appetit

Appetit er den fysiologiske og psykologiske lyst til at spise. Appetit er et centralt element i reguleringen af energibalancen hos mennesker og dyr og påvirkes af komplekse signaler mellem fordøjelseskanalen, hormoner og hjernen, især hypothalamus med input fra sanserne som duft, smag og syn.

Faktaboks

Etymologi: Ordet appetit kommer af fransk appétit, af latin appetitus 'begær, ønske, tilbøjelighed', af ad- og petere 'søge'.

Fysiologisk regulering af appetit

Appetitreguleringens vigtigste opgave er at sikre individet energi og næringsstoffer i tilstrækkelig mængde. Appetitreguleringen er normalt i stand til at fastholde legemsvægten trods store udsving i den daglige energiindtagelse. Hvis energiforbruget øges fx ved hårdt fysisk arbejde eller kuldepåvirkning, indtages mere mad. Omvendt nedsættes appetitten ved fx inaktivitet, ophold i varmt klima eller ved lavt stofskifte (myksødem).

Hos dyr kan mangel på et næringsstof påvirke appetitten, så der opstår en særlig trang til føde, der er rig på det pågældende næringsstof. Hos gravide kan der forekomme en stærk trang (pica) til forskellige særprægede spiser, uden at der er tale om en egentlig mangeltilstand.

Signalstoffer i reguleringen af appetit

Appetitten kontrolleres af et komplekst, dynamisk samspil mellem hormoner fra perifere væv og organer, nervesignaler og centrale kredsløb i hjernen. I hypothalamus findes to hovedsystemer, som henholdsvis stimulerer og hæmmer fødeindtagelsen. Disse systemer modtager signaler fra sanseorganer, samt fra en række hormoner, der frigives fra mave-tarm-kanalen, bugspytkirtlen, lever og fedtvævet, samt fra nervetråde fra bl.a. leveren.

Centrale appetithormoner og -transmitterstoffer

Neuropeptid Y (NPY) – Produceres i hypothalamus og fremmer fødeindtagelse; aktiveres blandt andet af lavt blodsukker og ghrelin.
Agouti-related protein (AgRP) – Produceres i samme hypothalamiske neuroner som NPY og hæmmer de appetitdæmpende signaler.
Orexin (hypokretin) – Udskilles i hypothalamus og stimulerer både vågenhed og appetit.
Endocannabinoider (bl.a. anandamid) – Neurotransmittere, der påvirker lystbetonet spisning og øger appetit, især på energirige fødevarer.

Perifere appetithormoner og -signaler

Appetitstimulerende (oreksigene) hormoner, som udskilles til blodet og via blodbanen sender signaler til hjernen er:

Ghrelin – Produceres i mavesækkens slimhinde, når mavesækken er tom og i aftagende mængde i takt med, at mavesækken fyldes. Sekretionen til blodet øges således før måltider og giver den velkendte sultfornemmelse i maven gennem virkning på hypothalamus. Det er det eneste kendte perifere hormon, der direkte øger appetitten.
Insulin – Udskilles fra bugspytkirtlen som reaktion på forhøjet blodsukker; dæmper appetitten ved at virke på hypothalamus. Når blodsukkeret falder påvirkes hjernen til at udløse sultfornemmelse.
Amylin – Frigives fra bugspytkirtlen sammen med insulin; bidrager til mæthedsfølelse.
Pancreatic polypeptid (PP) – Dannes i bugspytkirtlen og hæmmer appetitten via hypothalamiske receptorer.
Cholecystokinin (CCK) – Dannes i tolvfingertarmen efter fedt- og proteinindtag; CCK stimulerer galdeblæren til at frigive galde, øger bugspytkirtlens udskillelse af fordøjelsesenzymer samt hæmmer tømning af mavesækken og fremmer mæthed.
Glucagon-like peptide-1 (GLP-1) – Afgives især fra tyndtarmen efter fødeindtagelse, især efter indtagelse af fedt og protein. Hæmmer tømningen af mavesækken og giver herigennem mæthed, men har også en direkte mæthedsfremmende virkning på hjernen. Oprindeligt troede man af GLP-1 stimulerer frigivelsen af insulin, men under fysiologiske omstændigheder forsinker GLP-1 optagelsen af glukose til blodet pga. hæmning af mavesæktømningen, og derved nedsættes insulinafgivelsen. GLP-1-analoger anvendes som lægemidler mod type 2-diabetes, svær overvægt og hjerte-kar-sygdom.
Oxyntomodulin – Produceres i tarmen sammen med GLP-1; reducerer fødeindtag og øger energiforbruget.
Peptid YY (PYY) – Frigives PYY fra tynd- og tyktarmen efter måltider; hæmmer fødeindtagelse og nedsætter mavesækkens tømning.
Leptin – Udskilles fra fedtvæv og signalerer kroppens energilagre til hjernen; hæmmer appetit og øger energiforbrug. Kronisk forhøjet leptin kan føre til leptinresistens, som ses ved fedme.

