filmteori

Til den formalistiske gren hører bl.a. tyskeren Rudolf Arnheim, som i Film als Kunst (1932) betoner den filmiske reproduktions mangler i forhold til en perfekt virkelighedsgengivelse og fremfører det synspunkt, at filmens kunstneriske muligheder netop ligger i disse "mangler". Formalistiske var også 1920'ernes sovjetiske filmteoretikere, der kombinerede konstruktivisme og dialektiske principper i en række teorier om montagen som filmkunstens nerve. Mest fremtrædende blandt dem var instruktøren Sergej Eisenstein, som drømte om en intellektuel filmkunst, der blot udnyttede den konkrete virkelighedsgengivelse som sit materiale. Ifølge Eisenstein skulle en ny og abstrakt mening i filmen skabes ved konflikt i det dialektiske sammenstød mellem filmens enkelte kameraindstillinger. Eisensteins vigtigste bidrag til filmteorien er udgivet i The Film Sense (1942) og Film Form (1949).

Hovedrepræsentanterne for den realistiske filmteori, der fødtes efter 2. Verdenskrig, er franskmanden André Bazin og Siegfried Kracauer. Bazin, hvis væsentligste essays er samlet i firebindsværket Qu'est-ce que le cinéma? (1958-1962), mente, at filmen bedre end nogen anden kunstart kunne lade virkelighedens egen mangetydighed tale, og at filmskaberen burde afstå fra at manipulere med såvel sit materiale som tilskueren. Kernen i Kracauers Theory of Film. The Redemption of Physical Reality (1960) var forestillingen om filmens "forløsning af den fysiske virkelighed", som han mente var forsvundet i bl.a. videnskabernes stadig højere grad af abstraktion.

Med afhandlingen Le signifiant imaginaire. Psychanalyse et cinéma (1977) ledte Metz filmteorien ind i en ny fase, den såkaldte psykosemiotiske, der blev 1970'ernes dominerende filmteoretiske retning. Psykosemiotikken kombinerer semiotikken med Sigmund Freuds og især Jacques Lacans psykoanalyse og fokuserer bl.a. på filmens identifikationstilbud, herunder kameraets "blik", som også bliver tilskuerens. Denne indfaldsvinkel blev helt central i den feministiske filmteori og -analyse, som briten Laura Mulvey (født 1941) grundlagde i 1975 med det banebrydende essay Visual Pleasure and Narrative Cinema. Mulvey pointerer bl.a., at den klassiske films "blik" er udpræget maskulint, og at den fremstiller kvinder hovedsagelig som objekter for en mandlig tilskuers voyeuristiske begær.

Den psykoanalytisk inspirerede filmteori blev i 1980'erne udfordret af et kognitionspsykologisk spor, der undersøger tilskuerens aktive mentale bearbejdning af de sanseindtryk, filmen leverer. I Narration in the Fiction Film (1985) fremhæver amerikaneren David Bordwell, at det at se en film er en interaktiv proces, hvor tilskueren til stadighed opstiller og afprøver hypoteser i forhold til det filmiske forløb.

I Danmarks første filmvidenskabelige doktorafhandling, Cognition, Emotion and Visual Fiction (1994), tager også Torben Kragh Grodal udgangspunkt i kognitionspsykologien. Eksemplificeret ved en række analyser betoner han, hvordan tilskuerens kognitive og følelsesmæssige engagement i visuel fiktion er uløseligt forbundet. Grodal har siden udvidet sin teori til i højere grad at omfatte beskrivelsen af, hvordan menneskets evolutionært betingede udvikling spiller ind i oplevelsen af audiovisuel fiktion, et emne, der også er beskrevet af hollænderen Ed Tan (født 1951).

Midt i 1980'erne kom tillige den franske filosof Gilles Deleuzes bud på en filmfilosofi. I tobindsværket Cinéma 1: L'Image-Mouvement (1983) og Cinéma 2: L'Image-Temps (1985) klassificerer han, med afsæt i Henri Bergsons tidsfilosofi og Charles Sanders Peirces tegnteori, hele filmhistorien på grundlag af de enkelte værkers gestaltning af forholdet mellem bevægelse og tid. Ifølge Deleuze tager den klassiske film udgangspunkt i bevægelsen, mens tiden spiller en underordnet rolle. I den moderne film, dvs. filmkunsten efter 1945, vendes forholdet om, så den rene tid står i fokus.

