kuratering

For den kritiske museologi kan kuratering imidlertid have en radikal demokratisk handlekraft, der kan udfordre og forny museets samlinger, kategoriseringer og historieforståelse og organisere mere lige, retfærdige og frie offentligheder. Museet kan fungere som et offentligt demokratisk forum, hvor en borgerlig-demokratisk orden ikke blot repræsenteres og opretholdes, men udfordres, afsløres og genskabes som et bedre og mere demokratisk system.

Et godt eksempel på en udstilling, der udfordrer det moderne, demokratiske museumsrum, er Modellen: Palle Nielsen på ARKEN fra 2014 (oprindeligt vist i Moderna Museet i Stockholm i 1968). I udstillingen på ARKEN kurateres Palle Nielsens kunstinstallation som en stor byggelegeplads, der skaber plads til børns leg og de spontane møder og uforudsigelige situationer, som opstår i legen. Byggelegepladsen er udstyret med materialer og redskaber såsom udklædningstøj, papir, sakse, maling, pensler, m.m., som børnene kan benytte sig af, fx til at male på vægge og gulve med. Udstillingen sætter scenen for en ny demokratisk samtale om fremtidens museum, hvor legen og børnenes stemme får en ny politisk styrke.

I et kritisk kuratorisk perspektiv har museet et etisk ansvar for at bidrage til dannelsen og myndiggørelsen af nye, mere lige, diverse og frigjorte offentligheder af museumsbrugere og samfundsborgere.

Et andet eksempel på, hvordan kuratering kan bruges som en radikal demokratisk praksis, der kan udfordre, afsløre og potentielt forny samfundets liberale-demokratiske orden, er projektet Skjulte Danmarkshistorier (2017) på Forsorgsmuseet i Svendborg.

Den kritiske museologi peger på, at kuratering imidlertid også kan forme alternative fortællinger, der gør op med museets dominerende historie-, natur-, kunst- og kultursyn. En kritisk kuratorisk praksis kan på den måde give plads til andre historier og måder at tænke, leve og organisere et samfund på.

I disse år ønsker mange museer at dekolonialisere deres samlinger, udstillinger og øvrige formidlingspraksisser. De ønsker at forny den viden og de kategoriseringer og fortællinger, museerne skaber. Det ses bl.a. gennem repatriering, men det kan også ses ved en dekolonial udstillingspraksis, der ønsker at væve alternative historier ind i den eksisterende nationale fortælling. Dermed kan udstillingerne bidrage til en forhandling om, hvordan historien kan skrives på ny og på forskellige måder.

Et godt eksempel på en sådan kuratorisk praksis finder man i Manchester Museum i England. Decolonise! (2025) er en kurateret vandring, som fører de besøgende på en rejse gennem museets samlinger, der fortæller otte historier om kolonialisering, racisme, kolonial vold og homofobi. Decolonise! inviterer de besøgende til med et kritisk blik på udstillingerne at reflektere over spørgsmål som: Hvordan er samlingerne på dette museum endt her? Hvilke historier bliver fortalt på tværs af udstillingerne? Hvordan former museer vores forståelse af verden? Medarbejderne på Manchester Museum ønsker at invitere de besøgende med i en kollektiv undersøgelse og refleksion over museets arv fra imperietiden og dermed fremme demokratiske værdier som antiracisme, lighed og social retfærdighed.

Økokritisk kuratering er stadig en relativt ny og uudforsket museumspraksis. Økokritisk kuratering er ikke én metode. Det er en tværfaglig tilgang, der er drevet af en dybere forståelse af, hvordan fx kunst, litteratur, design, arkitektur og naturvidenskab kan informere og inspirere til nye måder at forstå menneskets relation til vores naturlige omgivelser på, og hermed også de globale økologiske kriser, vi står midt i.

Økokritikken er optaget af virkelige samfundsproblemer og indeholder en lang række teoretiske positioner og analytiske tilgange. Økokritikken har sin oprindelse i litteratur- og kulturstudier. En økokritisk kuratorisk praksis vil ofte søge at blive klogere på de kulturelle fortællinger, normer, forestillinger, værdier og følelser, med andre ord de kulturhistoriske kræfter, som har formet og drevet menneskets forhold til naturen de sidste århundreder.

I disse år begynder man at se eksempler på økokritiske udstillinger på både kunst-, kultur- og naturhistoriske museer. Disse udstillinger kombinerer klima- og miljøvidenskabens data med et håb om, at kunstens og kulturens engagement i klima- og miljøspørgsmål kan skubbe på et fundamentalt kulturelt skift i vores forståelse af og interaktion med naturen.

En tværfaglig kobling af kunsthistorie med naturvidenskab og en kritisk kulturhistorisk tilgang (dekolonial og kønsteoretisk) finder man fx i udstillingen Plantefeber – Verden i vindueskarmen (2025-2026) på kunstmuseerne Ordrupgaard, Den Hirschsprungske Samling og Faaborg Museum. Plantefeber handler om stueplanter, en indendørs natur, som ikke kun pynter i vindueskarmen, men som bærer på tavse historier om kolonitid, klasseskel og kønsroller. Udstillingen ønsker i en tid med globale miljøkriser at sætte et kritisk fokus på vores forhold til stueplanterne, så vi lærer at se på planterne og naturen på nye og mere omsorgsfulde måder.

