Faktaboks

Marta

Marta Vieira da Silva

Født
19. februar 1986, Dois Riachos, Alagoas, Brasilien

Marta er en brasiliansk fodboldspiller, der spiller for den amerikanske klub Orlando Pride og det brasilianske kvindelandshold. Hun har spillet over 200 landskampe for Brasilien og er med 17 mål den mest scorende spiller i VM-slutrundernes historie for kvinder. Marta er seks gange blevet kåret til verdens bedste kvindelige fodboldspiller af FIFA og regnes for en af de største spillere i kvindefodboldens historie.

Martas klubkarriere

Image
Marta under Brasiliens kamp mod Ecuador den 18. juli 2007 ved De Panamerikanske Lege.
Marta
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Marta blev født i Dois Riachos i delstaten Alagoas under fattige kår, men hendes store talent for fodbold gjorde, at hun allerede som 14-årig i 2000 rejste til Rio de Janeiro, hvor hun blev optaget i storklubben Vasco da Gama.

I 2002 fortsatte Marta karrieren hos den mindre amatørklub Santa Cruz i Belo Horizonte. Herfra etablerede hun sig på det brasilianske landshold og fik sit internationale gennembrud ved VM-slutrunden i 2003.

Det banede vejen for en kontrakt med den svenske klub Umeå IK. Marta scorede i sin hjemmebanedebut i 1-0-sejren over Brøndby IF i UEFA Women's Cup-semifinalen den 4. april 2004.

I Sverige fik den drible- og gennembrudsstærke angriber stor succes med fire svenske mesterskaber i træk fra 2005 til 2008 samt den svenske pokaltitel i 2007. Marta blev topscorer i den svenske liga i 2004, 2005 og 2008.

I sin første sæson i Umeå IK var Marta med til at vinde UEFA Women's Cup 2003/04 efter en samlet finalesejr på 8-0 over 1. FFC Frankfurt. Umeå IK nåede også finalen i 2006/07 og 2007/08, men tabte begge gange.

Efter flere succesfulde sæsoner i Sverige skiftede Marta i 2009 til amerikanske Los Angeles Sol, hvor hun blev topscorer og tillige kåret til ligaens bedste spiller.

Efter et 3-måneders lejeophold i slutningen af året i brasilianske Santos, hvor hun vandt både Copa Libertadores og den brasilianske pokalturnering, vendte Marta i 2010 tilbage til USA.

Her førte hun FC Gold Pride fra Californien til det amerikanske mesterskab. I 2011 gentog hun triumfen med Western New York Flash efter endnu et kort ophold i Santos.

I 2012 vendte Marta tilbage til svensk fodbold og Tyresö FF. Med Tyresö vandt hun samme år det svenske mesterskab, men da klubben i 2014 gik konkurs, rykkede hun videre til ligarivalerne fra FC Rosengård. Her blev hun svensk mester i både 2014 og 2015 – i 2014 sammen med bl.a. Nicoline Sørensen.

Marta skiftede i 2017 til Orlando Pride i den amerikanske liga National Women's Soccer League (NWSL), hvor hun scorede 13 mål i sin første sæson og blev udtaget til ligaens Best XI. Efter en alvorlig knæskade i 2022 vendte hun tilbage og blev senere holdets anfører.

I 2024 skrev Marta og Orlando Pride klubhistorie ved at vinde både NWSL Shield som grundspillets bedste hold og NWSL-mesterskabet efter en sejr i slutspillet. I 2025 forlængede hun sin kontrakt med klubben frem til udgangen af 2026.

Martas landsholdskarriere

Marta fik debut på det brasilianske landshold i 2002 og vandt i 2004 sølvmedaljer med holdet ved De Olympiske Lege i Athen. Sølvmedaljerne blev gentaget ved VM i 2007 og ved OL i Beijing i 2008.

Marta har deltaget i VM-slutrunderne i 2003, 2007, 2011, 2015, 2019 og 2023. Ved VM i 2007 blev hun turneringens topscorer med i alt 7 mål. I 2019 blev hun den første spiller, der har scoret ved fem VM-slutrunder i træk. I 2022 blev Cristiano Ronaldo fra Portugal den næste.

Med i alt 17 mål er Marta den mest scorende spiller ved VM i fodbold for kvinder.

Priser

Marta blev udnævnt til årets kvindelige fodboldspiller i 2006, 2007, 2008, 2009, 2010 og 2018. Hun blev desuden kåret til VM's bedste spiller i 2007.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig