Set fra nutidigt, historisk perspektiv blev det, der sidenhen er kaldt ”gratisaviskrigen”, en dyr omgang for de store, publicistiske mediehuse. Gratisavisernes hurtige og store udbredelse medførte et massivt pres på de abonnements- og løssalgsbetalte dagblade, som tabte en stor del af deres læsere. Forsøg på at lokke nye til virkede kun kortsigtet, og med jævnlige rabattilbud kunne avislæsere gennem flere år på skift læse for eksempel Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten uden nogensinde at betale fuld pris.
Desuden faldt annonceindtægterne, fordi både småannoncer og store helsides reklamer i stort tal rykkede til gratisaviserne. De tabte indtægter kom aldrig igen, fordi de samtidig begyndte at rykke ind på nye digitale platforme som for eksempel Google og Facebook.
Og selv om gratisaviserne i deres storhedstid havde stor udbredelse, blev de aldrig en god forretning. For eksempel havde Nyhedsavisen, som den mest læste i Danmark med omkring en halv million daglige læsere, et underskud på 126 millioner kroner i det første udgivelsesår. Hvad gratisaviskrigen samlet kostede mediehusene er aldrig opgjort præcist, men tabet anslås til at være mindst en milliard kroner.
Gratisaviskrigen betød desuden, at flere mediehuse kom både for sent og for langsomt i gang med digital omstilling til onlineudgaver, brugervenlige nyhedssites og lettilgængelige apps.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.