Psykologiske faktorer

Inden for psykologien kan appetit opfattes bredt som et stræbende og nydende træk ved en række medfødte biologiske behov for fx næring, seksualitet og kropsudfoldelse, såvel som ved tillærte behov for fx tobak og alkohol.

Appetit er ofte forbundet med en vis kræsenhed og er knyttet til oplevelsen af eller forestillingen om visse foretrukne objekter for behovene. Disse objekter, fx næringsmidler eller seksualpartnere, kan vække appetitten til live, mens andre objekter, der i teorien kunne tilfredsstille de samme behov, ikke virker appetitvækkende. Tillige indvirker de sociale sammenhænge på appetitten. Det er velkendt, at mennesker både spiser og nyder mere, når de er sammen med andre, end når de er alene.

Endvidere er appetit knyttet til nogle følelser, især glæde. Glæde hænger sammen med en generel 'appetit på livet' eller mere specifikt på de dele af livet og det menneskelige samvær, som opmærksomheden i øjeblikket er rettet mod.

Psykologiske faktorer indvirker på, hvornår man føler sig mæt. En appetit, som rækker ud over det fysiologiske næringsbehov, kendetegner trøstespisning, hvor fødeindtagelsen skal kompensere for andre behov; andre reagerer derimod på psykiske problemer eller sorg med appetitløshed eller madlede. Hos de fleste synes der at eksistere fysiologiske og psykologiske mekanismer, som forholdsvis effektivt hindrer et overforbrug af mad, selv når kosten som i den vestlige verden er velsmagende og til stede i rigelige mængder. Hos personer disponeret for fedme fungerer appetitreguleringen derimod dårligt, men mekanismerne bag tilstanden er dårligt forstået.

Lægemidlers påvirkning af appetitten

Forskellige nydelsesmidler og lægemidler kan påvirke appetitten. Hos rygere findes øget indtagelse af mættet fedt på bekostning af grøntsager og frugt. Efter rygeophør normaliseres kostvanerne hos en del, mens andre øger indtaget af slik. Antidepressive lægemidler, antipsykotiske lægemidler, visse epilepsimidler og en række andre lægemidler medfører ofte øget appetit særlig rettet mod slik, kager o.l.

Appetitløshed

Appetitløshed (anoreksi) er nedsat eller manglende lyst til at indtage føde. Der er glidende overgang mellem appetitløshed, madlede og kvalme.

Appetitløshed optræder ofte forbigående under almindelige febersygdomme, men kan også skyldes lidelser i mave-tarm-kanalen og alvorligere sygdomme, fx leverbetændelse, nedsat nyrefunktion eller kræftsygdomme.

Appetitløshed ses som bivirkning til behandling med lægemidler, især i forbindelse med kemoterapi mod kræft.

Det kan også være et led i psykiatriske tilstande, som det ses ved spiseforstyrrelser (nervøs spisevægring, anorexia nervosa).

Læs mere i Lex

Skrevet af:

Artiklen indeholder tekst fra:

Den Store Danske

Støttet af:

Fonde, der har bidraget til Lex’ sundhedsfaglige projekt

Senest ændret:

2. februar 2026, se alle ændringer

VILKÅR FOR GENBRUG:

begrænset genbrug

Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Astrup, Arne; Katzenelson, Boje; Breum, Leif; Hansen, Mogens; Rune, Simon Junker: appetit i Lex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/appetit

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Ernæring

Arne Astrup

Professor, dr.med.