sanglege

Den tidligste kendte omtale af sanglege i Danmark er fra 1688, men genren stammer formentlig fra middelalderen. Frem til slutningen af 1800-tallet var sanglege en vigtig samlende aktivitet inden for ungdomslavet (de konfirmerede, men endnu ikke gifte). Derigennem fik de unge mulighed for at have både følelsesmæssig og kropslig kontakt imellem kønnene under regelfæstede former, og mange af teksterne afspejler denne funktion.

Henrik Pontoppidan beskriver i sin erindringsbog (1933), hvordan han i hjemmet hos en ven i Randers i 1870'erne "lærte at danse Væve Vadmel, Ræven Rask og andre danske Bondedanse, som de voksne Døtre havde hjembragt fra deres Højskoleophold på Testrup". De mere end 150 sanglegstyper, der da var i brug, havde flertallet paralleller i de andre nordiske lande, og mange kendtes også i det øvrige Europa. Der findes et stort antal individuelle sanglegsmelodier, men en særlig melodiform, der også kendes fra remsesangen, kan findes i mange sanglege, fx i den kendte form af Bro Bro Brille. En anden typer er spørgsmål-svar-sange, hvor typisk to grupper bevæger sig mod og fra hinanden, fx Der kom en mand fra det Røde Hav.

I 1900-tallet blev sanglegene primært en børnetradition såvel i byerne som på landet. Mange af de ældre sanglegstyper gled ud og blev erstattet af nye. I indremissionske kredse, der tog afstand fra baller og dans i almindelighed, brugtes sanglege blandt de unge helt frem til 1960'erne, og der skabtes her mange særlige sanglegstyper. Fra begyndelsen af 1900-tallet blev sanglege desuden taget op som pædagogisk redskab af gymnastikbevægelsen, i højskolen og i folkeskolen.

Inden for børnekulturen er sanglegstraditionen blevet trængt stærkt tilbage i tiden efter 2. Verdenskrig, så kun ganske få sanglegstyper i dag findes i aktiv brug. Tilbagegangen kan formentlig bl.a. tilskrives fremkomsten af klappesangstraditionen omkring 1970. Klappesangen, der kan opfattes som afløser for eller nyudvikling af sanglege, adskiller sig fra disse, ved at legen sker på stedet, og ved at kropsbevægelsen stort set er begrænset til håndklap mod egne eller medlegendes hænder i bestemte klappemønstre. Klappesange kan leges af to, der står over for hinanden, eller af flere, der står i kreds; de har ingen hovedpersoner, og alle udfører de samme bevægelser. Enkelte klappesange har overtaget tekster og melodier fra almindelige traditionelle børnesange, men de fleste er nyskabelser, ofte med internationale paralleller, og der sker en stadig fornyelse.

• børnesang
• leg