Image
Mestersvig, luftfoto, september 2026
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Mestersvig er en militær station i Nordøstgrønland. Her ligger den arktiske station Station Mestersvig, der bl.a. yder logistisk støtte til patruljetjenesten Sirius. I 1952 blev der anlagt en flyveplads i Mestersvig; den holdes stadig åben.

I årene 1956-1963 blev der brudt store mængder bly- og zinkmalm i Mestersvig; da minen var tømt, blev minebyen lukket ned.

Mestersvig ligger ved Mesters Vig i Nationalparken i Nord- og Østgrønland på sydsiden af Kong Oscar Fjord 200 km nordøst for Ittoqqortoormiit (Scoresbysund).

Station Mestersvig

Image
Den arktiske station Mestersvig, 2025.
Mestersvig
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Station Mestersvig er en af Forsvarets stationer i Grønland. Stationen er en del af Stations- og Patruljetjenesten Grønland, der ligger under Arktisk Kommando.

Station Mestersvig støtter suverænitetshævdelse, fører tilsyn med ekspeditioner og yder støtte til overvågning, forskning og beredskab.

Ligesom stationerne Grønnedal (Sydvestgrønland) og Station Nord (Nordgrønland) er Mestersvig bemandet med stationsspecialister.

Mineralforekomster

Området er kendt for sin forekomst af bly- og zinkmalm, der blev opdaget i 1948 af Lauge Koch. Den består af kvartsårer, der skærer palæozoiske sedimenter og indeholder mineralerne galena (blyglans) og sphalerit (zinkblende). Mineraliseringerne er afsat af varmt cirkulerende vand i jordskorpen, såkaldte hydrotermale mineraliseringer, i forbindelse med de tertiære Werner Bjerge-intrusioner.

Minedrift

Nordisk Mineselskab A/S brød i årene 1956-1963 bly- og zinkmalmen, som indeholdt 12 % bly og 10 % zink. Da minen var tømt, var der udskibet 58.000 ton bly- og 75.000 ton zinkkoncentrat. Det havde indbragt 107 mio. kr., mens anlægs- og driftsudgifter havde været 99 mio. kr.

Et nystiftet selskab, Arctic Mining Co. A/S, fik i 1961 koncession på at udnytte en betydelig molybdænforekomst (se Malmbjerget) i området, men brydningen kom aldrig i gang.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig