leddegigt

Genetiske forhold spiller en rolle, og i enkelte slægter forekommer mange tilfælde. Der er dog ikke påvist et særligt mønster i arveligheden. Blandt enæggede tvillinger (som er genetisk ens) er der 12 til 15 procent sandsynlighed for, at begge får leddegigt, hvis den ene bliver syg.

Hormoner kan også have betydning, dels fordi kvinder er mere udsatte end mænd, og dels fordi der ofte indtræder en markant bedring under graviditet.

Omtrent 80 procent med leddegigt har særlige antistoffer i blodet, der betegnes reumafaktor (RF) og anti-citrullineret peptid antistof (anti-CCP). Disse opstår tidligt i sygdomsforløbet – ofte før personen får symptomer – og kan spille en rolle i sygdomsudviklingen, men er næppe årsag til sygdommen. Leddegigt med tilstedeværelse af reumafaktor eller ACPA/anti-CCP kaldes ofte seropositiv reumatoid artrit. Ved seronegativ reumatoid artrit er disse faktorer ikke til stede.

Kosten er ikke vist at have betydning for udbruddet eller forløbet af leddegigt. På grund af den øgede risiko for hjerte-kar-sygdom ved aktiv leddegigt anbefales, at patienterne følger de normale kostanbefalinger.

Flere undersøgelser har vist, at rygning øger risikoen mange gange for at få leddegigt, og at prognosen er dårligere blandt rygere.

Symptomerne fra leddene omfatter stivhed, især i dagens første timer (morgenstivhed), hævelser og ømhed af leddene, smerter ved bevægelse og reduceret bevægelighed. Håndkraften kan blive dårlig, og et håndtryk kan være smertefuldt. Det kan blive vanskeligt at udføre almindelige daglige gøremål som at skære mad eller bruge nøgler. Rygsmerter er usædvanlige, men leddegigt i nakke- og kæbeled ses. Leddegigt medfører ofte usædvanlig træthed (fatigue), nedsat appetit og lette muskelsmerter.

Ved udvikling af sygdommen kan der opstå deformiteter af leddene med fejlstillinger. Leddene kan blive ustabile og komme delvist eller helt ud af stilling. Fingrene bliver da skæve og kan typisk pege væk fra tommelfingeren (ulnar deviation). Musklerne kan blive forkortede og bidrage til, at leddenes bevægelighed mindskes. I fødderne kan udvikles forfodsplatfod og hammertæer.

I perioder med udtalt inflammation kan personen have vægttab og let feber.

Hvis der er udviklet ledskader kan disse sent i sygdomsforløbet dominere symptomerne med smerter og funktionstab, selv om inflammationen er bragt i ro.

Inflammation i seneskeder (seneskedehindebetændelse) og slimsække (bursitis) er ikke usædvanligt. Også lymfeknuder kan hæve.

Nogle personer med leddegigt udvikler gigtknuder (noduli rheumatici). Knuderne er normalt smertefri og op til nogle centimeter store. De lokaliseres især i underhuden på hænder og albuesiden af underarme og albuer, men de kan også findes andre steder. Knuderne kan være forskydelige eller fastgjort til vævet under. Knuderne kan være i vejen og kan da evt. fjernes. Sådanne gigtknuder forekommer næsten kun hos personer, der har reumatoid faktor og anti-CCP i blodet.

Ved håndleddene kan betændelse og dermed hævelse i seneskeder eller selve ledslimhinden medføre, at nerven nervus medianus kommer i klemme. Dette medfører smerter og nedsat følelse i tommelfinger, pegefinger og langfinger (karpaltunnelsyndrom).

Øjnene kan ved høj sygdomsaktivitet blive røde, irriterede og betændte. Leddegigt kan medføre tilstandene episkleritis, som giver rødt øje, men lidt ubehag samt skleritis, som er smertefuldt og kan give varigt synstab og skal behandles af en øjenlæge.

Tørre slimhinder er en almindelig komplikation efter længere tids sygdom. Reduceret tåreproduktion medfører tørhed i øjnene. Tilsvarende opstår tørhed i munden ved reduceret spytkirtelfunktion. Hvis tåre- og spytproduktion er reduceret, betegnes tilstanden ofte som sekundært Sjøgrens syndrom.

Blodårebetændelser (vaskulitis) i huden er normalt forbundet med høj sygdomsaktivitet. Små punktformede blødninger ved fingernegle har god prognose, mens forandringer i større arterier kan medføre stor skade. Når blodårer, der forsyner nerverne, rammes, opstår reduceret følelse og nerveskade (neuropati).

