Josef Stalin

Josef Stalin blev født som Iosif Vissarionovitj Dzjugasjvili i Gori i det centrale Georgien, hvor han voksede op under yderst beskedne kår. Efter at have studeret ved præsteseminariet i den georgiske hovedstad Tbilisi i 1894-1899 blev han involveret i revolutionært undergrundsarbejde i Transkaukasien, fra ca. 1904 som tilhænger af socialdemokratiets bolsjevikiske fløj. Han måtte dog tilbringe lange perioder i fængsel og i eksil i Sibirien.

Stalin var gift to gange. Med sin første hustru Jekaterine Svanidze (1885-1907) fik han sønnen Jakov (1907-1943), og med sin anden hustru Nadjezjda Allilujeva (1901-1932) fik han sønnen Vasilij (1921-1962) og datteren Svetlana.

Ved Vladimir Lenins tilbagekomst til Rusland i april 1917 tilsluttede Stalin sig hans revolutionære politiske linje og lagde dermed afstand til sin tidligere støtte til landets nye Provisoriske Regering.

Selvom Stalin var medlem af den bolsjevikiske ledelse og medredaktør af partiavisen Pravda, spillede han ikke nogen hovedrolle under Oktoberrevolutionen i 1917. Da han tidligere havde markeret sig som en slags specialist på nationalitetsområdet, fik han imidlertid posten som kommissær (dvs. minister) for nationalitetsanliggender i den ny sovjetregering.

Stalin gik i teorien ind for folkenes selvbestemmelsesret, men som kommissær arbejdede han i praksis på at skabe en ny centralstat, der gav de ikke-russiske nationaliteter et meget beskedent spillerum. Under Den Russiske Borgerkrig i 1918-1920 varetog han endvidere en række vigtige militære og organisatoriske opgaver både ved fronten og i Moskva.

Stalins karriere tog et afgørende spring fremad, da han i 1919 blev medlem af Kommunistpartiets ledelsesorganer, Politbureauet og Organisationsbureauet, og da han i april 1922 udnævntes til partiets generalsekretær. Med denne udnævnelse fik han kontrol med partiapparatet, som snart udviklede sig til sovjetsystemets egentlige magtcenter, bl.a. fordi det varetog alle vigtige ansættelser i parti og stat, ligesom det var generalsekretærens opgave at forberede dagsordnerne til politbureauets møder.

I sit såkaldte testamente fra årsskiftet 1922-1923 havde Lenin advaret mod Stalin, der bedømtes til at være "for grov" til at være en leder af partiapparatet, men efter Lenins død i januar 1924 kunne generalsekretæren skridt for skridt udmanøvrere andre ledende bolsjevikker som Trotskij, Zinovjev, Bukharin og Rykov.

Kampen drejede sig både om, hvem der skulle efterfølge Lenin, og hvilken kurs partiet skulle vælge i fremtiden. Med tesen om "socialisme i ét land" var Stalin blandt dem, der anså det for muligt at opbygge socialismen i det tilbagestående Rusland, selvom den forventede internationale revolution i de avancerede industrilande ikke så ud til at være umiddelbart forestående. Gennem en årrække støttede han også den af Lenin lancerede nye økonomiske politik, NEP, som hvilede på en blanding af socialistiske og kapitalistiske elementer.

I 1928-1929 lagde Stalin imidlertid grunden til en ny revolutionær samfundsomvæltning, der fandt udtryk i en tvangsmæssig kollektivisering af landbruget og en forceret og centralstyret industrialiseringspolitik, baseret på total nationalisering og et altomfattende planøkonomisk system. Samtidig blev der iværksat en massiv ensretning af kultur- og samfundsliv og en voldsom dyrkelse af Stalin som verdenskommunismens og Sovjetstatens nye "leder" eller "fører".

Kollektiviseringen udløste borgerkrigslignende tilstande i landdistrikterne og var en væsentlig del af forklaringen på den frygtelige hungersnød, der ramte Sovjetunionen i 1932-1933, særligt i Ukraine. Den katastrofale kurs gjorde på den ene side Stalin sårbar; på den anden side formåede han at udnytte situationen til yderligere at konsolidere sit styre gennem en ekstrem volds- og tvangspolitik, der lagde grunden til et uantasteligt personligt diktatur, hvor statens og Kommunistpartiets officielle ledelsesorganer stort set blev sat ud af spillet til fordel for Stalin selv og hans nærmeste rådgivere. Det vigtigste magtapparat var fra da af Stalins personlige sekretariat og det af ham kontrollerede hemmelige partikancelli. Med basis her og i statssikkerhedstjenesten NKVD blev der i anden halvdel af 1930'erne gennemført voldsomme udrensninger i parti- og statsforvaltningen, militæret og Den Kommunistiske Internationale, Komintern. En række af Stalins tidligere rivaler blev dømt til døden ved de såkaldte Moskvaprocesser, og millioner af almindelige borgere blev enten skudt eller anbragt i Sovjetstatens enorme netværk af fængsler og tvangsarbejdslejre (GULag) under kulminationen af Den Store Terror i 1937-1938.

