isvinter

Isvinter har traditionelt været forbundet med muligheden for transport til søs mellem de danske landsdele. Når isen bliver for tyk til almindelig sejlads, må man enten transportere sig hen over isen, fx ved brug af isbåde, eller gennem isen med hjælp fra isbrydere.

Sammen med direkte observationer af havisen har anvendelsen af isbåde eller statslige isbrydere historisk været anvendt til at karakterisere strenge vintre som isvintre. Denne metode afhænger ikke kun af vejret, men også af maskinkraften i den almindelige sejlads og af brobygning mellem landsdelene. Her har den tekniske udvikling betydet, at isvintre i henhold til denne definition bliver stadigt sjældnere.

Den såkaldte kuldesum er et rent vejrbaseret mål for den akkumulerede frost gennem en vinter. Den beregnes ved løbende at summere frostgrader for alle frostdøgn, dvs. døgn, hvor luftens middeltemperatur er under 0 °C. Det gøres ved seks kystlokaliteter fordelt ud over landet (se figur). Middelværdien er kuldesummen, altså ét tal, som gælder for hele landet. Kuldesummen kan beregnes dag for dag gennem en given vinter, og for hver enkelt vinter fra tidligt i 1900-tallet og frem. Kuldesummen angives som et positivt tal, selv om de målte temperaturer er negative.

Kuldesummen er knyttet til graden af tilfrysning af de åbne farvande. Isdannelse begynder omkring en kuldesum på 50, som fx opnås efter en sammenhængende periode på 10 døgn med en middeltemperatur på -5 °C.

Det viser sig, at der er en god overensstemmelse med høj kuldesum og historiske isvintre, der er defineret ved brug af isbrydere. Ved en kuldesum større end ca. 150 vil isen som regel have nået en tykkelse, som giver skibstrafikken problemer.

Kuldesummen er ikke en perfekt indikator på isvinter. Perioden med frost skal helst være nogenlunde sammenhængende og i hvert fald fri for decideret tøbrud, hvor isen smelter bort.

Havvand fryser ikke så let som søvand. Det skyldes, at:

• frysepunktet falder, jo saltere vandet er; Nordsøens vand har således et frysepunkt på ca. -1,7 °C
• vand i bevægelse ikke fryser så let som stillestående vand; bevægelsen kan fx være tidevand
• ferskvand (samt ikke for salt brakvand) kan fryse i overfladen, selv om de underliggende vandlag stadig er forholdsvis varme, hvorimod saltvand i højere grad vil bundvende, når det bliver afkølet.

Grænsen mellem de to vandtyper ligger ved en saltholdighed på 24,7 ‰, hvilket som regel nås i det nordlige Kattegat. Mange af de danske fjorde er forholdsvis ferske, på grund af udstrømmende åvand, og fryser derfor let til.

Den statslige isbrydertjeneste (senest Isbjørn, Danbjørn og Thorbjørn) var i drift i 90 år, fra 1923-2013. Tjenesten blev indstillet, da vinteren 2010/2011 trods kraftige isdannelser ikke gav anledning til at anvende statsisbryderne. Almindelige fartøjers øgede maskinkraft havde gjort denne omkostningstunge service unødvendig, og flere steder havde man fundet lokale løsninger. Det sidste udkald var i vinteren 1995/1996, hvor statsisbryderne var i brug et enkelt døgn.

I årtiet fra sidst i 1970’erne og frem til sidst i 1980’erne var de statslige isbrydere i brug i gennemsnit hvert andet år. Kuldesummen for disse år lå på ca. 200-275. Siden da har der kun været i alt tre isvintre: 1995/1996, 2009/1010, og 2010/2011; alle med en noget lavere kuldesum.

Siden den sidste isvinter i 2010/2011 har det danske nærområde haft en række forholdsvis milde vintre. Søer og fjorde har været frosset til, men de åbne farvande er ikke frosset i nævneværdig grad.

I takt med den globale opvarmning må man forvente, at isvintre bliver stadigt sjældnere. Det skyldes ikke mindst, at opvarmningen efter alt at dømme og indtil videre er ulige fordelt over årstiderne. På vores breddegrader er det især vintrene, der bliver mildere, mens somrene i mindre grad bliver varmere.

• Danmarks klima
• lille istid