pungdyr

Pungdyrene klassificeres som en infraklasse, Marsupialia. De er en af de tre basale grupper af nulevende pattedyr; de to andre er placentale pattedyr og kloakdyr.

Der findes følgende syv ordener af pungdyr:

De inddeles i to overordener:

• Ameridelphia: de egentlige opossummer og spidsmusopossummerne
• Australidelphia: de fem resterende ordner.

Således hører monitoerne fra Sydamerika på trods af deres opossumlignende udseende til samme gruppe som de australske pungdyr.

IUCN Red List anerkender 345 nulevende arter af pungdyr, mens den anden hovedreference inden for pattedyrarter, Mammal Diversity Database (American Society of Mammalogists), anerkender 403 arter.

Pungdyrene inddeles i 19 familier, som præsenteres længe nede i artiklen.

For videnskabelige navne på arter, som er nævnt i teksten, henvises til de specifikke artikler om de familier, de hver især tilhører.

Den største mangfoldighed af pungdyr findes i Australien samt på Ny Guinea og de omkringliggende øer vestpå til Sulawesi. Her findes 16 familier med tilsammen 239 arter. Heraf er 153 arter og 8 familier endemiske for Australien, hvilket vil sige, at de kun findes i Australien og ingen andre steder i verden (se også Australiens pungdyr).

Amerikas pungdyr omfatter de egentlige opossummer, spidsmusopossummerne og monitoerne. De to sidstnævnte grupper er begrænset til Sydamerika, mens de egentlige opossummer har spredt sig op gennem Mellemamerika til Nordamerika, hvor en enkelt art, nordamerikansk opossum, er udbredt helt op til Canada. Langt de fleste egentlige opossummer findes dog kun i Sydamerika.

Pungdyr udnytter stort set alle terrestriske naturtyper inden for deres udbredelsesområde, fra regnskove til ørkener og bjerge. I Sydamerika er artsrigdommen størst i Amazonas. Australien, som er det tørreste kontinent med landlevende pattedyr, har en exceptionel stor mangfoldighed af ørkenlevende pungdyr.

I størrelse varierer pungdyrene fra de mindste pungrovdyr, possummer og opossummer på ca. 10 gram til rød kæmpekænguru, der kan nå en vægt på op til 92 kg. Det største nulevende pungdyr i Amerika er nordamerikansk opossum, som vejer op til 6,5 kg.

Pungdyrene er berømte for talrige eksempler på konvergent evolution, hvor arter uafhængig af hinanden udvikler lignende tilpasninger til samme økologiske nicher. Blandt pungdyrene finder man således former, som i udseende og/eller levevis svarer til hjorte og antiloper (de store kænguruer), får (vombatter), trælevende aber (diverse possummer og opossummer), aye-aye (triokker), rovdyr (store pungrovdyr), hyæner (tasmansk pungdjævel), spidsmus (små pungrovdyr, korthalede opossummer og spidsmusopossummer), oddere (vandopossum), myreslugere (numbat) og muldvarpe (pungmuldvarpe).

Hos possummerne er snohale, som det bl.a. ses hos snohaleaber, udviklet mindst tre gange (i familierne Phalangeridae, Pseudocheiridae og Burramyidae) og findes desuden hos de fleste opossummer. Desuden er evnen til at bevæge sig i glideflugt ved hjælp af en svævehud, som det kendes fra fx flyveegern, opstået hos tre af possumfamilierne: Petauridae, Pseudocheiridae og Acrobatidae.

Pungdyrs stofskifte og kropstemperatur er lavere end hos placentale pattedyr.

Pungdyrhunner har to livmødre. I modsætning til placentale pattedyr mangler de normalt en moderkage, selv om både koalaen og bandikutterne faktisk har en veludviklet moderkage. Pungdyrhunners drægtighed er yderst kort. Den allerkorteste kendes fra det lille australske pungrovdyr stribehovedet dunnart, hvis drægtighed kun varer ca. 11 dage. Andre pungdyr med usædvanligt korte drægtighedsperioder er bl.a. bandikutter (12-13 dage), de fleste opossummer (ca. 13 dage) og numbat (14 dage). Den længste drægtighed findes hos trækænguruer og østlig grå kæmpekænguru, hvor drægtigheden kan vare op til 45 dage. Drægtigheden hos de fleste kænguruer ligger dog på omkring en måned, mens den typisk varer 2-3 uger hos possummer, 3 uger hos vombatter og 35 dage hos koala.

Ungerne er bittesmå ved fødslen. Blomsterpossummen får de mindste unger af alle pattedyr; de vejer blot 3-6 mg. Unger af små pungrovdyr er ca. 3 mm lange. Hos opossummerne vejer ungerne 0,1-0,2 g og hos koalaen 0,4 g. De største pungdyrunger fås af kænguruerne; hos kæmpekænguruer vejer de op til 0,9 g og er 2-3 cm lange.

Når ungerne kommer til verden, er de blinde, døve og nøgne med underudviklede bagben. Til gengæld har de kraftige forlemmer med veludviklede fingre og spidse, krumme kløer. Kløerne mistes kort efter fødslen, men gør det muligt for ungen først at bryde ud af fosterhinden og derefter kravle gennem hunnens pels fra kønsåbningen til dievorterne og pungen; hos de arter, der har en pung.

Hos opossummer kan turen til pungåbningen klares på under 20 sekunder, mens den hos potorooer og bettonger varer omkring 10 minutter. Ungerne finder vej til dievorterne ved hjælp af deres veludviklede lugtesans.

