Musikteori er videnskabelig undersøgelse af musik og dens elementer. Musikteori er dermed et hovedområde inden for musikvidenskab og musikpædagogik.

Historisk udvikling

Antikkens musikteori var spekulativ. De love, der ved målinger af tonehøjder og intervaller blev fundet og udtrykt ved enkle talforhold, blev indlemmet i en filosofisk verdensforklaring.

Middelalderens teoretikere behandlede i takt med flerstemmighedens udvikling også i stigende grad praktiske og beskrivende sagforhold, fx notationsformer, samklange og stemmeføring.

Musikteoriens discipliner

I forlængelse heraf har musikteorien udviklet en række didaktiske discipliner:Musiklære er elementær musikteori omfattende akustik, notation, tonalitet, intervaller, skalaer, melodi, rytme, klang, instrumenter, satsformer m.m.

Formlære

Formlære er en analytisk disciplin i tilknytning til musikhistorie i form af stil- og værkanalyse.

Instrumentationslære

Instrumentationslære bygger på instrumentlæren og er en del af kompositionslæren.

Harmonilære

Harmonilære er læren om harmonierne (akkorderne) og deres brug i praksis og derfor en satsteknisk disciplin bestående af harmonisk analyse og harmonisering, dvs. flerstemmig udsættelse af melodier.

Kontrapunkt

Kontrapunkt er læren om udformning af melodilinjer i flerstemmig (polyfon) sats og således ligesom harmonilære en satsteknisk disciplin.

Nyere forståelse af musikteori

I nutiden bruges ordet musikteori desuden i betydningen teorier om musik (jf. kunstteori og litteraturteori); nye indfaldsvinkler og problemstillinger af fx æstetisk, sociologisk og psykologisk art har gjort musikteori til et vidtstrakt område for tænkning om musik med inddragelse af begreber fra andre videnskaber.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig