Chios

Mastichochória ('mastikslandsbyerne') består, som navnet antyder, af en gruppe velhavende landsbyer, der er kendt for deres hundredårs traditionsrige produktion af mastiks, en type naturgummi fra mastikstræet (Pistacia lentiscus). Harpiksproduktet anvendes til madlavning, konditori, medicin og brændevin. Chios havde engang monopol på mastiks, som i middelalderen var en vigtig handelsvare.

De vigtigste og mest karakteristiske landsbyer i Mastichochória er middelalderbyerne Pyrgi, Mestá, Olimpi og Vessa. Særlig interessant er Pyrgi på grund af byens karakteristiske og enestående muralmaleri i sgraffitoteknik. Således fremstår en lang række af Pyrgis beboelseshuse udsmykket med geometriske mønstre, især i sorte og hvide farvenuancer.

Også landsbyen Mestá, hvis grundstruktur går tilbage til 1100-tallets byzantinske tradition, er interessant og vigtig på grund af byens bevarede befæstede middelalderarkitektur og dens snævre og oprindelige labyrintiske gadebillede.

Mastiks er fortsat et karakteristisk produkt for Chios, men spiller nu en mindre økonomisk rolle i modsætning til eksportprodukterne oliven, figen og citrusfrugt. Marmor og garvede gedeskind er andre vigtige indtægtskilder.

Havnebyen Chios på østkysten har 27.000 indbyggere (2021). Byen har et betydeligt arkæologisk museum. I den nordlige del ligger en middelalderfæstning fra 1300-tallet. Byen har et rigt bibliotek, som blev etableret i 1817 af den kendte græske filolog Adamantios Korais. En moderne lufthavn ligger syd for byen, og der er færgeforbindelse til Tyrkiet.

Klosteret Nea Moni, der ligger 12 km vest for byen Chios, blev grundlagt af den byzantinske kejser Konstantin 9. Monomachos i 1000-tallet. Kirkebygningen er et af de tidligste eksempler på en ny plantype i den mellembyzantinske arkitektur, kendetegnet ved ret store kupler, der hviler på tromper. Fra opførelsen er der bevaret nogle af periodens fineste mosaikker, der stilistisk er knyttet til klostrene Dafni ved Athen og Hosios Lukas nær Delfi.

I 1990 blev Nea Moni sammen med Hosios Loukas og Dafni optaget på UNESCO's Verdensarvsliste på grund af bygningernes betydelige historiske og arkitektoniske værdi. Alle tre klostre blev fremhævet som bemærkelsesværdige eksempler på mellembyzantinsk arkitektur og især for klosterkirkernes overdådige indre mosaikudsmykning.