Blandt historikere var der tidligere en strid om, i hvilken grad terroren blev planlagt og styret af Stalin personligt; med de seneste vidnesbyrd fra russiske arkiver kan der imidlertid ikke længere herske tvivl om, at initiativet og ansvaret lå hos ham.

I det hele taget bar alle væsentlige politiske afgørelser Stalins stempel. Det var ham, der var den drivende kraft bag de interne samfundsforandringer, og det var ham, der afstak den udenrigspolitiske kurs. Han var derfor også umiddelbart ansvarlig for den skæbnesvangre Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt af 23. august 1939 og for fejlvurderingerne forud for det tyske overraskelsesangreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941.

Men det hører ligeledes med til billedet, at Sovjetunionens endelige sejr i 2. Verdenskrig i væsentlig grad var bestemt af den forcerede industrialiserings- og rustningspolitik, der blev igangsat med Stalinrevolutionen i 1930'erne. For mange sovjetborgere blev Stalin, der fra 1941 tillige var statsminister, under alle omstændigheder det centrale symbol på nationens ubrydelige forsvarsvilje under "Den Store Fædrelandskrig".

Med krigens afslutning i 1945 var vejen banet for en udvidelse af Sovjetunionens indflydelsessfære i Østeuropa (se Jaltakonferencen og Potsdamkonferencen). Stalins mål var utvivlsomt at maksimere denne indflydelse, men han handlede i begyndelsen relativt forsigtigt og næppe efter en på forhånd fastlagt plan. Fra sidst i 1940'erne blev der imidlertid iværksat en gennemgribende stalinisering af de østeuropæiske lande bortset fra Jugoslavien, hvor forbundspræsidenten Josip Tito bød Stalin trods.

Efter alt at dømme regnede Stalin med, at den interne økonomisk-sociale udvikling i de vesteuropæiske lande også ville styrke kommunismen der, men han havde næppe umiddelbart til hensigt at støde yderligere frem militært i Vesteuropa. Hvor det forekom opportunt, var han dog ikke imod brugen af militærmagt til støtte for kommunismens videre udbredelse; han forhåndsgodkendte således givetvis det kommunistiske Nordkoreas angreb på Sydkorea i 1950.

Internt i Sovjetunionen gennemførte Stalin efter krigen en ny politisk stramning, der bl.a. udmøntede sig i en ny række udrensninger og ideologiske kampagner. Hans styre blev imidlertid mere og mere forstenet, og han selv forekom i stigende grad at være offer for sin egen politiske paranoia. Han døde i marts 1953, netop som en ny terrorbølge syntes at være på vej.

Marxismen-leninismen blev officielt betegnet som en "videnskabelig" verdensanskuelse. Med basis i dette postulat blev Stalin hyldet ikke alene som epokens mest fremtrædende marxistiske teoretiker, men også som "videnskabens største koryfæ". Konsekvenserne var særdeles mærkbare for den sovjetiske forskning, som foruden den almindelige censur jævnligt måtte lægge ryg til Stalins direkte eller indirekte indgriben.

I 1930'erne stillede diktatoren således krav om, at den sovjetiske historievidenskab skulle forlade den økonomisk-sociologisk orienterede linje, der havde domineret i det foregående årti. For fremtiden skulle forskerne i stedet lægge hovedvægten på nationale temaer og statens og personlighedens rolle i historien.

I 1950 kom sprogvidenskaben under behandling i en række "lingvistikbreve" fra Stalins egen hånd. Her gjorde han op med den sovjetiske sprogforsker Nikolaj Marrs yderst fantasifulde teorier, der hidtil havde været betragtet som god, marxistisk-leninistisk latin af sovjetstyret, mens han omvendt gav den traditionelle sammenlignende sprogvidenskab sin velsignelse. Samtidig fremhævede han endnu en gang den nationale faktors betydning.

Undertiden var det seriøse forskere, undertiden de rene charlataner, der fik Stalins støtte. Blandt de sidste var biologen og agronomen Trofim Lysenko, der havde lovet at udrette mirakler i landbruget, men i praksis anrettede ubodelig skade.

Stalins egen videnskabelige indsats hævdedes i almindelighed at være særdeles vidtspændende. Det var således helt i tidens ånd, da hans personlige sekretær Aleksandr Poskrjobysjev i en hyldesttale i 1949 forkyndte, at "kammerat Stalin i mange år har studeret dyrkningen af citrusfrugten ved Sortehavskysten og i praksis vist, hvordan man kan fremavle frostbestandige citronsorter".

• stalinisme
• planøkonomi
• GULag
• Ruslands historie 1917-1945
• Ruslands historie 1945-1991