LeBron James valgte i 2018 at skifte til Los Angeles Lakers i free agency. Los Angeles Lakers er et af de mest vindende hold i NBA og har tidligere haft store stjerner som Kareem Abdul-Jabbar, Magic Johnson og Kobe Bryant på holdet.
Men Los Angeles Lakers var ikke helt på samme niveau som tidligere. I LeBron James' første sæson missede holdet playoffkampene, hvilket fik Lakers til at trade sig til superstjernen Anthony Davis (f. 1993) forud for sæsonen 2019/2020, der var præget af Kobe Bryants tragiske død den 26. januar samt corona-krisen. Det betød, at afslutningen af sæsonen blev spillet i NBA-boblen, der var et lukket område kun for spillerne.
Her lykkedes det Los Angeles Lakers at gå hele vejen til finalerne mod Miami Heat. Over seks kampe lykkedes det Lakers at vinde 4-2, hvilket resulterede i LeBron James' fjerde og foreløbige sidste NBA-titel.
I de efterfølgende år er LeBron James nået med i slutspillet, men røget ud før finalerne. I 2023/2024 lykkedes det LeBron James og Los Angeles Lakers at vinde den første NBA In-Season Tournament. LeBron James blev MVP trods sine 38 år.
I 2024 fik Los Angeles Lakers tilføjet Bronny James (f. 2004) til holdet via draften. Det er LeBron James' søn, og dermed var den første far-søn-duo skabt i ligaens historie. De to spillede sammen i den første kamp i 2024/2025-sæsonen.
I løbet af 2024/2025-sæsonen blev LeBron James holdkammerat med superstjernen Luka Doncic, der kom til efter et kontroversielt trade. Duoen gav Los Angeles Lakers lidt medvind i grundspillet, men i slutspillet røg de ud i første runde til Minnesota Timberwolves.
Året efter spillede LeBron James en lidt mere tilbagelænet rolle hos Los Angeles Lakers. Han var i perioder holdets tredje option efter Luca Doncic og Austin Reaves (f. 1998), og han sluttede sæsonen med et gennemsnit på 20,9 point per kamp. Det var samme tal, han nåede i sin rookie-sæson.
Da Los Angeles Lakers nåede frem til slutspillet, var holdet dog plaget af skader hos både Reaves og Doncic, hvilket betød, at LeBron James i perioder overtog det meste af ansvaret igen. Anført af LeBron vandt Lakers første runde mod Houston Rockets med 4-2, men kunne ikke stille noget op mod Oklahoma City Thunder i conference-semifinalerne, som blev tabt 4-0.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.