Image
Solvindens fart målt af rumsonden Ulysses. Nær Solens ækvator ligger farten på omkring 400 km/s, men på højere heliografiske bredder er den på ca. 750 km/s.

Solvind er en strøm af ladede partikler, der hele tiden udstødes fra Solens overflade. Solvinden bevæger sig med overlydshastighed ud gennem Solsystemet og standses til sidst af det interstellare magnetfelt.

Tætheden i solvinden i Jordens afstand fra Solen er 3-10 atomer pr. cm3, og farten er 250 – 750 km/s. Sammenlagt mister Solen en masse på ca. 1,3-1,9 millioner tons per sekund. I løbet af Solens levetid svarer dette dog til kun 0,01 % af Solens masse.

Kilder til solvinden

Image
Til venstre: Koronalt hul nær Solens sydpol. I midten: Stor solpletgruppe. Til højre: Koronale udstrømninger (stjerner ses bevæge sig mod højre i forhold til Solen og planeten Venus ses passere mod venstre nord for Solen).

Partikelstrømmen udgår fra Solen, men den nøjagtige mekanisme er ikke klarlagt. Tre kilder er foreslået:

  • Koronale huller: Områder af koronaen, som ser mørke ud på optagelser lavet i det energirige, ekstreme ultraviolette område og i röntgenområdet. Mørket skyldes tilstedeværelsen af magnetfelter, som bevirker et noget køligere og mindre tæt plasma.
  • Aktive områder: Områder med solpletter, hvor Solens indre magnetfelt bryder op gennem overfladen og hvor det magnetiske tryk betinger et lavere gastryk og dermed en lavere gastemperatur.
  • Koronale udstrømninger: Lyse strukturer i Solens ydre atmosfære, som bl.a. under en total solformørkelse ses strømme radialt op fra overfladen. Der er tale om lys fra Solens fotosfære, som er blevet spredt på frie elektroner i plasmaet.

Solvindens bestanddele

Solvinden er et ioniseret plasma, der overvejende består af protoner (ioniseret hydrogen), elektroner og alfapartikler (ioniseret helium). På grund af ioniseringen er Solens magnetfelt frosset fast i solvinden og bæres med hele vejen ud i Solsystemet.

Effekten af et udbrud

Der forekommer ofte variationer i solvindens tæthed og magnetfelt i takt med aktiviteten på Solens overflade, især ved større protuberansudbrud.

Effekten af et udbrud kan ofte mærkes på Jorden efter et par døgns forløb, hvor kortbølgekommunikationen forstyrres.

Heliosfæren og heliopausen

Image
Rumsonden Voyager 1 krydsede i 2012 heliopausen, hvorved antallet af registrerede partikler i solvinden (hovedsageligt protoner) faldt drastisk. Som det første menneskeskabte objekt var sonden nået ud i det interstellare rum.

Det område af rummet omkring Solen, hvor dens magnetfelt når ud, kaldes heliosfæren Uden for heliosfæren ligger det interstellare rum med sit eget svage magnetfelt. Grænsen mellem de to områder kaldes heliopausen. Solvinden aftager og bevæger sig herefter til siden og ind mod Solen igen.

Rumsonden Voyager 1 (opsendt i 1977) registrerede på sin vej ud af Solsystemet mængden af partikler i solvinden. Efter en rejse på 35 år nåede den heliopausen den 25. august 2012. Afstanden var da 121 astronomiske enheder (au); til sammenligning er afstanden til Neptun 30 au.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig