Cohen havde tidligt spillet guitar i et country & western-band, og i perioden omkring udgivelsen af Beautiful Losers begyndte han at sætte musik til nogle af sine digte. Han optrådte for første gang som visesanger på The Newport Folk Festival i 1966, stærkt tilskyndet af folkemusikeren Judy Collins.
I 1968 udsendte han sin første lp Songs of Leonard Cohen, hvor han bl.a. præsenterede sangen Suzanne, der blev en klassiker og indspillet af talrige andre kunstnere. I 1970 deltog han i Isle of Wight-festivalen (udgivet på cd og dvd i 2009).
Cohen udsendte bl.a. Songs from a Room (1969) og Death of a Ladies' Man (1977), produceret af Phil Spector. I 1984, da han udsendte Various Positions med den senere klassiker Hallelujah, var han nede i en bølgedal, og Columbia ville kun udsende albummet i Europa og Canada, hvor han havde et trofast publikum, men ikke i USA.
I 1987 lykkedes det efter meget besvær hans tidligere korsanger Jennifer Warnes (f. 1947) at indspille et album med Cohen-sange, Famous Blue Raincoat, hvor hun bl.a. lancerede First We Take Manhattan. Efter denne håndsrækning kunne Cohen vende succesrigt tilbage med I'm Your Man (1988) og The Future (1992) og har siden haft en stabil pladekarriere, også med udgivelser af koncertoptagelser, bl.a. Live in London (2009) på både cd og dvd fra en turné i 2008, der også bragte ham til Danmark.
I 2010 var der premiere på en rekonstruktion af den britiske dokumentarist Tony Palmers film om Cohens turné 1972 til Europa og Israel, Bird on a Wire, som vakte international opmærksomhed med sin nuancerede skildring af den usikre begynder, der allerede var mere givende over for sit publikum end nogensinde senere. Efter en række koncertudgivelser udgav Cohen i 2012 Old Ideas, det første album i otte år med lutter nye sange. Kørt før sin død udsendte han i 2016 det kritikerroste album You Want It Darker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.