Clement Attlee

Attlee voksede op i et velstående sagførerhjem i London og blev uddannet ved universitetet i Oxford. Han påbegyndte en karriere som sagfører (barrister) efter afsluttet uddannelse, men blev tidligt han optaget af socialt arbejde i Londons fattige East End og sluttede sig i 1908 til det nydannede og socialistisk og pacifistisk orienterede parti Independent Labour Party. Efter at have deltaget som officer med rang af major i 1. verdenskrig fortsatte Attlee sit sociale engagement i lokalpolitik, og i 1922 blev han valgt til Underhuset for valgkredsen Limehouse i Østlondon.

Attlee havde nogle mindre ministerposter i Labourregeringerne 1924 og 1929-1931 og bevarede trods Labours valgnederlag i 1931 sit mandat i Underhuset. Han blev hurtigt en lederskikkelse og efterfulgte i 1935 George Lansbury som partileder.

Som partileder gennem 1930'erne stod Attlee, på linje med Winston Churchill, for en stadigt stærkere anti-appeasement-politik i forhold til Adolf Hitlers konstante provokationer og afprøvning af grænser på det europæiske kontinent. Dog modsatte han i starten af 1930'erne oprustning af det britiske luftforsvar.

Efter udbruddet af 2. verdenskrig indtrådte han i maj 1940 i Winston Churchills nationale samlingsregering, i hvilken han i 1942 blev vicepremierminister. Under krigen tog Attlee sig i høj grad, i samarbejde med andre fremtrædende Labourpolitikere, sig af indenrigspolitikken, herunder rustningsindustrien, mens Churchill fokuserede på de militære aspekter af krigen og samarbejdet med Storbritanniens allierede.

Labours store valgsejr i 1945 (393 mandater til Labour mod 213 til Winston Churchills Konservative) efter krigens ophør bragte ham i spidsen for en Labourflertalsregering, som så det som en primær opgave at bekæmpe de såkaldte ’five giant evils’ (fattigsom, arbejdsløshed, sygdom, dårlige boligforhold og dårligt uddannelsessystem). Disse 'sociale onder' blev beskrevet og analyseret i Beveridge-rapporten i fra 1942, navngivet efter den liberale britiske økonom og socialreformator William Henry Beveridge.

Dette førte til omfattende reformer af sundheds- og socialvæsenet samt af uddannelsessystemet og indebar dermed en gennemgribende moderniseringen af den britiske velfærdsstat. Et vigtigt redskab for Labourregeringen var en Keynesiansk økonomisk politik, som bl.a. havde til formål at bruge statsbudgettet til styre den samlede efterspørgsel i samfundet for at sikre en høj beskæftigelse. Nationalisering af en række private virksomheder (kul- og stålindustri, jernbanedrift, luftfart m.m. samt den engelske centralbank, Bank of England) var et vigtigt element i denne politik.

I 1947 var Attlee som premierminister ansvarlig for den måde briterne trak sig tilbage fra dets koloni i Indien og dermed for oprettelsen af to nye selvstændige lande Indien og Pakistan.

Efter De Konservatives valgsejr i 1951 fortsatte han som oppositionsleder. Da han i 1955 trak sig tilbage, blev han adlet og indtog sin plads i Overhuset som Earl Attlee of Walthamstow.

Med sin baggrund var Attlee en atypisk lederskikkelse i datidens Labourparti. I samtiden betragtede mange ham som farveløs. Han var ikke nogen stærk public relations politikker (hvilket betød mindre i hans samtid) og manglede således hans samtidige Winston Churchills karisma. Men han var en stærk politiker, når det drejede sig om at få gennemført og udført de politiske beslutninger hans regeringer kollektivt tog. Hans lederevner var uomtvistelige og målbevidste. Clement Attlee ligger begravet i Westminster Abbey.

• Storbritanniens premierministre
• Storbritanniens historie fra 1945
• Labour
• Beveridge-rapporten