelsen på en preussisk provins.

I 1945 blev en del af Brandenburg polsk, mens de områder af den tidligere preussiske provins, der lå i DDR, i 1947 blev selvstændig delstat og i 1952 opløst i nye distrikter. Efter den tyske samling i 1990 genopstod Brandenburg som tysk delstat; Brandenburg og Berlin har senere indledt et samarbejde om sammenlægning af de to delstater.

• Potsdam