Så snart en pungdyrunge har suttet sig fast på en dievorte, svulmer dievorten op i munden på den, så ungen ikke kan falde af. Hos museopossummer, brun firøjeopossum, spidsmusopossummer og flere arter af pungrovdyr, herunder numbat, mangler hunnen en pung, og ungerne hænger derfor frit på bugen. Hos alle andre pungdyr har hunnen en pung på bugen, hvori ungen eller ungerne kan sidde i sikkerhed. Pungen kaldes på latin marsupium, hvilket har givet ophav til både det videnskabelige navn Marsupialia og det engelske navn marsupials.

Pungen findes i flere forskellige former, hvilket bl.a. viser, at den er opstået flere gange i pungdyrenes evolution. Pungåbningen kan være orienteret enten fremad/opad eller bagud. En bagudvendt åbning forekommer hos mange gravende arter og antages at mindske risikoen for, at jord trænger ind i pungen under gravning.

En fremad- eller opadvendt pung findes hos kænguruer, possummer, flere pungrovdyr (bl.a. tasmansk pungdjævel og quoller), storopossummer, firøjeopossummer af slægten Philander samt hvidhåndet og brunøret uldopossum.

En bagudvendt pung findes hos vombatter, koala, stor bilby, pungmuldvarpe, visse pungrovdyr, vandopossum og væselopossummer.

Nøgenhalet uldopossum og monitoerne har en pung, der er åben langs hele midterlinjen. Fjerhalepossummerne er særegne ved at have en central pungåbning og en todelt pung med et rum både foran og bagved åbningen. Hos nogle arter af pungrovdyr mangler hunnerne en permanent pung, men udvikler før fødslen en rudimentær pung, som kun yder begrænset beskyttelse til ungerne.

Hos vandopossummen kan hunnen lukke pungen så tæt, at den er helt vandtæt, og unger forbliver tørre under morens svømning og dykning. Hos både vandopossum og pungmuldvarpe har hannerne en rudimentær pung.

Kuldstørrelsen varierer betydeligt blandt de forskellige arter af pungdyr. Kænguruer får normalt kun én unge ad gangen, hvilket også gælder koala og vombatter. Større possummer får typisk 1-2 unger pr. kuld, mens mindre arter kan få 4-6. Hos opossummer varierer kuldstørrelsen fra 2 til 16 unger. De største kuld ses hos tasmansk pungdjævel og quollerne; typisk for pungrovdyrene føder de normalt flere unger, end de har dievorter til, hvilket fører til konkurrence om de begrænsede pladser og kan bidrage til, at kun de stærkeste unger overlever. Tasmansk pungdjævel føder 15-20 unger, men har kun fire dievorter, mens tasmansk quoll kan føde op til 30 unger, selv om den kun har seks dievorter.

Pungdyrunger sidder permanent fast på dievorten den første periode af deres liv, da de er ude af stand til at give slip på den opsvulmede dievorte. Denne periode varer fra ca. 14 dage hos korthaleopossummer (slægten Monodelphis) til fem måneder hos vombatter; hos kænguruer varer den typisk omkring to måneder. Hos arter med pung begynder ungerne derefter gradvis at stikke hovedet ud af pungen og for senere også at forlade pungen i kortere perioder. Efterhånden som de vokser, opholder de sig stadig mindre i pungen, indtil de forlader den permanent. Den samlede tid i pungen varierer fra 25-40 dage hos pygmæpossummer til ca. 11 måneder hos de grå kæmpekænguruer.

Hos mange australske pungrovdyr optræder et fænomen, som kaldes suicidal reproduktion. Her dør hannerne kort tid efter deres første parringstid og når derfor sjældent at blive et år gamle. Det samme fænomen lader også til at forekomme i Sydamerika blandt visse museopossummer.

De egentlige pungdyr, dvs. infraklassen Marsupialia, opstod inden for en større pattedyrgruppe, som kaldes metatherierne (Metatheria). De nulevende pungdyr er de eneste overlevende metatherier.

De ældste fossiler af metatherier, man kender, er fra Nordamerika og dateret til at være ca. 110 millioner år gamle. I Sen Kridt for ca. 100-66 millioner år siden var metatherierne vidt udbredte i Asien og Nordamerika, hvor de levede side om side med dinosaurerne. Blandt disse var den 15 cm lange og tilsyneladende kødædende Deltatheridium, som levede i Mongoliet for omkring 80 millioner år siden. Et nyligt studie konkluderer, at den med stor sandsynlighed er det ældste kendte medlem af de egentlige pungdyrs udviklingslinje.

I Paleocæn for ca. 66-55 millioner år siden spredte pungdyrene sig fra Nordamerika til Sydamerika og herfra via Antarktis til Australien. Hvornår pungdyrene ankom til Australien, er der forskellige bud på, men det anslås, at det skete for mellem 65 og 50 millioner år siden. Traditionelt har man ment, at alle de australske pungdyr stammer fra en enkelt stamform, en slægtning til monitoerne, der spredte sig fra Sydamerika til Australien. Det er dog også blevet forslået, at forfædrene til bandikutterne og bilbyerne kunne have foretaget deres egen spredning fra Sydamerika.

I Australien har der tidligere levet mange pungdyr, som var væsentlig større, end hvad der findes i dag. Det største pungdyr, der nogensinde har eksisteret, var Diprotodon optatum, en planteæder, som tilhørte diprotodonterne. Den havde en skulderhøjde på 1,8 meter og vejede flere tons, måske endda helt op til 3,5 tons, hvilket svarer til et bredsnudet næsehorn. Der fandtes også en kæmpekortsnudekænguru (Procoptodon goliah), der var to meter høj og vejede 200-240 kg. Endeligt var der en slægt af såkaldte pungløver (Thylacoleo), hvoraf den største, Thylacoleo carnifex, vejede 100-130 kg, hvilket er mere end en puma. Disse rovdyr tilhørte også diprotodonterne.

• pattedyr
• Australiens pungdyr