Hippolyt

Der findes også overleveringer fra de første kristne århundreder om adskillige martyrer og bekendere, der hed Hippolyt. En Hippolyt, der var presbyter i Rom, skal være blevet eksileret til Sardinien, hvor han døde år 235. En anden presbyter Hippolyt blev martyr omkring år 258 og begravet ved Via Tiburtina i Rom, desuden var der fra Rom den græske martyr Hippolyt, død omkring 257, og soldaten Hippolyt, død 258. I et latinsk digt af Prudentius om martyren Hippolyt kan vi allerede se, hvordan nogle af disse personer er blevet sammenblandet. Endelig skal der have eksisteret en biskop og martyr Hippolyt i Roms havneby Portus. Men der kendes også andre martyrer ved navn Hippolyt fra andre dele af Romerriget.

Euseb og Hieronymus fortæller begge, at Hippolyt udarbejdede en “påskekanon”, dvs. en beregningstabel for, hvornår påsken faldt, ordnet i 16-årige påskecykler. Deres oplysninger må skulle forstås sådan, at påskekanonens første del anførte de tidligere datoer for, hvornår på året påskefesten var faldet, indtil kejser Alexander Severus’ første regeringsår, dvs. år 222, mens dens anden del tog udgangspunkt i samme år og udregnede så de fremtidige datoer for festen indtil år 333.

I Rom, sandsynligvis tæt på Via Tiburtina, fandt man i 1551 en torso af en marmorstatue, der forestillede en menneskelig skikkelse siddende i en stol. I stolens venstre og højre sider var der hugget en påskekanon og i soklen en række kristne bogtitler. Da påskekanonen netop begyndte år 222 og fortsatte til 333, antog renæssancens lærde i Rom, at der var tale om en statue af Hippolyt, og de tilføjede arm og skægget hoved. Det er da også mest sandsynligt, at påskekanonen er identisk med eller inspireret af Hippolyts påskekanon.

Tavlen i højre side beregner den jødiske påskefest, og her har ophavsmanden haft problemer med at sammenholde den jødiske månekalender og den romerske solkalender, hvilket betyder, at beregningerne kun ville være nogenlunde rigtige i de nærmeste år efter 222 – hvilket igen viser, at indskriften netop stammer fra omkring 222. Tavlen i højre side angiver, hvornår de nærmeste søndage ville falde efter den jødiske påskefest – ophavsmanden var altså ikke quartodecimaner, men tilhænger af at holde festen påskesøndag. Bogtitlerne er meget omdiskuterede – da der ikke står forfatternavne ved dem, stammer de antageligt fra en enkelt forfatter; adskillige af dem svarer også omtrentligt til kendte titler på Hippolyt-værker, men en stor gruppe er ellers ukendte og udgør et mysterium.

I 1853 foreslog J.J.I. von Döllinger, at Hippolyt havde været identisk med den anonyme presbyter i Rom, der forfattede Refutatio omnium haeresium og desuden med bekenderen Hippolyt, der var død på Sardinien, og som efter Döllingers opfattelse var den samme, der var blevet begravet ved Via Tiburtina, hvor han havde været presbyter, og hvor hans statue var blevet fundet. Denne teori blev uhyre udbredt, men selv om den stadig har tilhængere, er den blevet overbevisende kritiseret: Refutatio nævnes ikke i noget katalog over Hippolyts værker eller i indskriften på statuen, og stilistisk er Refutatio helt forskelligt fra Hippolyts egentlige værker: Selv om begge forfattere var engagerede i bekæmpelsen af “hæresierne”, er Refutatio’s forfatter selvbevidst, aggressiv og med stort kendskab til den græske filosofi, mens Hippolyt skriver i en personligt from og opbyggelig prædikenagtig stil og er uden særlig interesse for filosofi, men med et stærkt engagement i apokalyptisk eskatologi.

I 1975 påviste den italienske klassiske arkæolog Margherita Guarducci, at statue-torsoen, som man havde fundet i 1551, må have været en kvindestatue – men derfor bliver det et mysterium, hvorfor antikke kristne huggede indskrifter i netop denne statue. Bogtitlernes mulige sammenhæng med Hippolyt er også et åbent spørgsmål. Blandt dem finder vi også titlerne Den apostolske tradition og Om nådegaverne, eller måske kun én titel (Den apostolske tradition om nådegaverne). Denne titel har man identificeret med en tidlig kirkeordning af afgørende betydning for den kristne liturgihistorie og tillagt Hippolyt. Der nævnes også en Krønike blandt bogtitlerne på statuen, som man har identificeret med en bevaret krønike, der er forfattet år 235. Men opløsningen af den traditionelle Hippolyt-teori betyder, at Refutatio, Den apostolske tradition og Krøniken må behandles i anden sammenhæng.

