Lukian

Vores viden om Lukians liv stammer udelukkende fra hans egne værker. Han var født i byen Samosata i den romerske provins Syria (i dag Samsat i Tyrkiet). Befolkningen var derfor semitisk og talte den syriske variant af aramæisk, men eftersom eliten var helleniseret, er det usikkert, om Lukian talte græsk som sit modersmål eller lærte sig det senere.

I det pseudo-selvbiografiske skrift Drømmen oplyser han, at han efter et mislykket forsøg som billedhuggerlærling stak af hjemmefra og undergik en retorisk uddannelse i Jonien. Tilsyneladende begyndte Lukian sin karriere som forsvarsadvokat for senere at rejse som offentligt optrædende med virtuose retoriske opvisninger, men slog sig fra 157 e.v.t. muligvis ned i Athen. Sent i karrieren fik han ansættelse hos den romerske guvernør over Ægypten, og i et sent værk omtaler han kejser Marcus Aurelius som afdød, hvilket giver et fikspunkt efter dennes bortgang i 180 e.v.t. Herefter hører vi ikke mere.

I det romerske kejserrige var retorik og talekunst ikke længere altafgørende for de største politiske beslutningsprocesser, men tog desto mere til i kulturel, uddannelsesmæssig og litterær betydning i løbet af 100-tallet e.v.t., hvor de kom til at udgøre grundstammen i den græske litterære kultur, og intellektuelle og retoriske ekvilibrister optrådte som feterede entertainere for publikum i det romerske kejserriges store byer. Denne strømning er kendt som den anden sofistik, fordi den bevidst spejlede sig i de ca. 500 år tidligere såkaldte sofister: store, intellektuelle personligheder, der var aktive som provokerende debattører og undervisere i især retorik, filosofi og videnskab.

Fascinationen af fortiden er i det hele taget et gennemgående træk ved den anden sofistiks repræsentanter, og Lukian lader da også mange af sine værker foregå i en fortid, der er meget vagt defineret, men befolket af store skikkelser fra Hellas’ glorværdige historie i arkaisk og navnlig klassisk tid. På samme måde er teksterne gennemvævet af citater fra og hentydninger til klassisk litteratur: Lukians dannelse bliver sat i relief ved at stille intertekstuelle krav til læseren.

På samme måde rammer Lukians spot særligt hårdt folk, der efter hans mening forbryder sig mod paideia – det klassiske dannelsesideal, som den anden sofistik også havde gjort til sit. Hykleriske og grådige “filosoffer” (af alle skoler), opblæste (eller pseudo-)intellektuelle, overtroiske personer, rige tåber og religiøse plattenslagere bliver pillet fra hinanden for øjnene af læseren.

På grund af den altgennemtrængende ironi og sarkasme er det derimod vanskeligt at danne sig et indtryk af, hvad Lukian faktisk mente oprigtigt og opfattede positivt. På trods af den stadige kritik af pseudofilosoffer i hans egen samtid omtaler han ofte de forskellige filosofiske skoler og deres grundlæggere med respekt, og især synes han at have været på bølgelængde med kynikerne og epikuræerne. Som Fotios, patriark af Konstantinopel (800-tallet e.v.t.), skriver:

“I næsten alle [sine værker] gør han grin med hellenernes [= hedningenes] forestillinger […]. Det virker, som om han er en af dem, der ikke tager noget seriøst. For mens han gør grin med andres forestillinger og parodierer dem, afslører han ikke, hvad han selv tror på. Det skulle da lige være, hvis man sagde, at hans tro er ikke at tro på noget. Hans stil er førsteklasses og hans sprog tydeligt, koncist og bemærkelsesværdigt udtryksfuldt […].”

Lukians værker fordeler sig på en række genrer, hvor forskellige typer essays af retorisk tilsnit, komisk-satiriske dialoger og fiktionsprosa skiller sig særligt prominent ud.

Lukians værker opnåede øjeblikkelig og varig berømmelse. Blandt dannede romere gjaldt han som en fremragende stilist og sprogbruger, og hans værker kom til at indgå i en litterær kanon, der videreførtes i Det Byzantinske Rige efter Det Vestromerske Riges fald i 476 e.v.t. Dog var det også her, at Lukian blev lagt for had, fordi han (i vanlig stil) i værket Peregrinos’ død havde gjort nar af sin samtids tidlige kristne (med deres “korsfæstede sofist”), som han fandt akkurat lige så latterlige som alle andre oprigtigt religiøse.

Da kendskabet til græsk igen fandt vej til Vesteuropa, var Lukian blandt de tidligste forfattere, renæssancehumanisterne brugte til at lære sproget med, og han blev også oversat til latin i et succesrigt og ofte genoptrykt udvalg ved Erasmus af Rotterdam og Thomas More, hvilket tidligt cementerede hans popularitet.

• romersk litteratur
• litteratur i oldtidens Grækenland
• dialog
• science fiction
• satire