Fra at have været begreber, som kun folkeopdragerne, de intellektuelle og forskerne anvendte, er folkedans og folkemusik i løbet af 1900-tallet blevet betegnelser, som anvendes af de udøvende selv. I takt med bondesamfundets overgang til industrisamfund har også dansens sociale funktion og rituelle betydning ændret sig. Mange steder i Europa danser man stadig ved bryllupper og på udvalgte festdage, men i i dag er det oftest dansens underholdningsværdi og glæden ved at danse, som gør, at visse danse stadig danses.
Brudevalsen er nok det nærmeste, man kommer en fælles folkelig dansetradition i Danmark i dag: intet bryllup uden brudevals, uanset social status. Generelt er det dog ikke længere en social forpligtelse at danse på bestemte tidspunkter i forbindelse med årets og livets gang. I det moderne samfund er folkedans blevet én blandt mange fritidsbeskæftigelser.
Siden 1960'erne har der været stigende bevidsthed om nationalromantikkens brug og misbrug af udvalgte samfundslags kulturelle udtryksformer, herunder dans og musik. Derfor vælger mange forskere at erstatte ordet folkedans med det mindre værdiladede begreb traditionel dans. I dag lever størstedelen af verdens befolkning i komplekse samfund med multikulturelle påvirkninger. Mennesket har vænnet sig til at skifte mellem forskellige kulturelle og sociale miljøer i hverdagen, mellem forskellige genrer og stilarter, herunder også egne og andre landes og kulturers danse. På denne baggrund opstår der til stadighed nye dansemiljøer i et frugtbart samspil mellem nyt og gammelt og med impulser udefra.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.