Messenien

Messenien var i oldtiden det sydvestlige landskab på Peloponnes, i klassisk tid afgrænset af Trifylien mod nord, Arkadien mod nordsøst og Lakonien mod øst. Landskabets centrum er Stenyklaros, den frugtbare floddal, som gennemstrømmes af Pamisos og ligger indeklemt mellem bjergene Taigetos i øst og Ithome i vest. I hvert fald fra 900-tallet f.v.t. var Messenien befolket af et dorisktalende græsk folkeslag, der efter landskabet blev kaldt messeniere.

Messenien og det senere Trifylien var i mykensk tid en betydelig stat, som blev regeret fra "Nestors palads" i Pylos, men efter ødelæggelser ved bronzealderens slutning var landskabet nærmest affolket. Et nyt opsving satte ind i 700-tallet f.v.t., men i de to såkaldte messenske krige (600-tallet f.v.t.) lykkedes det spartanerne fra Lakedaimon at underlægge sig hele Messenien. De små byer langs kysterne blev gjort til perioiksamfund med et begrænset selvstyre, alle landejendomme blev overtaget af spartanerne, og deres tidligere ejere blev gjort til heloter.

Da Sparta blev ramt af et stort jordskælv i 464 f.v.t., gjorde messenierne oprør, og i flere år lykkedes det dem at holde stand mod spartanerne, de sidste år indesluttet på bjerget Ithome. De overlevende fra belejringen emigrerede til Naupaktos i Aitolien.

Efter spartanernes nederlag ved Leuktra i 371 f.v.t. blev messenierne i 369 f.v.t. befriet for spartanernes overherredømme. Med thebanernes hjælp genopbyggedes Ithome, omdøbt til Messene, som centrum for en stor bystat, hvis territorium omfattede det meste af landskabet Messenien. I 191 f.v.t. blev Messenien tvunget ind i Det Achaiske Forbund.

• Spartas historie
• perioik