Beliggenheden nær Østersøkysten har været afgørende for Rostocks udvikling og lagt grunden til velstand; bl.a. har byen en vigtig havn med værft samt fødevare- og fiskeindustri.
Universitetet (grundlagt 1419) var det første i Østersøregionen og havde i begyndelsen også mange skandinaviske studerende. Det spiller i dag en central rolle for byen og hele delstaten.
Efter 2. Verdenskrig var Rostock DDR's "port til verden". Byen blev genopbygget og udvidet med ni satellitbyer i beton. Havnen, værfterne og industrien blev ligeledes udvidet.
Efter genforeningen i 1991 fik mange virksomheder på trods af nye investorer økonomiske problemer. Rostock mistede ca. 20 % af indbyggerne på grund af høj arbejdsløshed, fraflytning og lav fødselsrate, men indbyggertallet er begyndt at vokse igen.
I august 1992 udbrød der racistiske optøjer i forstaden Lichtenhagen, hvorunder en ejendom, der husede flere flygtninge, blev stukket i brand.
Den forfaldne nordlige Altstadt har undergået en omfattende sanering. Den maleriske nordlige bydel Warnemünde er på grund af sine strande et yndet udflugtsmål.
Mellem Rostock og Gedser eksisterer en færgeforbindelse, der i årene 1903-1995 var rygraden i en direkte togforbindelse mellem København og Berlin. Der er også færgeforbindelse til Trelleborg i Sverige.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.