Vokalpolyfoni, musikhistorisk betegnelse for renæssancetidens vokale ensemblemusik og for vokalmusik, som bygger på denne. Vokalpolyfonien udfoldedes inden for såvel kirkens kormusik (messe og motet) som den verdslige vokalmusik for solostemmer (chanson, madrigal osv.). Den benyttede oftest mellem tre og seks stemmer og byggede i teknisk henseende på en cantus firmus eller på imitation. Vokalpolyfoni var principielt a cappella-sang, dvs. for sangstemmer alene, og musikken blev udgivet i stemmebøger, ikke i partitur; i praksis lod man dog ofte instrumenter spille med, og rent instrumentale fremførelser var almindelige. For eftertiden er især Palestrinas musik blevet synonym med begrebet vokalpolyfoni og grundlag for undervisning i kontrapunkt.