Naxos

Regionalenheden Naxos er ifølge Kallikratis-reformen af den 1. januar 2011 opdelt i to kommuner med en permanent befolkning på 22.539 (2021). Befolkningen i kommunerne fordeler sig således:

• Amorgos med 1961 indbyggere (2021)
• Naxos og en række små kykladiske øer med 20.578 indbyggere (2021)

En bjergkæde dominerer øens østlige del med det højeste punkt i Zeusbjerget (1001 m). Øens vestlige side, hvor bosætningen er koncentreret, har mange sandstrande og ligger i læ af øen Paros. Naxos har frodige, kunstvandede dale, hvor der dyrkes oliven, druer, citrusfrugter, hvede og grøntsager. Eksportvarer er smergel, marmor, hvidvin, olivenolie, ost og citronlikør, men turismen er øens vigtigste indtægtskilde. Naxos har en række tempelruiner fx for Dionysos og Demeter, arkæologiske museer, byzantinske kirker og klostre.

Øens hoved- og havneby hedder også Naxos. Den har ca. 7000 indbyggere (2011). Naxos by ligger for foden af en høj, der domineres af en venetiansk borg fra 1200-tallet og den katolske domkirke fra 1200-tallet. Den gamle bydel er karakteristisk kykladisk med traditionelle hvidkalkede huse og snævre gyder blandet med venetianske adels- og borgerhuse. Syd for byen findes kilometerlange sandstrande og en moderne lufthavn.

I det 3. og 2. årtusinde f.v.t. var Naxos et center for kykladisk kultur: De mange kykladeidoler i naxisk marmor viser, at øen var en af hovedproducenterne. I flere af øens marmorbrud ved landsbyerne Melanes og Apollon er fundet ufærdige storskulpturer fra 500-tallet f.v.t., blandt andet en 10 m høj kuros, som viser, at traditionen fortsatte. Af den arkaiske by er der fundet flere rester, blandt andet af en endnu stående dørkarm, 7,9 m høj, fra et jonisk Apollon-tempel, der stammer fra ca. 530 f.v.t.

Naxos var i oldtiden en selvstyrende bystat. Under tyrannen Lygdamis dominerede Naxos alle de omkringliggende øer, men dets imperium blev opløst ved Lygdamis' fordrivelse omkring 525 f.v.t.

Efter det 4. korstog etableredes i 1207 et hertugdømme med centrum på Naxos, der også omfattede de omkringliggende øer. Det var formelt et len under den latinske kejser i Konstantinopel, og dette forhold bevaredes til de titulære kejsere efter det latinske kejserdømmes fald i 1261. Reelt forblev Naxos en selvstændig stat med italienskfødte fyrster helt frem til den osmanniske erobring i 1566.

• Kykladerne
• Den Sydægæiske Region
• Delos
• kykladisk kultur
• Carl Rottmann