Kognitiv filmteori og neuroæstetik begyndte i 1980’erne, men er blevet styrket gennem årtierne og fremstår nu som en meget robust tilgang til, hvordan mentale processer fungerer i relation til filmiske udtryk. Fortælleforståelse og seerens relation til filmens udtryk er blevet udforsket både gennem empiriske undersøgelser af faktiske publikummer og gennem neurologiske scanninger for at afklare, hvordan film fungerer som en dynamisk relation mellem det audiovisuelle udtryk og seeren. Dette er en udvidelse og etablering af Bordwells argumenter fra 1970’erne og 1980’erne. Filmforskere som Carl Plantinga (født 1957), Greg M. Smith (født 1962) og Murray Smith har på hver deres produktive vis argumenteret for, at publikums følelsesmæssige reaktioner er organiseret af fortællingens udtryk og struktur.

Det modsatte argument — at publikums følelser rækker ud over filmens fortælleteknik — findes i den kropslige filmteori, som trækker på affekt og fænomenologi. Her er følelser en berusende tilstand, som rækker ud over, hvad fortællingen kan etablere. Forskere som Robert Sinnerbrink afsøger derfor films stemninger, mens andre som Laura U. Marks (født 1963), Jennifer Barker og Anne Rutherford (født 1957) fokuserer på, hvordan film berører seeren fundamentalt. En sådan filmisk berøring skaber kropslige reaktioner, som ikke nødvendigvis er bundet op på fortællingen. Film er et sansehav, som skyller ind over publikum. Filmoplevelsen, mere end filmforståelsen, er i hovedsædet for den affektive og fænomenologiske tradition.

Hvor Deleuzes film-filosofi fremstod relativt isoleret i 1980’erne, sammen med Stanley Cavells (1928-2018) The World Viewed, er film-filosofien nu blevet et selvstændigt felt. Det fundamentale argument er, at fordi film er lys og lyd snarere end skrift, så udtrykker filmen andre tanker og idéer end den klassiske filosofi. Thomas Wartenberg (født 1949), Daniel Frampton og Sarah Cooper udforsker, hvordan film gør dens fiktionsverdener tilgængelige for vores oplevelse, hvad enten det er gennem forståelse eller følelser. Dette dyk ind filmens verden kan rejse etiske, eksistentielle, politiske og mange andre problemstillinger. Film-filosofien insisterer på, at film kan reflektere over disse problemstillinger og kan gøre det på unikke måder.

Film-filosofien strækker sig ind et centralt spørgsmål i 2000-tallet: Hvad er film, når filmen bliver digital? Er filmens udtryk afhængigt af celluloid og den analoge optagelse af det pro-filmiske arrangement, eller kan film eksistere blot som pixels, der bevæger sig? Den første del af spørgsmålet giver sig selv — filmmediet og filmkunsten er allerede næsten hundrede procent digital — men den anden del er mere kompliceret. Er der tale om en grundlæggende forandring af filmen eller udvides filmkunsten blot med nye muligheder? Her findes ingen enighed.

D.N. Rodowick (født 1952) påpeger, at filmens væsen er afhængigt af den analoge optagelse og at digital video nok er bevægende billeder, men ikke længere film. Afkoblingen fra den analoge optagelse giver videomediet et andet udtryk, som ikke kan sammenlignes med filmkunsten. Omvendt påpeger Francesco Casetti, at filmkunsten altid har lånt fra omkringliggende medier og kunstarter og taknemmeligt modtaget deres gaver. Animationsfilm, lydoptagelser, føljetonfortællinger, selv farvefilm kan anses for at være udtryk, som er startet andetsteds og langsomt absorberet af filmkunsten. Film genopfinder altid sig selv inden for den medievirkelighed, den er en del af.

Denne diskussion kan virke irrelevant fra publikums side, som søger gode oplevelser og relevante fortællinger i audiovisuel form, men svaret åbner sig mod en anden udvikling i filmteori. Filmmediet ses som en del af et større hele i højere grad end den filmkunst, som den klassiske og moderne filmteori undersøgte. Filmmediet er et fænomen blandt mange, og dermed har mange mere generelle diskussioner fundet vej ind i filmteorien. Overordnede spørgsmål, som hvordan filmtraditionen kan udvides med film uden for Europa og USA, hvordan film kan give stemme til marginaliserede og undertrykte befolkningsgrupper, samt hvordan film kan engagere sig i diskussionen om klimaforandringer. Filmteorien er dermed blevet viklet ind i de debatter, der foregår inden for kultur- og samfundsforskningen generelt.