Margrete 1.

Margrete blev født i 1353 som yngste barn af Valdemar Atterdag og dronning Helvig.

Så vidt vides fødte dronning Helvig seks børn, hvoraf tre nåede voksenalder. Ud over Margrete gjaldt det broderen Christoffer og søsteren Ingeborg (1347-ca. 1368). Da Christoffer døde meget ung, måtte en efterfølger findes blandt Valdemars dattersønner. Ingeborg blev som 3-årig forlovet med en hertug af Mecklenburg som led i en alliance for at vinde Skåne tilbage til Danmark. Brylluppet stod vist i 1361, og muligvis i 1363 fødtes deres eneste søn, Albrecht 4., som dog aldrig blev konge.

Margrete blev i 1359 forlovet med den 18-årige kong Håkon 6. Magnusson af Norge i forbindelse med en alliance mellem primært dennes fader, kong Magnus Eriksson af Sverige, og Valdemar Atterdag. Giftermålet blev indgået den 9. april 1363, da Margrete var 10 år. Håkon var efter sin ældre brors død også udset som kommende regent i Sverige. Kort efter brylluppet afsatte de svenske stormænd imidlertid Magnus Eriksson og hyldede i stedet Albrecht af Mecklenburg som svensk konge.

Margrete måtte altså som 10-årig eller måske lidt senere forlade familien og flytte til Norge, hvor hun mest opholdt sig på borgen Akershus i Oslo. En svensk adelsdame, Merete Ulvsdatter, som tillige var datter af Den Hellige Birgitta af Vadstena blev ansat til at stå for opdragelse og uddannelse af den unge dronning.

Merete medbragte sin egen datter Ingegerd, og ifølge en senere krønike fik de to unge damer ofte ”det samme ris at smage”, det vil sige, at de fik tæsk med et bundt tynde grene som led i opdragelsen. I et bevaret brev fra 1370 kan vi imidlertid opleve en ung dronning, som tydeligvis (i mandens fravær) har styr på husholdningen på Akershus og også på forskellige regeringssager.

Godt syv år efter brylluppet fødte Margrete sit, så vidt vides, eneste barn, Oluf (på norsk Olav).

Margrete indtrådte for alvor på den politiske scene kort før eller kort efter Valdemar Atterdags død den 24. oktober 1375. Noget tyder på, at Valdemar da havde udset hendes søn Oluf som sin efterfølger. Imidlertid opstod der hurtigt store vanskeligheder, idet Valdemar tidligere havde lovet, at hans anden dattersøn, Albrecht 4. af Mecklenburg, skulle efterfølge ham, ligesom han havde overladt dennes fader magten over Lolland. En række tyskfødte stormænd i Danmark støttede den mecklenburgske sag, forskellige krigeriske begivenheder fulgte, og truslen om flere hang i luften i flere år. Og som næsten altid i middelalderen førte politisk ballade til en voldsom opblussen af røverier og lignende, herunder udbredt sørøveri.

Oluf blev imidlertid valgt til dansk konge den 3. maj 1376 med ret begrænset opbakning, og til at styre i den 5-årige drengs navn blev der indsat en formynderregering bestående af hans forældre og rigsrådet. Forude lå betydelige politiske udfordringer, der skulle håndteres, for at sønnen kom til at sidde sikkert på tronen. Dette lykkes først fuldstændigt i 1385 efter et langstrakt forløb.

Den første store opgave, som Margrete stod over for, var spørgsmålet om hansestædernes besiddelse af Skåne. Ifølge Stralsundfreden fra 1370 skulle de skånske slotte og dermed den fuldstændige kontrol over landsdelen leveres tilbage til Danmark i 1385. Men de mange indtægter fra bl.a. det store sildemarked gjorde det meget tvivlsomt, om aftalen ville blive overholdt.

Blandt historikere har der længe hersket den opfattelse, at denne situation skulle have medført, at Margrete og det danske rigsråd valgte at lægge pres på hansestæderne ved at udsende en regulær kaperflåde, som plyndrede hansestædernes skibe. Dette pres skal have været årsagen til, at hansestæderne opgav kontrollen over de skånske slotte, og Skåne derfor igen kom under dansk kontrol.

