kileskrift

De første tekster skrevet med kileskrift dukkede op i byen Uruk i det sydlige Irak i slutningen af det 4. årtusinde f.v.t. Det er omstridt, om kileskriften og den omtrent samtidige egyptiske hieroglyfskrift har forbindelse med hinanden.

Den nøjagtige proces bag opfindelsen af skriften er uklar, men ud fra de tidligste tekster fremgår det tydeligt, at skriftens hovedfunktion i denne tidlige periode var at lette det administrative arbejde. Størstedelen af disse tidlige tekster er økonomiske dokumenter, såsom lister, regnskaber og kvitteringer.

Kileskrift blev opfundet som en ren billedskrift, hvori hvert tegn ikke alene betød det, det forestillede, men også dækkede over en del beslægtede begreber; fx betød billedtegnet for solen også »dag« og »hvid«. Tegnene blev hurtigt til abstrakte figurer, idet skriften næsten altid blev skrevet på tavler af fugtigt ler, der var uegnet til at tegne krumme linjer. Hvert tegn fremtrådte derfor snart som karakteristiske kileformede, lige streger, der blev prentet gruppevis i det fugtige ler med en rørgriffel.

De ældste kileskrifttekster er skrevet enten i lodrette linjer, arrangeret fra højre mod venstre, eller i vandrette skriftbånd, der løber fra højre mod venstre og er inddelt i kasser, hvor tegnene står under hinanden. Formentlig omkring midten af det 3. årtusinde f.v.t. gik man over til at skrive i vandrette linjer fra venstre mod højre.

En ren billedskrift kan kun udtrykke en meget begrænset del af sproget. Derfor anvendtes næsten fra begyndelsen et rebusprincip, som går ud på, at et tegn, der forestiller ét ord, også kan bruges for et andet, der lyder ligesådan, ligesom hvis man på dansk ville bruge et billede af et øre til at betegne møntenheden en øre.

I sumerisk, som benyttede kileskrift fra ca. 3200 f.v.t., er de fleste ord enstavelsesord, så det lod sig gøre at udvikle en stavelsesskrift af de oprindelige billedtegn. Kileskriften blev derfor efterhånden en blanding af tegn, der stod for hele ord eller for stavelser, og tegn, der kunne stå for begge dele. Sumererne selv brugte kun stavelsestegnene i ret begrænset omfang; men da skriften blev overtaget, først af akkaderne ca. 2600 f.v.t., siden også af andre folk med helt forskellige sprog, fx elamitisk, hurritisk og hittitisk, blev stavelsestegnene de almindeligste.

Kileskriften blev oprindelig udelukkende brugt til regnskabsføring; men fra ca. 2800 f.v.t. kendes de første kortfattede votivindskrifter, indridset på statuer og andre gaver til guderne, og fra ca. 2600 f.v.t. findes en mængde besværgelsestekster, mytologiske tekster og ordsprog.

Til dato kendes der mere end 500.000 dokumenter med indskrifter i kileskrift. De fleste af disse stammer fra Irak (det gamle Mesopotamien) og de omkringliggende områder langs Den Frugtbare Halvmåne, såsom Syrien, Iran, Tyrkiet, Israel og Palæstina. Langt størstedelen af dokumenterne med kileskrift er skrevet på lertavler, men der findes også indskrifter på sten, metal og en række andre materialer.

I løbet af det første årtusinde f.v.t. begyndte kileskriften at gå af brug og blev i stigende grad erstattet af den aramæiske skrift, som var et langt mere brugervenligt skriftsystem baseret på et konsonantalfabet. Kileskriften forblev dog i begrænset brug blandt tempelskriftlærde i Babylon og Uruk i det sydlige Mesopotamien, hvor den sidste kendte kileskrifttekst – en astronomisk tekst – blev nedskrevet i slutningen af det 1. århundrede e.v.t.

• skrift
• hieroglyffer
• stavelsesskrift
• alfabet