Vi ved altså ikke, hvor Hippolyt var biskop, men sandsynligvis i den østlige del af Romerriget. Fotios hævder, at han var en elev af Irenæus, og det kan være rigtigt. Hieronymus havde læst en prædiken af Hippolyt, hvori denne selv nævnte Origenes som en af sine tilhørere – begivenheden kan have fundet sted på en af Origenes’ rejser – og Hieronymus hævder, at det var Hippolyt, der inspirerede Origenes til også at skrive bibelske kommentarer. Meget mere kan ikke siges om Hippolyts liv med nogen grad af sikkerhed.

Af Hippolyts antihæretiske forfatterskab er der bevaret et længere fragment mod den modalistiske hæretiker Noetos, der havde virket i Smyrna omkring år 230; måske er det en del af en længere tekst “mod alle hæresier”, der både nævnes i Eusebs og Hieronymus’ Hippolyt-kataloger, og som refereres i Fotios’ værk Bibliotheke, hvor den ser ud til at have foreligget som epitome og kaldes en Syntagma (kompilation) mod 32 hæresier. Formodentlig har denne Syntagma desuden været kilde for flere andre forfattere, der senere skrev mod hæretikere, herunder Epifanios’ Panarion og pseudo-Tertullian, der bl.a. beskrev den hæretiske gruppe kainitterne.

På det græske originalsprog er der også bevaret en hel traktat Om Antikrist. Hippolyt forbinder passagerne om Antikrist i Det Nye Testamente med en allegorisk fortolkning af passager i Det Gamle Testamente og tegner på dette grundlag et billede af Antikrist som både modstander og efterligner af Kristus; de nærmere omstændigheder ved hans komme skildres ud fra synerne i Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring.

Ellers gælder det, at der i det store og hele kun er bevaret fragmenter af de græske originaler, men så meget des mere i oversættelser til latin, syrisk, koptisk, arabisk, ethiopisk (ge‘ez), armensk, georgisk og kirkeslavisk. Den genre, som Hippolyt særligt ser ud til at have benyttet, var den bibelske kommentar, der tidligere var blevet dyrket af gnostikere som Basilides og Herakleon; Hippolyt var her pioner blandt de tidlige ortodokse forfattere.

Hippolyts Kommentar til Daniels Bog er i sin helhed bevaret på kirkeslavisk, men størstedelen af den græske tekst foreligger også som fragmenter. Det fremgår af denne kommentar, at forfatteren skriver midt under en igangværende romersk forfølgelse af de kristne, og det forklarer, hvorfor han, i sammenhæng med en fortolkning af de fire kongeriger i Daniel 2 and 7 som de babyloniske, persiske, græske og romerske riger, skildrer Romerriget negativt som et redskab for Satan, idet han i forbindelse med Lukasevangeliets fortælling om, at Jesus blev født under kejser Augustus, opstiller en modsætning mellem at være romersk og at være kristen. Dermed adskiller han sig fra samtidige og senere kristne forfattere som Melito af Sardes, Origenes og Euseb, der i stedet benyttede sammenfaldet mellem den første kejser og Jesus til at hævde en frelseshistorisk sammenhæng mellem Romerrige og kristendom og dermed ideologisk forberedte perioden fra og med Konstantin den Store.

Hippolyts Kommentar til Højsangen er kun bevaret i sin helhed i georgisk oversættelse; der er tale om en allegorisk fortolkning, hvor Kristus er brudgommen og Kirken bruden. Lidt senere er Origenes’ allegoriske kommentar, hvor bruden er sjælen (bruden som sjælen nævnes dog også af Hippolyt). Dermed indledes to kristne fortolkningstraditioner i forhold til Højsangen, som skulle eksistere lige til moderne tid, hvor Højsangens erotiske billeder enten drejede sig om kirken eller om sjælens mystiske stræben.

Der er også bevaret kortere kommentarer til enkelte bibelske passager og fragmenter af mange andre kommentarer – for ikke at tale om titlerne på forsvundne Hippolyt-værker, som nævnes i Eusebs og Hieronymus’ kataloger.