Den nyere forskning har til gengæld på baggrund af analyser af det bevarede kildemateriale argumenteret for, at hansestædernes uvillighed til at opgive kontrollen med Skåne skyldtes, at Margrete og det danske rigsråd ikke var villig til at bekæmpe sørøveriet, eller yde erstatning for de tab, som sørøverne havde forårsaget. Argumentet var, at man ikke ville betale for tab, som man ikke selv havde været ansvarlig for. Sørøverne skal i høj grad have begået sørøveri på eget initiativ, og her udnyttet, at den svækkede danske centralmagts kontrol over Skånelandene og Øresund havde ført til en svækket bekæmpelse af pirateriet i de danske farvande.

I sidste ende måtte hanseaterne tilbagegive Skåne uden at have opnået nogen form for indrømmelse fra Margretes side, hverken i form af erstatning eller nye handelsprivilegier i Norge. Besiddelsen af Skånelandene havde vist sig at være en underskudsforretning for hanseaterne, især på grund af de store omkostninger i forbindelse med bekæmpelsen af sørøveriet.

En anden udenrigspolitisk succes i disse år var, at det lykkes for Margrete at sikre freden i Sønderjylland for en lang periode, da hun i 1386 forlenede grev Gerhard 6. af Holsten med hertugdømmet Slesvig.

En uge efter Olufs død i 1387 havde Margrete sikret sig magten som regent i Danmark, indtil man havde fundet et passende kongsemne. På landstinget i Lund blev hun kåret til "fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder" — en titel, der var helt uden sidestykke. Nogle har set hendes magtovertagelse som en naturlig følge af begivenhederne, mens andre nærmest har betragtet det som et statskup. Under alle omstændigheder forbigik man også denne gang Margretes nevø, Albrecht.

I Norge blev hun i begyndelsen af 1388 valgt til regent på livstid, men da Norge var et arverige, måtte man her fastslå, hvem arven skulle gå til. Man forbigik da de nærmeste mecklenburgske slægtninge og valgte hendes søsters datters søn, som hed Bugislav og var søn af en pommersk hertug. Hans navn blev dog hurtigt ændret til det for en nordisk konge mere passende Erik, og senere blev han kendt som Erik af Pommern.

I 1389 blev Erik af Pommern formelt hyldet som norsk konge, men da han endnu var et barn, skulle Margrete regere, til han blev myndig. På vejen hjem fra Norge i 1388 havde Margrete et møde med en delegation af indflydelsesrige svenske stormænd, som havde gjort oprør mod deres konge, Albrecht (3.) af Mecklenburg.

Margrete lovede at støtte stormændene og blev til gengæld antaget til svensk regent på livstid med ret til at udpege sin egen efterfølger. Den 24. februar 1389 slog en svensk-dansk-norsk hær kong Albrechts svensk-tyske hær og tog Albrecht til fange, hvorefter Margrete kunne sætte sig i besiddelse af det meste af Sverige. I oktober 1389 blev hun formelt indsat som Sveriges regent på de nævnte vilkår. Visse dele af landet måtte der dog fortsat kæmpes for, og først i 1398 fik Margrete magten over Stockholm.

I 1396 blev Erik af Pommern, skønt stadig umyndig, indsat som konge først i Danmark og siden i Sverige.

Indsættelsen blev begge steder ledsaget af en lovgivning, der demonstrerede en uhørt stærk kongemagt. Blandt andet blev der iværksat en hårdhændet konfiskation af tidligere krongods. I Sverige handlede det primært om gods, som var bortgivet eller pantsat af kong Albrecht eller på anden vis ’privatiseret’ under hans svage styre.

I Danmark drejede det sig mest om gods, som Valdemar Atterdag havde konfiskeret fra oprørske adelsmænd eller erhvervet med mere utraditionelle metoder, og som de oprindelige ejere havde benyttet lejligheden til at tage tilbage efter Valdemar Atterdags død, ofte med den daværende svage regerings tilskyndelse eller accept.

Hertil kom gods, som Margrete mente burde have været konfiskeret fra oprørere mod kongemagten. I Danmark blev det desuden forbudt adelen at bygge nye borge fremover, mens Margrete i Sverige forbeholdt sig retten til at forlange borge nedrevet, som var opført mens Albrecht var konge. Endvidere blev der i Danmark udskrevet betydelige ekstraordinære skatter.

Erik blev erklæret myndig i 1401, men også herefter fortsatte Margrete med at være hovedkraften i rigernes styre.

