Sylfiden

Kritikeren André Levinson (1887-1933) mente, at ballet som kunstart opnåede et epokegørende gennembrud med La Sylphide: ”Ballet var et divertissement. Det blev et mysterium”, skrev han.

Premieren på Pariseroperaen i 1832 sammenlignes ofte med Victor Hugos skelsættende skuespil Hernani (1830), men modsat Hernani havde La Sylphide ikke politiske undertoner. La Sylphides betydning som hovedværk i ballettens verden og i fransk romantik svarer til Théodore Géricaults monumentalværk Scene fra et skibsforlis (1818-1819) i malerkunsten. Karakteristisk for perioden beskriver begge kunstværker mennesker i naturens og skæbnens vold.

Balletten om den skotske bonde James, der fatalt følger et drømmesyn ud i højlandet, rummer en beskrivelse af frihedstrangen, der modsvarede den følelse af mistrivsel (malaise) i samfundet, der prægede unge mænd i tiden, der rejste på tværs af Europa i en søgen mod det fjerne og ukendte, ofte først og fremmest i en åndelig forstand.

La Sylphide indfangede og kanaliserede denne eskapistiske drift i en fortælling sat i det vilde, bjergrige Skotland, der favnede både længsel, idealer og begær. Først og fremmest rummer La Sylphide forestillingen om kunstneren som seer og som symbolbærer for periodens længsel mod idealet: det sublime og uendeligheden.

Librettoen var skrevet af tenoren Adolphe Nourrit, der havde sunget titelpartiet i Giacomo Meyerbeers opera Robert le Diable. Hovedpersonen i balletten, den skotske bonde James, er hverken prins eller mytologisk figur, men en helt almindelig mand.

På James' bryllupsdag viser en dragende og smuk sylfide – en luftånd – sig stærkere og stærkere for hans indre blik og materialiserer sig til slut i den varme stue i hans hjem. For James’ familie og venner forbliver sylfiden dog usynlig. Kun hans rival, Gurn, sanser også hendes tilstedeværelse og advarer om, at der er noget overnaturligt på færde på gården. Da James vil vise en gammel kone, Madge, på porten, spår hun James' forlovede, Effy, i hånden og påstår, at Effy aldrig vil blive James' brud.

Mens bryllupsforberedelserne er i gang inden døre, følger James impulsivt Sylfiden ud i frihedens rige, hvor skovånden viser ham fuglenes, planternes og bækkens rislende liv i den besjælede natur. Da han kommer hende for nær, forsvinder hun for øjnene af ham.

Madge er en heks, der for at få hævn brygger en gift og imprægnerer et slør, som hun giver til James, så han kan indfange Sylfiden. Da han favner Sylfiden i sine arme, antager hendes luftvæsen en fysisk form. Hendes insektvinger falder af ryggen, og hun selv til jorden, hvor hun dør.

Lamslået ser James Sylfidens søstre flyve bort med hendes afsjælede krop, mens rivalen Gurn i baggrunden stolt vandrer gennem bakkerne med sin brud, James’ Effy, og deres slægtninge. Hvorfor? spørger James Madge, inden han synker sammen.

Rollen som James blev danset af Joseph Mazilier (1797-1868), men det var Marie Taglioni, der i titelpartiet stjal billedet med et revolutionerende æstetisk gennembrud.

Taglioni var allerede inden sin fremstilling af La Sylphide anerkendt som en sjælfuld og lyrisk danserinde, men som Sylfiden skabte hun sensation og blev forbilledet for le style romantique, den romantiske stil, der var en syntese af hendes fars, Filippo Taglionis, fordringer og hendes egen personlighed og fysik.

Marie Taglionis port de bras, brugen af overkrop og arme, blev indstuderet i lange, sammenhængende fraser, der kunne forlænge og fordybe oplevelsen af en landing efter et vægtløst spring og usynliggøre overgangen mellem luft og materialitet. En mindre deformitet i den øverste del af ryggen, som Taglioni rettede op på ved at skyde brystet længere frem, gav hendes udtryk en form, vinkel og kvalitet som et nærmest flydende væsen.

