klaver

Hammerklaverets historie går tilbage til ca. 1700, da italieneren Bartolomeo Cristofori opfandt et tasteinstrument – et andet ord for et instrument med tangenter, med en avanceret hammermekanik.

I første omgang fik Cristoforis konstruktion ingen stor betydning, fordi instrumentbyggere i andre lande på samme tid arbejdede med tilsvarende idéer; selvom deres instrumenter havde en mere primitiv mekanik, var det dem, der først slog igennem.

I 1700-tallet havde klaveret en svag klangstyrke, der lå omtrent på niveau med cembaloets, men i det følgende århundrede voksede klaveret gradvis i tonefylde, samtidig med at toneomfanget steg. Det øgede strengetrækket og krævede kraftigere instrumenter, og klaverbyggere i 1800-tallet eksperimenterede med tungere trækonstruktioner og efterhånden også med jernafstivninger af forskellig art. Dels krævede tidens spillemåde tykkere strenge, der kunne give mere fylde i tonerne, og dels ønskede man at gøre klaveret mere modstandsdygtigt over for udsving i temperatur og klima og dermed forbedre dets evne til at holde stemningen.

Både i Danmark og i udlandet blev der udtaget mange patenter, også på mekanikken, til forbedring af klaverets konstruktion, men først omkring midten af 1800-tallet slog den helstøbte jernramme for alvor igennem og blev standard for klaveret. Efter eksperimenter med forskellige typer af jernafstivning i sine klaverer med træramme fik den danske klaverbygger Conrad Christian Hornung (se Hornung & Møller) i 1842 gennembruddet med sin opfindelse af den helstøbte jernramme. Den helstøbte jernramme er fortsat grundstammen i moderne klaverproduktion. Udviklingen stoppede ikke med det, for helt op imod århundredskiftet fortsattes eksperimenter med mindre detaljer i instrumentets konstruktion.

Klaveret afløste i slutningen af 1700-tallet cembaloet som koncertinstrument og i 1800-tallet clavichordet som hjemmets instrument. Konkurrencen om markedet var stor, og landene imellem udviklede der sig forskellige byggetraditioner og dermed forskelle i klang.

Østrig var førende fra slutningen af 1700-tallet og ind i 1800-tallet, herefter England og Frankrig, men de udviklede meget forskellige instrumenter. Fra midten af 1800-tallet markerede USA og Tyskland sig stærkt.

I Danmark opstod egentlige klaverfabrikker i begyndelsen af 1800-tallet, og også her udvikledes en særlig byggetradition, som kunne klare sig i konkurrence med udlandet (se Hornung & Møller).

De store verdensudstillinger efter midten af århundredet kom til at spille en stor rolle. Her så og hørte klaverbyggerne hinandens musikinstrumenter, og det fik stor betydning for klaverets popularitet. Fra midten af 1800-tallet og ind i 1900-tallet voksede klaverets udbredelse eksplosivt.

Især Tyskland havde mange fabrikker, men efter 1. Verdenskrig faldt antallet, der yderligere blev reduceret efter 2. Verdenskrig. Siden har markedet været domineret af enkelte store firmaer, bl.a. Steinway & Sons, der fra slutningen af 1900-tallet har haft stærk konkurrence fra fx Japan (Yamaha).

Den danske klaverproduktion kunne ikke klare sig i konkurrencen med udlandet og ophørte efter at være gået voldsomt tilbage i 1970'erne.

• cembalo
• clavichord
• flygel
• taffelklaver
• pianino
• Bartolomeo Cristofori
• Hornung & Møller
• Steinway & Sons
• Yamaha