Blandt andet stod hun i 1408 for generhvervelsen af Gotland. Denne oprindeligt svenske ø i Østersøen var blevet erobret af Valdemar Atterdag i 1361. Snart efter mistede han den igen, men fra 1366 til 1645 var den mere eller mindre reelt underlagt Danmark.

Under kampen om magten over dele af Sverige efter 1389 var øen imidlertid blevet overtaget af de store flokke af sørøvere, som formelt støttede den mecklenburgske sag mod Margrete. Dette var ikke mindst til skade for de tyske hansestæder, og i 1398 indtog Den Tyske Orden derfor øen og fordrev sørøverne. Da Ordenen herefter ikke ville rømme øen, forsøgte Margrete i 1403-1404 at generobre Gotland militært, hvilket dog slog fejl. Herefter indledte man langvarige forhandlinger med Ordenen, som i 1407-1408 rømmede øen mod betaling af et større kontant beløb.

De sidste år af sit liv koncentrerede Margrete sig især om at forsøge at vinde magten over hertugdømmet Slesvig. Dette havde hun i 1386 set sig nødsaget til at overlade til greverne af Holsten.

I 1404 døde den regerende hertug, Gerhard 6. af Holsten, imidlertid, hvorefter Margrete fik sig placeret som formynder for hans enke og umyndige børn. Denne status udnyttede hun til at skaffe sig store dele af hertugdømmet Slesvig som pant, hvilket reelt betød en dansk magtovertagelse. Dette førte i 1410 til krig mod Holsten.

Så længe Margrete stod for sagen, var der dansk fremgang i kampen om Slesvig. Men netop som hun havde sikret sig herredømmet over hovedbyen Flensborg, døde hun, angiveligt af pest, på et skib i Flensborg Fjord den 28. oktober 1412.

Margretes styre var stærkt autokratisk, da hun for alvor havde sikret sig magten. Hun undlod at genbesætte de gamle magtfulde rigsembeder som drost (i Norge drottsete) og marsk, da indehaverne døde, og hun sikrede derved, at rigsrådene ikke havde nogen selvstændig ledelse.

Selv rådslog hun sig og legitimerede sit styre med en snæver kreds af til dels skiftende håndplukkede rigsrådsmedlemmer. Regeringen befandt sig der, hvor Margrete opholdt sig, og det blev med tiden mere og mere i Danmark – og så måtte man opsøge magten, hvor den nu end befandt sig, hvis man havde behov for det. Det betød også, at det fortrinsvis var danskere, der kunne få indflydelse på centralt plan og udfylde de centrale administrative funktioner.

I Sverige indsatte hun en del danskere som lokaladministratorer. Og både her og især i Norge blev danskere indsat på de magtfulde bispestole. Et helt overordnet formål for Margrete var givetvis at styrke kongedømmets finanser og dermed dets magt. Derfor blev de før omtalte godsinddragelser også gennemført med voldsom intensitet.

I Sverige har historikere afsløret, at der i stort omfang blev anvendt forfalskede breve og forfalskede vidneudsagn til at fremme processen. Kun i Sverige hørtes der imidlertid om opposition mod Margretes styre, da den svenske kirke protesterede mod indblanding og godskonfiskationer, ligesom også svenske historieskrivere i den nære eftertid var særdeles kritiske over for hendes indsats.

Da Margrete i 1363 blev gift med den norske konge, Håkon 6., fik hun naturligt nok titel som dronning af Norge. Men da Håkon året før, i 1362, var blevet valgt til også at være konge af Sverige, blev hun også dronning af Sverige ved samme lejlighed. Imidlertid blev Håkon allerede i efteråret 1363 fordrevet som svensk konge og året efter formelt erstattet af Albrecht (3.) af Mecklenburg, men det forhindrede ikke, at både han og Margrete fortsatte med at bære deres svenske titler.

Da Margrete i 1387 blev valgt til selvstændig regent i Danmark, blev ”den hæderlige fyrstinde og frue fru Margrete, Norges og Sveriges dronning” valgt ”til fuldmægtig frue, til husbonde og til hele Danmarks riges formynder”.

Men i stedet for denne tunge titel, som hun næppe brød sig om, kaldte hun sig fremover i breve udstedt i Danmark som regel ”ret arving og fyrste til Danmarks rige”. Hun kunne dog også finde på at kalde sig ”af Guds nåde Valdemars danskernes konges datter” for derved at lægge vægt på, at hun mente, hun havde arvet magten.

I officielle skrivelser fra samtiden omtales hun enten som ”Danmarks, Norges og Sveriges dronning”, eller blot ”dronning af Danmark” og i et enkelt tilfælde som ”fru kongen”.

Meget af dette afspejler givetvis forvirring om, hvad man skulle kalde en regerende kvinde. Fyrste og fyrstinde giver imidlertid god mening, også den dag i dag, og da Margrete altså var regerende fyrste af Danmark ligesom sin langt senere navnesøster, er det konsekvent nok, at sidstnævnte hedder Margrethe 2., selvom dronningetitlen i middelalderen (normalt) ikke havde samme omfattende betydning, som den kan have i dag.

Margrete blev oprindelig efter eget ønske gravlagt i Sorø Klosterkirke, men liget blev senere bortført af bispen i Roskilde, Peder Jensen Lodehat, der havde været en af Margretes nærmeste rådgivere.

I dag kan hendes storslåede gravmæle, bekostet af Erik af Pommern i 1423, ses i Roskilde Domkirke. På indskriften på gravmælet, som er bevaret i sin originale form, kaldes hun ”den højst navnkundige fyrstinde og frue, førhen rigerne Danmarks, Sveriges og Norges dronning”.

Som person er Margrete 1. blevet vurderet meget forskelligt. I ældre historieskrivning blev hun stærkt idealiseret som den uselviske unge dronning, der efter sin søns død overtog regeringen for at redde landet. Nu er dette billede veget for en erkendelse af, at Margrete i høj grad agerede på baggrund af stærke personlige magtambitioner. Kombineret med store politiske evner og situationsfornemmelse gav det hende mulighed for at overskride de grænser, der normalt udelukkede kvinder fra ledende regeringsposter.

• Erik af Pommern
• Henning Podebusk
• Håkon 6. Magnusson
• Kalmarunionen
• Oluf 2.
• Peder Jensen Lodehat
• Valdemar Atterdag
• kongerækken i Danmark
• konglomeratstat
• rejsekongedømme
• Temaside: Kalmarunionen

• Oluf, konge af Danmark 1376-1387, konge af Norge 1380-1387
• Håkon 6., 1340-1380
• Valdemar Atterdag, ca. 1321-1375
• Albrecht af Mecklenburg, 1338-1412
• Kalmarunionen, 1397-1523
• Drost
• Erik af Pommern, ca. 1382-1459
• Marsk – rigets øverste hærfører
• Henning Podebusk, ca. 1320-1387/88
• Middelalderens borge, ca. 1050-1550
• Sørøveri
• Kalø Slot, ca. 1313-
• Hertugdømmet Slesvig, ca. 1200-1867
• Danehof – middelalderens rigsforsamling
• Skånemarkedet, ca. 1250-1650
• Dronning Philippa, 1394-1430

• Betænkning om rigets styrelse 1377
• Margretes valg til fuldmægtig frue, 10. august 1387
• Margrete 1.s forordning, 24. januar 1396
• Unionsbrevet 1397 om regeringsudøvelsen i Kalmarunionen
• Erik af Pommerns kroningsdokument, 13. juli 1397
• Margrete 1.s testamentariske gaver 1411
• Tingsvidne om Aarhus bymark og markeskel 1465
• Mindesmærke for Dronning Margrete 1., Riis Skov i Aarhus
• Henvendelse fra syv riddere og seks væbnere til Den Tyske Ordens Højmester om at få udleveret ”den falske Oluf”, 17. juni 1402
• Brev fra Højmesteren for Den Tyske Orden til Margrete 1. om udlevering af ”den falske Oluf”, 21. juli 1402
• Margrete 1.: Instruks for Erik 7. af Pommern i anledning af hans forestående rejse til Norge, 1405

• Bøgh, Anders: Sejren i kvindens hånd. Kampen om magten i Norden ca. 1365-89 (2003).
• Erslev, Kristian: Dronning Margrethe og Kalmarunionens Grundlæggelse (1892/1971).
• Etting, Vivian: Margrete 1.: en regent & hendes samtid (2021).
• Linton, Michael: Margrete den 1. Nordens dronning (2000).
• Jespersen, Mikkel Leth: Dronningen griber magten. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2022).