Théophile Gautier beskrev indtrykket som ”mere talende end lange digte” og bemærkede, "at her ikke er pirouetter, entrechats og andre tekniske udfordringer! … Hun har fuldstændig reformeret sin tids ballet”.

Efter Taglionis arvtager, Emma Livrys (1842-1863) tragiske død i 1861 – hendes kjole blev antændt af en gaslampe – forsvandt værket fra den franske ballets repertoire, men Taglionis teknik, æstetiske kvaliteter og personlighed har levet videre som den romantiske idealtype. Ikonisk er Taglionis frisure og Eugène Lamis (1800-1890) klokkeformede tylskjole, den såkaldt romantiske tutu.

Sylfiden, August Bournonvilles version af La Sylphide, er en lidenskabelig, tragisk kærlighedshistorie båret af den oprindelige poetiske og eksistentielle idé, men fortolket i et personligt perspektiv og i en dansk dramatisk tradition.

Bournonville anerkendte den franske ballet som forlæg, men insisterede på, at hans værk var originalt, ikke hverken en kopi eller en pastiche: "Dansen, mimen, grupperingerne og en højst forskellig opfattelse af karaktererne er mine."

I sin læsning nedtonede han det fokus på titelrollen, flirteriet, koketteriet og de underholdende divertissementer, der kendetegnede La Sylphide. I stedet skabte han et seriøst balletdrama i en nordisk teatertradition med en styrket og overbevisende realisme i Sylfidens 1. akt og et bredt psykologisk spænd for især karakteren James. Bournonville dansede selv James og fejrede store triumfer i rollen.

Sylfiden var også i Bournonvilles egen levetid en af hans største succeser, men han nævner sjældent værket i sine efterladte skrifter. Når han gør, er det bemærkelsesværdigt afvisende for et menneske, der forstod poesiens dobbelttydige logik og netop selv var kendetegnet ved et lidenskabeligt temperament og en rig kunstnerisk forestillingsevne.

Som 57-årig stod svaret på James’ "hvorfor?" klart for Bournonville: Skotten pådrog sig sin skæbne, da han forlod hjemmet i en stræben efter en ”indbildt lykke” i stedet for ”virkelig, jordisk lykke”, mente Bournonville. Som ung mand havde han måske bevidst foretaget det modsatte valg.

Værket rummer begge sandheder, også den Bournonville ikke tillod sig selv: Sylfidens hemmelighed er den franske romantiks idealiserede eskapisme, der ligger som et usynligt billede bag billedet.

Sylfidens iboende splittelse som både fransk og dansk værk, Filippo Taglionis og Bournonvilles, er dens styrke, der giver plads til en bred vifte af fortolkninger og spørgsmål om livsvalg mellem realitet og utopi, umiddelbarhed og snusfornuft. Balletten løftes af de franske romantikeres idé, der forstærkes af modstanden i Bournonvilles egen, alt for menneskelige erfaring, fristelse og tvivl.

Den franske koreograf Pierre Lacottes (1932-2023) fascination af Marie Taglioni førte i 1971 til en tv-version af La Sylphide, skabt til hans hustru, ballerinaen Ghislaine Thesmar (f. 1943), og solodanser ved Pariseroperaen Michel Denard (1944-2023). Denne opsætning, som senere blev en fast del af Pariseroperaens repertoire, følger komponisten Schneitzhöeffers oprindelige partitur, men er en pastiche inspireret af samtidige beskrivelser af Marie Taglioni og ikke nogen rekonstruktion.

I 2001 skabte Alexander Kølpin i Østre Gasværk en version af balletten med ny musik af Thomas Blachman og Kasper Winding. Kølpin stod selv for den helt moderne koreografi. Ulrik Wivel (f. 1967) skabte i 2005 kortfilmen Jeg Dig Elsker om Nikolaj Hübbes instruktion af Sylfiden. I 2006 spillede Aveny-T en ny fortolkning af hiphopkoreografen Steen Koerner.

• ballet
• romantik – dans
• August Bournonville