Stamhus, i ældre dansk ret jordegods, hvortil arveretten var båndlagt; godset måtte således hverken deles, bortsælges eller pantsættes. Christian 5.s Danske Lov af 1683 åbnede for oprettelse af stamhuse, men til forskel fra greve- og friherreprivilegierne var der til stamhusbesiddelse ikke knyttet offentligretlige privilegier. Med Grundloven af 1849 bortfaldt retten til at oprette nye stamhuse, len og fideikommisgodser, og med lensafløsningen 1919 ophævedes de helt.