Ankelleddet er ledforbindelsen mellem underbenets knogler, skinnebenet (tibia) og lægbenet (fibula), og fodens rulleben (talus). Det omtales også som det øvre ankelled og fungerer som et hængselled.

Faktaboks

Også kendt som

det øvre ankelled, articulatio talocruralis

Ankelleddets struktur

Rullebenet (talus) har en valseformet overflade (trochlea tali), som skinnebenet og lægbenet slutter sig gaffelformet omkring og bidrager til relativt god sidestabilitet. Selve kropsvægten overføres fra skinnebenet alene. Sidefladerne danner plane led, både med skinnebenets ankelknude (malleol) på indersiden (malleolus medialis) og den nederste, fortykkede del af lægbenet på ydersiden (malleolus lateralis). Begge disse knogler holdes sammen ved hjælp af kraftige, stramme bånd.

Sidestabiliteten i foden forstærkes yderligere af ligamenter eller bånd, mest på anklens indre eller medialsiden (ligamentum deltoideum), mens der på ydre eller lateralsiden er forholdsvis svage båndforbindelser, både mellem hælbenet og lægbenet (ligamentum calcaneofibulare) og mellem rullebenet og lægbenet (ligamentum talofibulare anterius & posterius). Ledkapslen er tynd fortil og bagtil og har folder, der muliggør hængselbevægelsen.

Bevægelser i ankelleddet

Fordi rullebenets valse er bredest fortil, bliver lægbenets gaffel spændt, når man løfter forfoden (dorsalfleksion), men slap når foden sænkes (plantarfleksion). Foden bevæges derfor lettest nedad; bevægelsesudslaget (fra 0-stilling) er omtrent 60–80 grader.

Det nedre ankelled

Nogle gange bruges betegnelsen nedre ankelled (articulatio talotarsalis) om ledforbindelsen fortil mellem rullebenet (talus), hælbenet (calcaneus) og bådbenet (os naviculare). Det repræsenterer mediale dele af Choparts led. Ved at rullebenets hoved (caput tali) danner et kugleled med det foranliggende bådben, og leddet mellem rullebenet og det underliggende hælben er et plant led, muliggør det en rotation – og dermed inversion og eversion – af foden.

Muskulatur der virker på det øvre ankelled

Plantarfleksion af foden:

Dorsalfleksion af foden:

Nerver og blodårer

Benets største nerve, nervus ischiadicus, deler sig i mindre enheder, der passerer ankelregionen. På lateral- og forsiden passerer nervus fibularis superficialis foran den laterale ankelknude, mens nervus tibialis passerer bag den mediale, før den går under fodsålen.

Bag malleolus medialis går også arteria tibialis posterior til medial- og undersiden af anklen, mens arteria tibialis anterior passerer på forsiden.

Skader i anklen

Forstuvning med overstrækning af ledbåndene sker forholdsvis hyppigt i anklen, mest på ydersiden fortil. Hyppige forstuvninger kan føre til, at leddet bliver slapt og løst i sideretningen, således at ledbåndet til sidst brister. Særligt kraftige forstuvninger kan føre til, at en lille bid af knogleoverfladen rives løs sammen med ledbåndets fæste på den ydre ankelknude, en såkaldt afrivnings- eller avulsionsfraktur. Sådanne skader kræver nogle gange kirurgisk behandling, ellers behandles en forstuvning som regel med støttebind af forskellig slags.

Ikke sjældent er ustabilt fodtøj, fx høje hæle eller træsko, årsagen til, at personen vrikker om. Også brud af lægbenet eller skinnebenet kan forekomme ved, at store kræfter virker på ankelleddet, fx efter fald på ski.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig