Victor Hugo

Frem til Julirevolutionen i 1830 var den unge romantiker Hugo engageret i den litterære debat i tidsskrifterne Le Conservateur littéraire og La Muse française. En række oder i samlinger fra 1822-1828 udtrykker hans royalistiske holdning, fulgt af de upolitiske og eksotiske digte Les Orientales (1829).

Hans første romaner, Bug-Jargal (1820, 1826, da. 1830, 1920) om et slaveoprør på Santo Domingo og Han d'Islande (1823), der er inspireret af den gotiske eller "sorte" roman, følges af Le Dernier Jour d'un condamné (1829, dansk Den Dødsdømtes sidste Dag, 1862), som viser Hugos modstand mod dødsstraffen.

Den historiske roman Notre-Dame de Paris (1831, dansk Notre-Dame-Kirken i Paris, 1883, 1930) med dens modsætninger mellem det hæslige og det skønne, høj og lav, er en dramatisk videreudvikling af Walter Scott og den historiske roman og det foreløbige højdepunkt i hans romanværker.

Men det er inden for teatret, med teorien om det realistiske romantiske drama i forordet til Cromwell (1827) og dramaer som Marion Delorme (1829, premiere 1831), Hernani (1830, dansk 1946) og Ruy Blas (1838), at Hugo slår sit navn fast med stykker struktureret over voldsomme spændinger og moralske og psykologiske konflikter, der giver en moderne form til de bedste traditioner i fransk teater.

Karakteristisk for den modsætningsfyldte Hugo udgav han parallelt med den direkte publikumskontakt på teatret fire helt personlige digtsamlinger, hvor private problemer, politiske spørgsmål og den kristnes tvivl endevendes: Les Feuilles d'automne (1831, Efterårsblade), Les Chants du crépuscule (1835, Skumringssange), Les Voix intérieures (1837, Indre stemmer) og Les Rayons et les Ombres (1840, Stråler og skygger). Hans allerstørste digtsamling, Les Contemplations (1856, Kontemplationer), "en sjæls historie" fuldendt i hans politiske eksil, er også den mest personlige med digte om barndommen, ungdommen, kærligheden, troen og tvivlen efter tabet af datteren Léopoldine i en drukneulykke.

Allerede i 1840'erne slog ind på en politisk karriere gennem medlemskab af Det Franske Akademi og det franske Overhus. Februarrevolutionen 1848 lod ham ikke kold: Han valgtes som deputeret og indtog snart stærkt socialt engagerede standpunkter svarende til sit romantiske humanistiske grundsyn og ønsket om social retfærdighed. Men da et statskup havde banet vej for Napoleon 3.s kejserrige, måtte Hugo gå i eksil. Ude på Kanaløerne Jersey og Guernsey skriver han nu de satiriske digte Les Châtiments (1853) vendt mod kupmageren, som han også revser i et essay med den betegnende titel Napoléon-le-Petit, Napoleon den Lille. Men frem for alt færdiggjorde han romanen Les Misérables (1862, forkortet på dansk fra 1862 og frem til 1894; første uforkortede De elendige, 2014), en vældige fresko komponeret på baggrund af Frankrigs historie fra Napoleonstiden til begyndelsen af 1830'erne, hvor man følger helteskikkelsen Jean Valjean gennem prøvelser og fristelser frem til lutring og ophøjelse: et næsten bibelsk drama i romanform, der ligesom Notre-Dame de Paris er blevet filmatiseret og har givet inspiration til en musical.

Hugos historiske visioner blev også foldet ud i La Légende des siècles, Århundredernes legende, en kæmpestor digtsamling med billeder fra menneskehedens historie (1859, 1877, 1883), og i den historiske roman Quatrevingt-Treize (1874, dansk 1793, 1874) om Vendée-oprøret mod Republikken, ikke uden kritiske hentydninger til samtiden som i romanerne Les Travailleurs de la mer (1866, dansk Havets Arbejdere, 1919) og L'Homme qui rit (1869, dansk Manden der ler, 1870, 1984). Som romantiker til det sidste søgte Hugo i disse episke tekster at fremstille individets kamp mod en overmagt af særinteresser og ondskab. De større visioner af mennesket over for det transcendente gav han digterisk form i tekster som Dieu (Gud) og La Fin de Satan (Satans endeligt), der forblev uafsluttede. Ligesom essayet William Shakespeare (1864) viser de ham som den filosofiske tænker, han også var, med digterens uovertrufne sprogkraft og billedfantasi.

Victor Hugo havde som forfatter betydning for samtidens billedkunst, men han var også selv en fremragende tegner. Fra tidlige rejseskitser udført med blyant eller pen blev hans tegnekunst med tiden mere kompleks. Hugos romantiske visioner, ofte udført med alkymistiske blandinger af blæk, kaffe og sod, nåede et højdepunkt med tegningerne til hans egen bog Havets Arbejdere (1866).

• Frankrigs litteratur
• romantik

• Bénichou, Paul (1988). Hugo. Les mages romantiques. Paris: Gallimard.
• Bille Jørgensen, Steen (2008). Frihed og sprog – digteren i historien. Romantikkens verden. Natur, menneske, samfund, kunst og kultur (red. Ole Høiris og Thomas Ledet). Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
• Lund, Hans Peter (2002). Victor Hugo. Fatalité et destinée – une aventure romantique. RIDS, nr. 153. København: Romansk Institut.
• Vargas Llosa, Mario (2004). La tentación de lo imposible. Madrid: Editorial Alfaquara. Også på fransk og engelsk.