Anne Carson

Dette er særligt tydeligt i debuten Eros the Bittersweet (1986), som også er en genreoverskridende bog. Værket er en slags oversættelse af Sapfos berømte digt “Fragment 31”, men det fungerer samtidig som en litteraturhistorisk tekst eller en kritisk tekstanalyse.

Carson vender sig mod Sapfo for at komme på sporet af begærets forhold til digtningen, et forhold som grækerne tog meget alvorligt. Carson mener, at begæret, i lighed med digtene, udgøres af eller holdes i live af en afstand, som må vedligeholdes for at begæret skal bestå. Det paradoksale her er, at selve afstanden er nødvendig for at komme nær teksten. Flere kritikere har omtalt dette paradoks som en poststrukturalistisk tendens i forfatterskabet og som noget af det, der driver Carsons forfatterskab.

En selvbiografi i rødt er en versroman, som fik stor international opmærksomhed. Her digter Carson sin egen opdaterede version af den græske myte om det trehovedede monster Geryon og Herakles.

Bogen indledes med en oversættelse af digtet “Geryoneis” af den græske lyriker Stesikhoros, som levede omkring år 600 f.v.t. Men kun fragmenter af hans digt er bevaret, og Carsons oversættelse glider hurtigt over i en variation af myten, hvor Geryon forvandles til en ung teenagedreng, som interesserer sig for filosofi og forelsker sig i den noget ældre Herakles.

Carson har sammenlignet fragmenterne af Geryoneis med et langt digt, man har revet i stykker og begravet i en æske sammen med nogle sangstrofer og forelæsningsnotater. Disse fragmenter har hun forsøgt at klistre sammen og udfylde.

Over ti år senere kom opfølgeren, Red Doc> (2013), hvor vi igen møder Geryon, men nu er han ældre og bliver blot kaldt “G”.

Sammensmeltningen af det antikke og det moderne er noget hun vender tilbage til i den lange meditation Economy of the Unlost (1999), hvor hun forestiller sig en samtale mellem Simonides fra Keos og lyrikeren Paul Celan for at udforske, hvad der kan ske, når man placerer en tekst ved siden af en anden. Den samme metode benytter hun også i langdigtet “The Glass Essay”, hvor forfatter-jeget er opslugt af Emily Brontë, og på lignende vis i The Beauty of the Husband: A Fictional Essay in 29 Tangos (2001), et essay som påkalder John Keats.

Af Carsons oversættelser har Sofokles' Antigone sandsynligvis fået mest opmærksomhed. Skuespillet, som går under navnet "Antigonick", er blandt andet blevet fremført på Louisiana Literature (2015). Også her færdes vi frem og tilbage over 2500 år, hvor hun lader G.W.F. Hegel og Samuel Beckett tage del i en samtale mellem Antigone og søsteren Ismene. Om dette sagde Carson engang: “Jeg lod Beckett være med i Antigonick fordi Sofokles havde kunnet lide ham”.