I lungerne ses sjældent inflammation i lungehinde (pleuritis), som giver smerter og åndenød ved vejrtrækning. Tilsvarende kan der tilstøde inflammation i hjertehinden (perikarditis). Forandringer i selve lungevævet (interstitiel lungesygdom) er mere almindelige, men sjældent alvorlige. Symptomer er ofte fraværende, og forandringerne opdages ofte tilfældigt. Det er usædvanligt, at leddegigt forårsager alvorligt lungesvigt.

Inflammationsdæmpende lægemidler dæmper inflammationen og dermed sygdomsprocessen. Dette reducerer smerter, ømhed, stivhed og hævelser og forebygger ledskader, og giver derved bedret funktion. Behandling tidligt i sygdomsforløbet er vigtig for at opnå et godt resultat.

Alle, der har leddegigt med aktiv inflammation i led, anbefales at starte med sygdomsdæmpende lægemidler så tidligt som muligt efter, at diagnosen er stillet. Ofte bruges først en kombination af methotrexat og binyrebarkhormonpræparatet prednisolon.

Binyrebarkhormonpræparater som prednisolon har en hurtig inflammationsdæmpende virkning og kan have glimrende virkning på symptomerne. Ulempen er de mange bivirkninger, blandt andet risiko for infektioner, diabetes, tynd skrøbelig hud og på sigt også knogleskørhed (osteoporose). For at reducere bivirkninger tilstræbes lave doser og en kort behandlingsperiode. Hvis høje doser er nødvendige over lang tid, vil der ses en omfordeling af fedt i kroppen, hvilket kaldes Cushings syndrom.

Binyrebarkhormonpræparater kan tages som tabletter eller injiceres i led. Ved injektion i led har de en god lokal inflammationsdæmpende effekt med lille risiko for alvorlige bivirkninger.

Methotrexat gives som tabletter eller sprøjter, der normalt tages én gang om ugen. Virkningen indtræffer normalt efter en til tre måneder. Den almindeligste bivirkning er kvalme, som kan dæmpes ved samtidig indgift af folinsyre. Methotrexat dæmper inflammationen og forebygger ødelæggelsen af led- og brusk. Methotrexat kan give fosterskader og skal afsluttes før graviditet. For dem, der ikke kan bruge methotrexat, findes flere alternativer. Methotrexat tilhører en gruppe af medikamenter, der betegnes DMARD (Disease Modifying Anti-Rheumatic Drugs), der også omfatter salazopyrin, hydroxyklorokin og leflunomid.

Biologiske lægemidler har også vist god virkning mod leddegigt. Ofte kombineres de med methotrexat. De hæmmer inflammationsfaktorer som tumor nekrosefaktor (TNF), interleukin-6, såkaldte kostimulerende faktorer og B-celler. Alle disse medikamenter er komplekse proteiner, som derfor skal sprøjtes ind i kroppen, da de ødelægges i mavesækken. Lægemidlerne virker inflammationsdæmpende og reducerer udvikling af skade på knogle og brusk. Biologiske lægemidler er aktuelle ved aktiv sygdom, når effekten af methotrexat alene ikke er god nok.

Den væsentligste bivirkning ved de biologiske lægemidler mod gigtsygdomme er en betydeligt øget risiko for infektioner.

Janus-kinase-hæmmere (JAK-hæmmere) er en nyere gruppe sygdomsdæmpende medikamenter, der kan gives som tabletter. Effekten ved leddegigt er omtrent som for de biologiske lægemidler.

Mod smerter kan bruges paracetamol og NSAID (fx ibuprofen). Vanedannende lægemidler, fx morfinstoffer, undgås så længe som muligt.

Fysioterapi har til formål at træne leddenes funktion og muskelstyrke og bidrage til lindre smerter ved at udarbejde et tilpasset træningsprogram. Sådan behandling gives parallelt med den medicinske behandling, så længe der er behov.

Ergoterapeuter tilrettelægger træning af hænderne og vurderer behovet for hjælpemidler til at klare dagligdags gøremål.

Kirurgi var tidligere meget brugt både i tidlige og sene stadier af leddegigt. Udviklingen af effektive lægemidler har dog reduceret behovet for kirurgi betydeligt. For patienter, der alligevel har udviklet større ledskader, kan den fysiske funktion forbedres ved operation, og der kan rettes op på fejlstillinger. Ofte indsættes et nyt led (ledprotese). Sådan protesekirurgi er mest almindelig i knæ- og hofteled, men der findes også proteser til skuldre, albuer, håndled, fingre og ankler. Af og til udføres stivgøring af led (artrodese), for eksempel i fodroden, reparation af beskadigede sener og fjernelse af de betændte slimhinder i led eller seneskeder.