Et andet eksempel er kunstudstillingen Skovens Tid på Nivaagaards Malerisamling (2026) i Nordsjælland. Skovens Tid undersøger den kulturskov, der omgiver os i Danmark, og hvilken rolle mennesket spiller i dens udformning.

Udstillingen stiller væsentlige spørgsmål, som har både miljømæssig, historisk, kulturel, politisk og æstetisk relevans for os i dag: Hvordan ser fremtidens skove ud? Hvad kræver det af os at skulle leve tættere med naturen efter flere hundrede år, hvor vi rykkede væk fra den? Hvilken rolle spiller kunsten historisk og aktuelt i vores forestillinger om skoven, og helt konkret i de igangværende skovrejsningsprojekter landet over?

Udstillingens titel Skovens Tid refererer til den aktuelle situation i Danmark, hvor skoven skal genetableres for at kompensere for klimaforandringer, forurening af vores have og biodiversitetskrise. Som en del af Den Grønne Trepart er målet, at skovarealet i Danmark skal forøges med 40% inden 2045. Samtidig skal arealet med urørt, vild skov fordobles.

En række tværfaglige formidlingsaktiviteter såsom talks, skovvandringer, koncerter, forfatterforedrag, filmaftener m.m. supplerede udstillingen.

Økokritisk kuratering har ofte en etisk ambition om at samle handlefællesskaber omkring klimakrisens bæredygtighedsproblemer. Økokritiske udstillingsprojekter ønsker samtidigt at styrke demokratiske værdier som retfærdighed, fællesskab, deltagelse og følelsen af ejerskab i forhold til samfundets grønne omstilling. Derved spørger den økokritiske udstilling også ofte til, hvilken rolle museerne kan spille i forhold til at skabe øget opmærksomhed omkring de økologiske kriser og inspirere til håb og klimahandling.

En økokritisk udstilling stiller grundlæggende spørgsmål ved det moderne, naturvidenskabelige verdenssyn. Siden 1700-tallet har det naturvidenskabelige verdenssyn kategoriseret ’natur’ som noget grundlæggende fremmed, anderledes og mindreværdigt end mennesket. Naturen fremstilles ofte som en passiv baggrund eller scene for menneskets sociale og kulturelle aktiviteter eller forstås som en ressource, som mennesket kan udnytte økonomisk.

Et sådant moderne naturvidenskabeligt verdenssyn har forstået og formet naturen ud fra menneskets interesser, værdier og behov – uden at anerkende, at naturen har sin egen eksistens, egne interesser og handlekraft.

Økokritikken peger på, at der ikke længere findes en "ren" natur uberørt af menneskenes sociale liv. Vores miljø består derimod af dynamiske og komplekse netværk, hvor alle livsformer, mennesker og ikke-mennesker (dyr, bakterier, materialer, datasystemer, landskaber), er forbundet og indbyrdes afhængige.

Økokritiske udstillingsstrategier er ofte karakteriseret ved, at de er såkaldt posthumanistiske. Det betyder, at de bryder med det moderne, naturvidenskabelige verdenssyn, som har menneskets interesser, værdier og behov i centrum. I stedet arbejder økokritisk kuratering ofte med “more‑than‑human” perspektiver. Her forstås mennesker, dyr, planter, materialer, mikroorganismer, teknologier og miljøer som indbyrdes forbundne aktører.

Et godt eksempel på en posthuman tilgang til kuratering er kunstudstillingen Lower Lifeforms på Horsens Kunstmuseum (2023) af den dansk/japanske billedkunstner Silas Inoue (født 1981). I Lower Lifeforms udstillede Inoue værker, der skabte miljøer af materielle ’objekter’, såkaldte laverestående livsformer, som svampe, bakterier og mikrober.

Lower Lifeforms viser, hvor tæt mennesket er forbundet med mikroberne, ja menneskets overlevelse afhænger af bakterierne, som er vores mikro-allierede. Jord er ikke bare en ’død’ ressource, der kan udnyttes, men en levende økologi for en mangfoldighed af arter. Jord er et sted for forurening, men også for genopbyggelse, regeneration. Udstillingen viser, hvordan kunsten kan give sanselig form til nye økologiske måder at tænke og leve sammen på, der bygger på en sameksistens mellem mennesker og det mere-end-menneskelige miljø.

Det moderne verdenssyn, som har mennesket i centrum, ses stadig aftegnet i museernes adskillelse af naturhistorien fra kunst- og kulturhistoriske samlinger. Museerne repræsenterer, kategoriserer og kuraterer således det menneskelige og det ikke-menneskelige med hver sin historie og hver sin fremtid.

I et økokritisk perspektiv bør museet gennemgå en grundlæggende økologisering af deres samlinger, fortællinger og praksisser. Museet bør afmontere det moderne, antropocentriske verdenssyn, hvor mennesket er i centrum, og natur og kultur er adskilt. Derfor skal museet gøre op med at kategorisere, bevare, kuratere og formidle naturen gennem stærkt humanistiske og koloniale systemer. I stedet bør museerne gentænke deres samlinger, fortællinger og videnspraksisser og nære omsorg for mere bæredygtige økologiske relationer mellem mennesker, objekter og det mere-end-menneskelige miljø og eksperimentere med alternative former for sameksistens.

Økokritisk kuratering ønsker at adressere de socioøkologiske kriser og transformere de bagvedlæggende naturantagelser, som museerne i deres praksis har været med til at producere og opretholde, for at bidrage til en dybere kulturel transformation af vores samfund og levevis.