Partitur, (af ital. partitura, af partire 'dele'), musikalsk notationsform, i hvilken de enkelte instrumental- og vokalstemmer er noteret på hvert sit nodesystem under hinanden som en grafisk afbildning af deres indbyrdes tidsmæssige og rytmiske koordination i det samlede musikalske satsforløb. Et partitur i stor størrelse, kaldet opførelsespartitur, udgør et vigtigt redskab for dirigenten; i mindre format kaldes det studie- eller lommepartitur. Til indstudering af kor- og soloværker anvendes som regel klaverpartitur (se klaverudtog) med den akkompagnerende orkestersats transskriberet for klaver. En partiturskitse, hvor forskellige stemmer er sammentrængt på samme nodesystem, kaldes en particel. Siden 1800-t. har standardopstillingen af et orkesterpartitur været (fra oven): træblæsere (fløjter, oboer, klarinetter, fagotter), messingblæsere (horn, trompeter, basuner, tuba), pauker og andet slagtøj, strengeinstrumenter (harpe, orkesterklaver) og strygere (1.- og 2.-violiner, bratscher, celloer og kontrabasser).
Det sker
Olivia Holm-Møller
Den danske maler Olivia Holm-Møller er særligt kendt for sine farverige, ekspressive og figurative malerier. Læs her om hendes kunst og hendes liv.
Mortensaften
Til mortensaften spiser mange and eller gås. Historien om, hvorfor vi spiser mortensgås, blev første gang trykt på dansk i 1616.
Berlinmuren
Berlinmuren adskilte Østberlin fra Vestberlin i årene 1961-1989. Den 9. november er det 37 år siden, muren faldt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.